GADS FORLAG: Sirius

Frysetørrede helte – Et besøg på Grønlands hårdeste arbejdsplads

– et jubilæumsskrift om Siriuspatruljen

✮✮✮✮✮

' …… Simon Flening har frembragt et værk om intet mindre end Grønlands – og Danmarks – både hårdeste og smukkeste arbejdsplads ….. '

– Master of Science, Bo Christiansen, KULTURINFORMATION

I anledning af at det nu er 75 år siden slædepatruljen Sirius blev oprettet har Gads Forlag udgivet en rigt udstyret bog. 350 sider i stort, tungt format med masser af flotte, farverige fotos fra nationalparken i Nordøstgrønland. Bogen handler om Siriuspatruljens historie – en fortælling om mod, udholdenhed og Danmarks tilstedeværelse i Grønlands ødemark.

For mig personligt vækker både tekst og billeder minder om mine egne ’arktiske’ oplevelser fra mange år i Grønland, især fra talrige rejser i Diskobugten og nordover, både sommer og vinter, tilbage i 1980’erne og 90’erne, samt før det enkelte vinterture i svensk Lapland. Men Siriusfolkenes arbejde og hverdag er naturligvis langt mere alvorlig og seriøs end mine og min hustrus egne snehuleture og leg med hunde.

Bogen vil især være interessant for dem der selv har levet i Grønland og lært at elske vinteren, mørket og kulden, en verden fra før klimaforandringerne slog igennem. Men den vil også være spændende og inspirerende for dem der stadig har alt det til gode.

Den historiske baggrund

Indledningen opridser den historiske baggrund: Ekspeditionerne omring år 1900, der kortlagde det yderste nordøstlige hjørne af Grønland, det som nu er en nationalpark på ca 1 million kvadratkilometer med en kystlinje på mange tusinde kilometer. Senere kom der både dansk og norsk fangstvirksomhed i 1920’erne. I 1933 fik man suverænitetsafgørelsen ved Haag domstolen.

Derefter en dansk polititjeneste i 1930’erne, efterfulgt af en egentlig slædepatrulje under 2. Verdenskrig, og fra 1950 den nuværende arktiske specialoperationsenhed, der i 1953 fik navnet Sirius, opkaldt efter Nordstjernen.

Dybt personlige beretninger

Derefter følger en række personlige beretninger. Cirka 30 mænd, der alle i deres ungdom har gjort tjeneste i to år, fortæller stort og småt fra deres tid i Sirius, begyndende i 1958 og helt op til 2020, hvor man i det allerhøjeste nord oplevede corona-nedlukningen. Ind i mellem er der indskudt oplysende kapitler om nationalparkens dyreliv, slæderejser, udstyr, våben, de både der benyttes til udlægning af depoter i den korte sommer og meget andet.

Bogen er skrevet af soldater. Men befriende nok er der ingen fjende. Andet end naturen, kulden, og nogle gange en selv. Det er forfriskende midt i den oprustning og militarisering vi dagligt konfronteres med i medierne. Selv om mændene er professionelle soldater, oplever vi dem mere i rollen som ’parkbetjente’, der elsker deres naturpark.

Det er ret forskellige folk. Nogle videreuddanner sig efter Sirius, bliver håndværkere, ingeniører, lærere, en enkelt psykolog og så videre. De er tydeligvis godt udrustet til en professionel karriere efter to år i ødemarken.

Minus 40 – og stadig på arbejde

De fortæller helt jordnært om de mange praktiske opgaver, om træning af hundene, om det storslåede skaberværk de befinder sig midt i. De beretter om at tilbagelægge ufattelige afstande til fods og på ski, at gennemrejse et enormt øde område, bare være der, leve i nuet, og have et simpelt mål – at nå frem, at overleve.

Og overleve gør de. Selv når de falder gennem isen, eller overraskes af snestorme, og ligger vejrfast i mange dage, i telt eller i en hundrede år gammel primitiv fangsthytte. Oprindeligt var det grønlandske instruktører, der medvirkede til at grundlægge det hele med oplæring i slædekørsel og hundeopdræt, en righoldig nedarvet viden fra inuitkulturen. Siden er det patruljens egne folk der oplærer de nye.

Beretningerne er ret forskellige. Bidragsyderne er intelligente, praktiske, selvstændige, de gør et sympatisk indtryk. De fleste er ydmyge, ærlige, stilfærdige og afdæmpede. De udtrykker sig kortfattet, faktuelt. Der er ikke de store armbevægelser. Til gengæld fornemmer man dybde. En enkelt fortæller kun om sine følelser ved afrejsen fra Danmark. Nogle har dramatiske, detaljerede rejsebeskrivelser, andre skriver poetisk om den arktiske skønhed. Nogle få opsummerer hele opholdet, eller årets gang, men de fleste fokuserer blot på en enkelt episode eller oplevelse.

De fortæller om at møde ulve, eller om at adoptere forældreløse bjørneunger, og at være på tynd is. Et tilbagevendende tema er kampen om at komme tilbage til basen i Daneborg tidsnok til at holde jul med de andre. Flere fortæller om det nære forhold til hundene, og om kammeratskabet.

Her følger et citat om netop det:

”Det var utrolig vigtigt, at det hold, der blev udtaget, kunne fungere sammen og tilsammen besad en række kvaliteter, egenskaber og personligheder, som kunne komplettere hinanden. Vel at mærke komplettere hinanden ’i lyst og i nød’. Derfor var der både arbejdsomme slidere, morsomme grinebidere, kreative problemknusere, snusfornuftige regelryttere, godmodige ballademagere, selvstændige ledertyper, stille grublere, diskussionslystne typer og så videre.”

Fremtiden

Der er også overvejelser om fremtiden: klimaforandringerne der er mere synlige deroppe end andre steder, flere ekspeditioner og krydstogtskibe, hele det geostrategiske spil, en fremtid med snescootere og droner.

Både Norge, Sverige og Finland har tilsvarende arktiske jægerkorps, men disse er mere egentlige kampenheder, bevæbnede med snescootere og flere våben. Sirius-patruljen virker helt anderledes fredelig.

Intet mindre end Grønlands – og Danmarks – både hårdeste og smukkeste arbejdsplads.

Bogen får fem isbjørnepoter i dyb sne – læs også Bo Christiansens reportage At the Forefront of Climate Change – A visit to Ilulissat Icefjord Centre her