LOUISIANA: NIKO PIROSMANI – BLACK LIGHT

– et georgisk malerikon

✮✮✮✮✮✮

‘ ………… endnu en god grund til at aflægge Louisiana et besøg …..’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Man kan ikke ligefrem bebrejde Louisiana, at museet tager kommercielle hensyn ved valg af kunstnere på udstillingsprogrammet. Stort set alle udstillinger i år er med kunstnere, som de færreste har hørt om. Til gengæld er kvalitetsniveauet højt. Det gælder også den aktuelle præsentation af Niko Pirosmani.

De færreste uden for Georgien har hørt om Pirosmani, men i hans hjemland er han et ikon – til trods for, at han også er noget af en gåde for landets egen befolkning. Og det er der gode grunde til.

Biografi

Niko Pirosmani blev født i en landsby i den østlige del af Georgien – formentlig i 1862 og formentlig den 5. maj. Der er ingen dokumentation herfor. Begge forældre døde, da han var helt lille. I midten af 1870’erne tog en velstillet familie i Tiflis (nu Tblisi) sig af ham og opdrog ham, som var han en af deres egne børn.

Trods den gode opdragelse havde han problemer med at skabe sig en karriere senere i livet. Det skyldtes formentlig, at han var excentrisk og indadvendt af natur. Han forsøgte sig bl. a. med arbejde ved jernbanen, men uden større held.

Karrieren som selvlært maler begyndte med skiltemaling for mindre forretningsdrivende. Hertil kom udsmykningsopgaver for små beværtninger og eventuelle portrætter af de tilstedeværende gæster. Betalingen var som oftest yderst beskeden: ud over materialeudgifterne fik han måske et måltid mad og en flaske vin. Hans økonomi forbedredes end ikke væsentlig, selv om han med tiden blev anerkendt i russiske avantgarde-kredse i Moskva og Sankt Petersburg.

Eftermælet

Trods den øgede anerkendelse døde Pirosmani i 1918 blot 60 år gammel som en ensom vagabond plaget af alkoholproblemer. Ingen kender hans gravsted. Efter hans død blev der imidlertid rift om hans malerier. I dag er han et nationalt klenodie og anerkendt som grundlæggeren af landets moderne malerskole.

Pirosmani malede måske op mod 2.000 billeder, hvoraf blot omkring 200 eksisterer i dag. Selv disse lader sig vanskeligt katalogisere, da han kun sjældent daterede dem.

Portrætmaleren

Som portrætmaler afbildede Pirosmani i reglen butiksejere, håndværkere, fabriksarbejdere og kontorister – som oftest folk, der havde søgt fra landet og ind til byen for at få en bedre tilværelse. Ikke sjældent med det illusoriske håb om en dag at kunne vende tilbage til deres rødder. En romantisk drøm, der står i stærk kontrast til deres trøstesløse hverdag.

Pirosmani malede hurtigt. Et mindre portræt kunne han færdiggøre på en halv time. Mellemstore malerier tog ofte mellem tre og fire timer. Større værker krævede to eller tre dage. Til vægmalerier med mange personer havde han brug for omkring en uge.

Kunstneren brugte ingen tid til at forberede malerierne. Han kunne tilsyneladende påbegynde selv større værker umiddelbart efter, at han havde fået opgaven. Og så var han i stand til at improvisere, når kunderne under arbejdet fremsatte nye ideer til indholdet.

Materialer

Pirosmani benyttede primært engelsk oliemaling af god kvalitet til malerierne. Han brød sig tilsyneladende ikke om traditionelt lærred, men foretrak at male på metalplader (skiltemaling), karton og voksdug. Sidstnævnte var hans foretrukne medie.

Pirosmani malede på bagsiden af voksdugen. Det var imidlertid ikke den type voksdug, som barer og spisesteder dækkede deres borde med, men en tynd voksdug af høj kvalitet. Da bagsiden var sort, arbejdede Pirosmani altså på en sort “grundering”. Et forhold, han undertiden integrerede i selve billedets farvekomposition. Deraf udstillingens titel “Black light”. Det gælder i øvrigt også mange af Jesper Christiansens billeder på Ordrupgaards aktuelle retrospektive udstilling med kunstneren. Se Niels Lyksteds anmeldelse her

Malerierne på voksdug har holdt sig godt, da malingen er påført uden overmaling, men også fordi dugens kemiske sammensætning er meget lig oliemalingens. Det betyder at udvidelse og sammentrækning af dugen p.g.a. temperatur og fugtighed er nogenlunde den samme.

Begrænset udtryk og farvevalg

Pirosmani var slet ikke interesseret i at gengive belysning og atmosfære i sine malerier. Årstidernes skiften eksisterede ikke for ham. Med en enkelt undtagelse nøjedes han med sommeren. Heller ikke klimatiske forhold som, tåge, regn, sne, frost, vind m.v. fandt genklang i hans billeder. Alt skulle helst udspilles om dagen i dagslys.

Kunstneren malede aldrig efter naturen, men skabte sine billeder efter hukommelsen eller som han mente emnet skulle tage sig ud. Det gjaldt også portrætter. Måske tog han udgangspunkt i et møde med den portrætterede, men portrættet blev afsluttet, som han huskede personen så ud. Undertiden afspejlede det blot det indtryk, personen havde gjort på ham.

Pirosmanis farvevalg var begrænset. Græs var altid grønt, kød rødt og mælk hvid. Og antallet af farver i et billede var langt færre end andre af tidens malere. Ofte kunne han nøjes med blot fem eller seks farver – eller færre! Og han blandede dem sjældent.

Temaer

Udstillingsplakaten viser Pirosmanis gengivelse af en giraf. Sådan en havde han næppe set i virkeligheden, da han malede den. Formentlig har han blot set et s/h foto af en giraf, da giraffen udelukkende er gengivet i gråtoner.

Giraffen fremstår som et ensomt dyr midt i en gold, øde slette. Den udstråler en mystisk rædsel. Dyret tager ikke del i denne verden, men er øjenvidne til og dommer over verden. Hver gang man ser på billedet ender ens fokus på dyrets øjne, uden at man forstår årsagen til fortvivlelsen i giraffens blik. Et udtryk for Pirosmanis og samtidens frygt for, hvad der måtte ske i fremtiden?

Giraf (udsnit). Det hævdes, at Pirosmanis billeder af dyr er en form for selvportrætter. Ifølge udstillingens kurator, Poul Erik Tøjner, skyldes giraffens sørgmodige udtryk Pirosmanis ikke gengældte kærlighed til skuespillerinden Margarita. Andre hævder, at det sørgmodige udtryk skyldes tidens (kunstnerens) bekymring for fremtiden set i lyset af 1. verdenskrig. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

Karakteristisk for Pirosmanis dyr er deres store “dådyr-øjne”. De har store lighedspunkter med dyrene i Disneys tegnefilm, hvor dyrene har menneskelige egenskaber. Det hævdes, at Pirosmanis dyr er en form for selvportrætter.

En særlig kategori var Pirosmanis påskelam. Det skyldes en særlig tradition i Georgien. Her bringer man før påske et lam hjem, som smykkes med farvede bånd, og som forkæles med helt frisk græs. Lammet slagtes siden ved et kristent offerritual. Dyret er klar over dets uundgåelige skæbne, men kan ikke undgå døden. Gennem ofringen genopstår Kristus.

Vurdering

Pirosmanis billeder har ikke været tilgængelige i Europa i større udstrækning bortset fra en udstilling på Louvre for en del år siden og senest en udstilling i 2018 på Albertina i Wien. Det er derfor noget at et kup, at Louisiana i samarbejde med Foundation Beyeler i Schweiz nu formår at præsentere knap 50 af Pirosmanis værker for første gang i Nordeuropa.

Det skal understreges, at målgruppen for Pirosmani aldrig var museumsgæster, men almindelige mennesker, der spiste og drak sammen på små beværtninger. Malerierne skulle fremhæve, at hver enkelt deltager var en del af en gruppe eller af en social klasse, som tilsammen afspejlede den georgiske nation. Altså et helt konkret mål i et lille land i Europas periferi.

Alligevel taler hans skildringer af hverdagen i datidens Georgien til os i dag. Det skyldes ikke blot, at vi fascineres af en svunden tid i et land, som de færreste af os kender, men også at stor kunst formår at ramme et publikum på tværs af tid og sted. Farverne er enestående på den sorte baggrund, og motiverne er indtagende – ikke mindst hans billeder af dyr. Jo, Pirosmani var en billedkunstner af internationalt format og med et internationalt perspektiv.

Endnu en god grund til at aflægge Louisiana et besøg! Og tag endelig hele familien med. Udstillingen kan nydes af enhver uden særligt kendskab til kunst. Dine børn og børnebørn vil elske den!

LOUISIANA: NIKO PIROSMANI – BLACK LIGHT Vises frem til den 20. august 2023. Den aktuelle udgave af Louisiana REVY er udstillingens katalog. Bemærk specielt et levende og interessant essay om Tblisi omkring århundredeskiftet af Kasper Thormod. Louisiana Channel tilbyder en video-antologi med fem kunstnere, der taler om Niko Pirosmani – Thea Djordjadze, Andro Wekua, Dana Schutz, Mamma Andersson og Tal R. Varighed: ca. 18 minutter).