Louisiana
Kunst

Louisiana: Dana Schutz – Between Us

Louisiana: Dana Schutz – Between Us

 

Foruroligende og fascinerende fortællinger

 

 

 

Louisiana: Dana Schutz – Between Us

“Mountain Group”, 2018, olie på lærred, 304,8 x 396,2 cm. Tekst & foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

‘ …… herligt at blive provokeret til eftertænksomhed på en original måde ….’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

Med udstillingen “Dana Schutz – Between Us” fortsætter Louisiana serien af store internationale samtidsmalere som Peter Doig, Daniel Richter, Tal R, Cecily Brown og senest Mamma Andersson.

 

Som titlen antyder er Dana Schutz (f. 1976) optaget af mennesker og af vores indbyrdes relationer. Hendes kunst viser alt det, der skiller os ad, knytter os sammen og foregår mellem os.

 

Schutz’ univers er tilsyneladende inspireret af amerikanske tegneserier af den gode gamle slags med hyggelige og underholdende figurer. Men hendes billeder byder på alt andet end familiehygge. Tværtimod!

 

 

 

 

 

Niels Lyksted

“The Expressionist”, bronze. 132,1 x 107,3 x 50,8 cm. En kunstnerskikkelse, der holder pensler i begge hænder ligesom en cowboy,

som retter pistolerne mod os. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Civilisationens undergang

Dana Schutz’ billeder viser mennesker, der æder sig selv, genopbygger deres lemmer af reservedele og som tilsyneladende lever i en verden, der er opstået efter civilisationens undergang. En verden, hvor alle individer er isolerede og lever i en tilværelse præget af vold.

 

Jo, det er en mærkelig fantasiverden, vi præsenteres for. Det virker som om Schutz kontrollerer og lemlæster sine figurer med en slags skødesløs grusomhed. Rædslerne understreges af et dristigt og hårdtslående farvevalg. Læg hertil maleriernes ofte enorme størrelse.

Selvspisere

Ekspressionistiske malere som Otto Dix, George Grosz, Käthe Kollwitz fra Louisiana udstillingen “Det kolde øje” afspejler grusomheder, for at vi skal tage afstand fra dem. Det gælder ikke Schutz. Hun sætter sine personer i verden af ren nysgerrighed og undersøger derpå, hvad de nu måtte finde på. Og opfindsomme, det er de!

 

I serierne “Self Eaters” og “Face Eaters” fortærer figurerne deres egne bryster, lemmer eller dele af deres ansigter. Figurerne er fuldstændigt optagede i deres aktiviteter, som var de desperate eller vanvittige.

 

Et af hendes mest foruroligende malerier er “Face Eater”, 2004. Her zoomes der ind på en slimet tunge, som er ved at gøre personens øjenæbler klar til at blive spist. Gruen understreges ved, at personen fremstår stærkt belyst på en sort baggrund.

 

Denne menneskerace vil tilsyneladende hellere sluge sig selv end at forholde sig til dens egen utilstrækkelighed. Gys! Andre værker kalder på gråd eller grin – eller begge dele.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Louisiana: Dana Schutz – Between Us

“Face Eater”, 2004. Olie på lærred, 58,4 x 45,7 cm. Privateje. Her zoomes der ind på en slimet tunge,

som er ved at gøre personens øjenæbler klar til at blive spist. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

Manglende kommunikation

Dana Schutz indledte sin karriere med kaotisk-klaustrofobiske scenerier med særlig tilknytning til ungdomslivet. Dengang fokuserede hun typisk på enkeltpersoner. Efterhånden inddrog hun mere komplekse motiver befolket af talrige aktører. Samtidig gik hun op i format. I dag beskæftiger hun sig ofte med gigantiske kompositioner.

 

Schutz byder ofte på scener af et næsten bibelsk format, som får karakter af en slags samtidsmytologi. Jo, Schutz er absolut en kunstner af vor tid, men det er helt tydeligt, at hun “kan” sine klassikere. Hun trækker nemlig lystigt på referencer til den store tradition i historiemaleriet.

 

Schutz’ billeder afspejler altid en handling, hvad enten den er selvskabt af de portrætterede figurer eller er et produkt af flere figurer, som er presset ind i hendes overfyldte malerier. Men en enkelt undtagelse er der: den fritstående bronzefigur “The Expressionist”, der vogter over Schutz’ univers bevæbnet med to malerpensler. En kunstnerskikkelse, der holder pensler i begge hænder ligesom en cowboy, som retter pistolerne mod os. Kom bare an!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Louisiana: Dana Schutz – Between Us

“The Traveller”, 2019. Olie på lærred. 91,4 x 81,3 cm. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

Vurdering

Dana Schutz er kort sagt en usædvanlig historiemaler, der skildrer det moderne menneske og dets relationer i komplekse og ofte gigantiske kompositioner.

 

Centralt for hende er at sætte fokus på mennesker og deres indbyrdes relationer. Hvordan går det med personerne i hendes univers? Kan de kommunikere indbyrdes, eller lever de i en verden, hvor folk har mistet evnen til at tale sammen? Uhyggeligt aktuelt, hvis vi tænker på krigen i Ukraine og de mange andre uløste konflikter i verden.

 

Der vil utvivlsomt være delte meninger om udstillingen. Nogle vil måske blive frastødt af de mange uhyrligheder, mens andre vil finde det herligt at blive provokeret til eftertænksomhed på en original måde. Man fornemmer nemlig trods alt Schutz’ dybe, underliggende humanisme og sensibilitet over for det samfund og den tid, vi sammen lever i.

 

En foruroligende og fascinerende udstilling. Ligegyldig bliver den aldrig!

 

NB! Udstillingen præsenterer såvel malerier, tegninger og grafik som skulpturer og giver et overblik over hele hendes karriere gennem nu to årtier.

 

 

 

 

 

 

 

Anders Kold

Kurator Anders Kold, Louisiana, og Dana Schutz diskuterer en detalje i maleriet “Mountain Group”. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Louisiana: “Dana Schutz – Between Us” vises frem til 11. juni 2023. Herefter vil udstillingen kunne ses på Musée d’Art Moderne i Paris. Den ledsages af seneste udgave af Louisiana Revy og af et internationalt katalog på engelsk.

 

 

 

Se mere om Louisiana: Dana Schutz – Between Us her

 

 

 

 

 

Se mere om Louisiana: Dana Schutz – Between Us på LOUISIANA CHANNEL her

 

 

Øverste installationsfoto: Louisiana

 

 

Louisiana: Dana Schutz – Between Us er anmeldt og fotograferet af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION