Kunst

Papercut: THE DARK SIDE

Papercut: THE DARK SIDE

 

 

Kastrupgårdsamlingen og Vendsyssel Kunstmuseum præsenterer

 

 

 

 

 

Papercut: THE DARK SIDE

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……. det er en formidabel udstilling …….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kastrupgårdsamlingen har en særlig evne til at finde temaer og samtidskunstnere, der er banebrydende indenfor deres felt. I denne omgang er det temaet Papercut, der er samlingspunkt for udstillingen. Lige når man spørger en lægmand om hvad det er, lyder det umiddelbare svar, at det er noget med at klippe i papir, silhuetter som H. C. Andersen. Hvis det er det man tænker, vil denne udstilling være en øjenåbner ind i en ny verden.

 

Det kan siges ganske enkelt, det er en formidabel udstilling med de fire samtidskunstnere: Mathias Malling Mortensen, Stinne Bo, Peter Callesen og Amanda Betz, der udstiller deres værker med deres tilgang til Papercut.

 

Man bliver grebet af den detaljeringsgrad og skønhed der møder en fra alle fire kunstnere. Det er sjældent at samtlige kunstnere på en udstilling, er på så højt niveau som her. Deres forskellighed gør dem ære og man går fra rum til rum og bliver forbløffet, hver gang man træder ind i en ny verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Papercut: THE DARK SIDE

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

Titlen på udstillingen, The Dark Side, kan lyde lidt faretruende og destruktiv. Som sådan kredser kunstnerne også om de tunge temaer vi er nødt til at forholde os til i dag: klimaforandringer, krig, naturkatastrofer, men deres udtryk er på det nærmeste lyst og lyrisk. De materialer kunstnerne fremstiller deres værker i, får de triste budskaber til at glide nemmere ned. Ovenikøbet er mange af dem så smukke at man glemmer de rædsler der gemmer sig bag, at det kun er din underbevidsthed der fanger meddelelserne til dig som beskuer.

Mathias Malling Mortensen

Den første kunstner vi møder er Mathias Malling Mortensen (f.1980). Hans værker er pågående med abstrakte mønstre, der giver et indtryk af at være i nuet. Mathias skærer sine værker ud med kniv. Det giver nogle skarpe linjer, der klæder de abstrakte figurer. Ultramarineblå er blevet Mallings signaturfarve. Den er et symbol på jordens store flader: himlen og havet og er stærk, gennemtrængende og uendelig. Det ses tydeligt at han er inspireret af ornamenteringen rundt om sydeuropæiske døre og vinduer. Hans uhåndgribelige figurer varieres i det uendelige. Den store lys-og lydkomposition er fascinerende. Sat tredimensionalt op med douche farver, der skifter og med en nærmest meditativ musik som diskret ledsager. Du kan sætte dig ned og kigge ind i uendeligheden.

Stinne Bo

Stinne Bo, er uddannet multimediedesigner og kan lidt af hvert. Hun arbejder ud fra de naturfilosofiske og videnskabelige principper med udgangspunkt i, at planter er levende væsner med en bevidsthed. Stinne skærer sine værker med skalpel. Mange lag papir er lagt ovenpå hinanden, så de danner ensartede mønstre. Hun er inspireret af gamle engelske tapeter ”Toile de Jouy”. Umiddelbart ser hendes værker ud som smukke harmløse sanseoplevelser, hvad de slet ikke er. I denne poetiske skønhed er naturen ved at blive mast.

 

Menneskeskabte ting prøver at trænge igennem naturen som vokser, gror og prøver at få fodfæste. Det er med utrolig elegance Stinne Bo afleverer sit budskab. Ikke påtrængende, men du fornemmer tydeligt den alvorlige meddelelse, når f.eks. et hus, en cykel, et bilvrag, er ved at blive gemt under grønne buske. Det er os der skal sørge for at planeten kan bestå og få ånde fra den grønne verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Papercut: THE DARK SIDE

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

Peter Callesen

Peter Callesen (f.1967), bruger kniv eller skalpel til sine papercut. Han arbejder som regel ud fra et ark A-4 papir og gør det levende. Hans miniature modeller og figurer er fremstillet med en akkuratesse som synes uladesiggørlig. Alle detaljer er med i f. eks et skelet på 8-10 cm. Det er næsten uhyggeligt realistisk. I hans værker er der megen symbolik og man kan tolke på dem som man vil. Dog er det tydeligt at også hos Callesen er det den nuværende klimadiskussion der er i fokus, samt flygtninge kriser. Hans skibe i alle størrelser med blafrende og lasede sejl, taler helt sit eget sprog. Vand kan være livgivende og destruktivt. Hans ensomme mennesker på afgrundens rand, er nærmest skræmmende. Specielt hans små værker er spændende, fordi du hele tiden kan gå på opdagelse i dem, selvom du tror, der absolut ikke kan være mere nyt i den lille skulptur på 7 cm.

Amanda Betz

Amanda Betz er uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole i 2005 og arbejder i et krydsfelt mellem arkitektur, design og kunst. Til papercut bruger Amanda alle tænkelige redskaber, men laserskæren anvender hun mest. På denne udstilling ser vi en anden side af kunstneren. Amanda Betz har koncentreret sig om en naturkatastrofe, oversvømmelserne i Pakistan i 2022. 33 millioner mennesker blev ramt af vandmasserne og 8000 kvadratkilometer landbrugsjord var pludseligt oversvømmet. Hovedsalig gik det ud over bomuldsmarkerne. Amanda har fremstillet sine værker i bomuld på mange måder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kastrupgårdsamlingen og Vendsyssel Kunstmuseum præsenterer

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

En af hendes installationer er tre udgaver af bomuld: den rå plante, papir og det florlette stof. Amanda er meget eftertænksom i forhold til sin samtid og ønsker at sætte fokus på vores berøring af denne store naturkatastrofe. Måske går vi et stykke tøj, vævet fra bomuldsplanter netop fra Sindh. Hun har også udstillet et par mønstrede vægtæpper hængt op i messingbeslag i fantastiske mønstrer.

 

Kastrupgårdsamlingen er et besøg værd. Denne udstilling kan noget mere og andet end tidligere særudstillinger, fordi de udstillende kunstnere har en så stor diversitet, at det aldrig bliver ensformigt. Desuden er der udskiftning i den permanente afdeling, så der er al mulig grund til at tage et smut til Kastrup. Og der er altid gratis adgang. Rigtig god fornøjelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kastrupgårdsamlingen og Vendsyssel Kunstmuseum præsenterer

KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

Papercut: THE DARK SIDE. Kastrupgårdsamlingen og Vendsyssel Kunstmuseum præsenterer udstilling af Mathias Malling Mortensen, Stinne Bo, Peter Callesen, Amanda Betz. Udstillingen slutter 18. februar 2024 og fortsætter på Vendsyssel Museum 8. marts – 11. august 2024.

 

 

 

 

 

Papercut: THE DARK SIDE – se mere her

 

 

 

 

Papercut: THE DARK SIDE er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm