SMK THY: Rejsen fra Paris

 

 

 

 

 

 

Franske fristelser på tur til Thy

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gengivelse af plakaten fra udstillingen ”Fransk Malerkunst fra det 19. Aarhundrede”

på Kunstmuseet i Sølvgade i 1914. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… Udstillingen ”Rejsen fra Paris” beretter om to vigtige danske kunstsamlere i begyndelsen af 1900-tallet ….. '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstnerne er indlysende store personligheder i det modernistiske miljø i Paris i begyndelsen af 1900-tallet. Derfor er det faktisk formidabelt, at man til dagligt på Statens Museum for Kunst i København er i stand til med egne øjne at se og opleve værker af kunstnere som Henri Matisse, Pablo Picasso, Georges Braque, André Derain, Raoul Dufy, Amedeo Modigliani og Suzanne Valadon.

 

En af årsagerne til, at disse kunstneres værker befinder sig i nationalgalleriets samling skyldes to storsamlere, som nærmest, synes det, i en permanent mani indkøbte især malerier af samtidens kunstnere. Den ene var en nordjysk korngrosserer Christian Tetzen-Lund og den anden den københavnske politiker og boligspekulant Johannes Rump.

 

Der ligger en nærmest ironisk pointe i, at Tetzen-Lund handlede med korn, da en del af de værker, han erhvervede sig til sin samling sammen med en stor del af Rumps indkøb nu befinder sig i udstillingen ”Rejsen fra Paris” på SMK Thy – tidligere Doverodde Købmandsgård, hvorfra en massiv handel med netop korn foregik. Således udgør udstillingen en dobbelt fortælling, dels historien om de to samlere og derudover naturligvis en iagttagelse af de mange værker, der har været igennem deres organisation på den ene eller anden måde.

Matisse som omdrejningspunkt

Udstillingens kunstneriske omdrejningspunkt ligger til dels i tilstedeværelsen af et større antal værker af den franske ekspressionistiske maler Henri Matisse (1869-1954) og netop Matisses fremtrædende tilstedeværelse i kunstmuseets samling skyldes Johannes Rumps donation fra 1928, som indeholder centrale værker af Matisse, og hans gave blev aktivt støttet af museets daværende direktør Leo Swane, der havde en klar passion for fransk modernisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Henri Matisse: ”Nøgen kvinde med hvidt klæde” fra 1909, som man levende kan forestille sig

har vakt opmærksomhed i samtiden. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En af Henri Laurens’ to bastante skulpturer i brændt ler med titlen ”Liggende kvinde med spejl” modelleret i 1922. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Swane deltog i udvælgelsen og erhvervelsen af disse værker, mens han samtidig var personlig modstander af kubismen, hvilket muligvis kan forklare, hvorfor Matisse er stærkt repræsenteret, mens Picasso er mindre til stede i samlingen.

 

Myten vil imidlertid vide, at Swanes forgænger som direktør, Karl Madsen, nærmest besad et decideret had til moderne, fransk malerkunst. Statens Museum for Kunst arrangerede dog i 1914, altså i Madsens direktørtid, en udstilling med fransk malerkunst og på denne udstilling optrådte Matisse, som ellers på daværende tidspunkt var berygtet for sin ligefremme og ofte brutale måde, hvorpå han skildrede landskaber og personer.

 

Jeg mener, at historien vil påstå, at Karl Madsen ikke kunne fordrage Pablo Picasso, og at et større antal værker af den banebrydende, spanske kunstner derfor gik til andre samlinger end kunstmuseet i Sølvgade. Jeg er ikke klar over, hvor meget, der er om snakken; men det er højst tænkeligt, at Madsen har set Picasso som en lovlig opblæst karakter på den daværende kunstscene, og Picasso var utvivlsomt allerede som ganske ung fuldt ud bevidst om sit eget talent.

 

Det er dog hverken Matisse eller Picasso, der indledningsvis møder udstillingsgæsten i det splinternye udstillingsmiljø på SMK Thy, men derimod et værk af den hollandske maler Kees van Dongen, der bosatte sig i Paris som ganske ung. Johannes Rump blev opmærksom på billedet, der forestiller danserinden Anita la Bohémienne, og erhvervede det til sin samling i 1912.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstillingens eneste kvindelige kunstner er Suzanne Valadon, som er repræsenteret ved et vitalt og smukt maleri

”Forårsblomster i en vase” fra 1928. Foto: SMK Foto/Jakob Skou-Hansen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maleriet ”Danserinden Anita” fra 1909 af Kees van Dongen er placeret som det første og kommer derved til at fungere

som en form for signatur for udstillingen. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstsyn og vovemod

Maleriet bliver således en slags signatur over udstillingen; men værket er kun ét af mange, man kan se på den fine udstilling i Thy. Matisses allerede beskrevne tilstedeværelse understreges af et maleri, der forestiller en nøgen kvinde, der ligger henslængt med et hvidt klæde på en rød baggrund. Værket er fra 1909, og jeg kan levende forestille mig, at ikke blot motivet har vakt opmærksomhed i samtiden. Det er malet med en næsten hidsig, sort konturlinje, som giver maleriet en karakter af noget primitivt skitseagtigt.

 

Kritikken var også nådesløs, men at Christian Tetzen-Lund erhvervede sig billedet, siger en del om hans kunstsyn og vovemod. Førstnævnte aspekt er ikke tilfældigt. Tetzen-Lund uddannede sig faktisk på Kunstakademiet, inden han slog sig på handel med korn- og foderstoffer.

 

Som nævnt optræder der et stort antal værker af Henri Matisse på den aktuelle udstilling og kun få af Pablo Picasso, men trods denne ubalance er adskillige historiske myter blevet beskrevet om de to store kunstnere og deres indbyrdes forhold. Matisse blev født i 1869 og var således en anelse ældre end Picasso, der er født i 1881. De blev ofte sat op imod hinanden som repræsenterende divergerende versioner af modernistisk malerkunst.

 

Matisse er historisk nomineret som farvens mester og en mere lyrisk karakter i forhold til Picasso, der blandt andet stod for kubismens indtog på kunstscenen og en mere analytisk tilgang til malerkunsten. På trods af en vis rivalisering besad de en dyb indbyrdes respekt. De besøgte hinanden og Picasso havde flere af Matisses billeder hængende i sit hjem. Matisse er citeret for replikken »Picasso er som et tårn, man altid har i sigte, uanset hvor man går i byen.«

 

Bekræftet i Matisses relation til Picasso, som er repræsenteret på ”Rejsen fra Paris” med en stærk kubistisk opstilling fra 1916 foruden nogle mindre og ret ”ferske” værker, kan man mageligt gå på opdagelse blandt udstillingens fortrinsvis mange malerier. André Derain er jævnaldrende med Picasso, men langt fra så radikal som den store spanier. Et enkelt værk står dog stærkt som maleri i næsten skitseform. ”Italienerinden” fra 1913 vidner om et stort kompositorisk overskud hos Derain.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pablo Picassos stærke kubistiske maleri ”Opstilling med dør, guitar og flasker” fra 1916. Foto: SMK Foto/Jakob Skou-Hansen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skulpturer i reduceret antal og svækket disponering

På mange måder er adskillige af kunstnerne fra perioden omkring århundredeskiftet mellem det 19. og 20. århundrede tydeligt inspireret af Matisse. Her kan man indregne Raoul Dufy som en af det løse håndleds lyriske malere aktuelt i form af maleriet ”Solglimt på havet ved Saint-Adresse” fra 1906.

 

Til gengæld finder man, ikke overraskende, kun et enkelt værk af en kvindelig kunstner på udstillingen. Suzanne Valadon (1867-1938) er repræsenteret ved et vitalt og smukt maleri ”Forårsblomster i en vase” fra 1928. Nogle vil måske huske Valadon fra en stor og meget væsentlig udstilling med titlen ”Suzanne Valadon – model, maler, rebel” på Ny Carlsberg Glyptotek i København i 2021.

 

Skulpturer har en rolle at spille på udstillingen; men dog i et stærkt reduceret antal, som er placeret i et hjørne inderst i udstillingsrummet og jeg er ikke 100 % sikker på, at jeg synes den disponering er helt vellykket. Jeg havde gerne set værkerne spredt, så dialogen skulptur/maleri kunne være blevet styrket, ligesom det er vanskeligt at komme rundt om værkerne i den aktuelle iscenesættelse.

 

I solitære positioner ville skulpturernes formmæssige styrker være kommet til deres ret i langt højere grad, end det er tilfældet. Især François Pompons fugle – en and og en ugle i bronze – ville vinde i en friere disponering, hvor Henri Laurens’ to bastante værker i brændt ler trods deres begrænsede størrelse klarer sig lidt bedre i helheden.

 

Afslutningsvis vil jeg blot bekræfte, hvad jeg har skrevet tidligere i en anmeldelse af arkitekturen af SMK Thy, nemlig at den nye version af museet til fulde lever op til de betingelser, som et nutidigt museumsbyggeri bør besidde, mens idéerne står i kø hos denne anmelder omkring, hvad man kunne tematisere over i et fremadrettet perspektiv. Jeg vil med glæde se frem til et potentielt projekt med titlen ”Jylland skildret af danske modernister”; men det bliver måske for tørt stof med jysk muld frem for franske fristelser?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Raoul Dufy er en af de lyriske malere aktuelt eksemplificeret af maleriet ”Solglimt på havet ved Saint-Adresse” fra 1906. Foto: SMK Foto/Jakob Skou-Hansen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstillingen ”Rejsen fra Paris” kan ses på museet SMK Thy, Fjordstræde 7, Doverodde v. Hurup frem til d. 2. november 2025.

 

 

 

 

 

SMK THY: Rejsen fra Paris – se mere her

 

 

 

 

SMK THY: Rejsen fra Paris. Coverfoto: Installationsfoto af udstillingen ”Rejsen fra Paris” viser, at den nye version af SMK Thy lever op til de betingelser, som et museumsbyggeri i dag bør besidde. Foto. Reiulf Ramstad Arkitekter.

 

 

 

 

Læs også Svanholms reportage om museet her

 

 

 

 

 

 

SMK THY: Rejsen fra Paris er kunstkritik af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm