Litteratur Rejser

‘Vi skal ikke vågne’ – En boganmeldelse

‘Vi skal ikke vågne’

Krimi af Heine Bakkeid

 

 

“Heine Bakkeid er fascinerende og fastholdende……..”

– G.Boeholt, KULTURINFORMATION

 

 

Vi skal ikke vågne

 

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

 

Krimien handler om en far og hans to voksne børn og foregår på Island. Faderen er miljøforkæmper og har hele børnenes barndom taget dem med til forskellige miljøaktioner for at forhindre bygning af dæmninger eller andet, hvor store industriforetagender efter faderens overbevisning vil ødelægge en del af Islands natur. Faderen udtrykker, at beton er svulster, der vokser op af lavaen. Faderen Ulfur giver også udtryk for, at folk, der farer ud og ind af shoppingcentre for at købe endnu mere, de ikke har behov for, kan sammenlignes med fejlprogrammerede, ødelagte kræftceller.

Tre parallelle spor

Faderen har et stort behov for selviscenesættelse, der rejser spørgsmålet, om han i virkeligheden kæmper for sin sag eller for selv at blive hørt og set? ‘Vi skal ikke vågne’ følger tre spor, der er viklet ind i hinanden. Den omhandler en nutid (2019) og en historie fra 1982, som er flettet ind i nutiden i adskilte kapitler hele bogen igennem. Desuden er der et tredje spor, som man først får svar på til sidst.

Dømt for mord

De to voksne børn Liz og Thorkild er oprindeligt islændinge, men har boet det meste af deres liv i Norge. De tager til Island nu som voksne mennesker. Liz er næsten halvtreds og lillebroderen Thorkild er 6 år yngre. De skal besøge deres far, som stadig bor på Island. Deres far har ringet til Thorkild og fortalt, at han er blevet idømt 16 år for mord på en kvinde (hans unge kæreste), som han siger, at han ikke har begået. Faderen Ulfur har lige siddet i fængsel i 3 1/2 år for at have kørt en ung kvinde ihjel i en narkotika rus. Ulfur er desuden terminalt syg af kræft. Faderen hævder, at han er uskyldig dømt.

 

Under hele turen her på Island får Thorkild kendskab til noget af sin families historie, han ikke kendte. Han var for lille til at forstå det, da det skete, men Liz, der er de seks år ældre, kan indvie ham i en del. Historien han får fortalt er ikke for sarte sjæle.

 

‘Vi skal ikke vågne’ holder læseren årvågen i spænding hele tiden. Man vil rigtig gerne kende den historie, der bliver viklet ind i romanen. Faderen er en karismatisk figur, der fascinerer og fastholder sine tilhørere. Ulfur er diagnosticeret bipolar med de svingninger i humøret, det medfører.

 

Thorkild er tidligere forhørsleder i politiet, men er nu i noget arbejdsafklaring i Norge. Han bliver nu her på Island involveret i en stor sag, som har sit udgangspunkt i hans egen familie. Der bliver virkelig brug for Thorkilds efterforsknings evner, men samtidig har han jo ikke en politimands beføjelser, så han må så at sige arbejde lidt med håndjern på.

Titel og målgruppe

Hvad titlen ‘Vi skal ikke vågne’ hentyder til, skal man selv finde ud af, når man læser bogen.

 

‘Vi skal ikke vågne’ er for alle, der kan lide en god krimi, hvor der løber parallelle spor, der vikles ind i hinanden og samles op til sidst. Det er en barsk historie, men den svælger ikke i kropsvæsker og vold. Læs den og bliv underholdt og holdt vågen hele vejen igennem bogen. En rigtig god spændingsroman.

 

‘Vi skal ikke vågne’ er Heine Bakkids (f.1974) tredje roman. Bogen er på 400 sider, og er udgivet af Lindhardt og Ringhof.

 

 

‘Vi skal ikke vågne’ er anmeldt af G.Boeholt, KULTURINFORMATION