Winter Journey

En film af Anders Østergaard 2019, CPH:DOX 2020

 

✮✮✮✮✮✮

 

Jeg vil gå så langt som til at kalde Anders Østergaard for en stor filmmager. Man husker ganske enkelt mandens produktioner, og ser man hans navn på plakaten, ved man, at forventningen til kvaliteten udmærket kan skrues i vejret. Man husker eksempelvis Tintin og mig (2003) og 1989 om Berlinmurens fald fra 2014 – og nå ja var der ikke også noget med et par dokumentarer om Gasolin og Dan Turèll plus det løse?

 

Efter min bedste overbevisning bør en dokumentar berige. Vise nye vinkler. Overraske – og ikke vise almindeligheder. Kort sagt ikke spilde seerens tid. (Jeg forsøgte at se filmen Lovemobil – om udenlandske prostitueredes situation i Tyskland, og deres inddragelse i et mord på en prostitueret – som der stod i oplægget, og måtte give op, da halvdelen af filmen var set som rent tidsspilde af almindeligheder, vi alle kender for godt i forvejen, og mord og efterforskning eller mangel på samme kom der aldrig noget af – øv! Hvis den sidste del af filmen indeholdt det, havde den forlængst tabt undertegnede!)

 

Anders Østergaard bruger til gengæld alle greb og kneb. En måske lidt uinteressant historie gøres interessant og nærværende. Vi fængsles fra starten. Og sine steder bliver beskueren selv bragt i centrum – vi identificerer os med personerne. Vi forholder os. Og vi kommer til at nærme os noget nær det mockmentariske, i det at selve hovedpersonen ikke er i blandt os længere, og derfor spilles af den schweiziske skuespiller Bruno Ganz (1941 – 2019) som dennes sidste rolle. Han huskes af de fleste som hovedrolleindehaver i filmen Der Untergang (2004), hvor han spiller selveste Adolf Hitler. Ganz er et godt valg til netop denne dokumentarfilms emne, nemlig jødeforfølgelsen lige før og under indledningen af 2. verdenskrig i Tyskland. Og så taler Bruno Ganz jo engelsk med ægte tysk accent.

 

 

Handlingen

 

Vi følger den musikalske jøde Georg Goldsmiths kamp for overlevelse i tiden før krigen. Og Østergaards film er bygget op af sønnens Martin Goldsmiths rigtige interviews med sin far, da denne levede – kunstgrebet er her, at vi aldrig ser Martin Goldsmith, men at hans interviewerstemme tager form som det håndholdte amatørkamera, hvor han udspørger sin far om jødeforfølgelsen. Martins far dør dog i 2009 – og det er her Bruno Ganz kommer ind i billedet og formidler faderens fortælling med så stor indlevelse, at man fristes til at tro, at Ganz i virkeligheden er Georg Goldsmith – han er så værdig en gestalt, at man dels mindes om hans rolle som diktatoren Hitler i Der Untergang, hvor man altså nu ser skuespilleren bag et andet gardin. Man tænker også på den private cancerramte skuespiller, der giver sit sidste bidrag til verdenshistorien, ved at medvirke i denne sidste rolle. Uden at røbe for meget kommer Bruno Ganz da også med et ‘Hitlersk hysterisk udbrud’ som han mestrede til fulde i Der Untergang – her taler han om en naziofficer, der tvinges til at godkende udrejsevisa for Georg Goldsmith, så denne kan redde livet ved at flygte til USA.

 

Det er en kendt sag, at nationalsocialisterne ville jøderne og andre minoriteter til livs, for at bruge alt for milde vendinger. Samtidig er det en kendt sag, at man gjorde alle mulige krumspring for at forvirre omverdenen og fremstille sig selv bedre, end de fandenivoldske bødler de var. Her huskes iscenesættelsen af ‘luksus kz-lejren’ Theresienstadt, hvor man viste, hvor godt man behandlede fangerne og hvor fantastisk det hele var – løgnen serveret i sursød sovs.

 

Vi er lidt ude i det samme for den tyske jøde Georg Goldsmidt og hans hustru. De er jøder, men da Georg er et musikalsk geni, åbner der sig en overlevelsesmulighed for ham og konen. På lige fod med hundreder af andre jøder indgår de en ‘djævelsk pagt’ med Goebbels selv i det, der hedder ‘Jødisk Kulturforbund’. Der er tale om et politisk game, men omskrevet i grove termer får jødiske koncert-, teaterfolk og kunstnere en ‘vis frihed’ og (uden at vide det) er det i virkeligheden lovning på at komme bagerst i køen til gaskamrene. Dette giver Goldsmidt tid til og mulighed for at skaffe sig venner i USA. En plan om flugt lykkes og ægteparret redder livet og bosætter sig i Amerika.

 

Bruno Ganz kommer omkring hele spektret af fortrængninger, og det ‘ikke at ville tale om’, eller ‘ikke lige kunne huske’ ubehagelighederne, godt hjulpet på vej og tæt på presset af sønnen Martin Goldsmidt kommer brudstykkerne af sandheden frem om flugten, og også skammen over at have reddet livet, mens millioner andre måtte lade det. Skuespilleren får da også skrællet appelsin med lommekniv, som man nu engang gør, når man bliver gammel.

 

De 6 stjerner

 

Fra ende til anden forkæler Østergaard os med de tricks, vi kender ham så godt for. Vi ser gamle fotografier eller film, hvor nutidige skuespillere pludselig bevæger sig rundt og færdes mellem disse gamle arkivoptagelser, som var de selv støvede filmstrimler, der er blevet restaureret. Og sønnens lidt ubehjælpelige håndholdte videokamera giver troværdighed – velvidende at opgaven er udført af professionelle fotografer. Også lydsiden lader samme amatøreffekter skinne igennem. Troværdigheden bæres frem sammen med fakta uden at være tør. Spændingskurven holdes ved lige filmen igennem, og man bliver klogere på endnu et dystert kapitel fra Hitlertiden. Derfor kan man ikke andet end at give Vinterrejse max stjerner.

 

Foto: CPH:DOX

 

Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION