ANMELDELSE: Cirkus Arena 2026
Malene Qvist og Bubber. Fotograf: Lise Kokholm / Cirkus Arena
✮✮✮✮
' …… en god blanding af artisteri, trylleri og akrobatik ….. '
– Benjamin Nyrup Figueiredo, KULTURINFORMATION
Indrømmet – det er mange år siden, jeg sidst var i cirkus. Ja, faktisk ikke siden jeg var barn. Og ægtefællen havde aldrig sat sine ben i en arena. Nu bød muligheden der så for at tage de to små skønne niecer, Rosa på 12 og Saga på snart 9 år med under armen.
Den mindste var nok den i familien, der mest så frem til det. “Jeg glæder mig!”, lød det spontant fra hende. De havde begge prøvet det før og var velsagtens mere erfarne tilskuere end undertegnede. “Hvorfor står der: ‘Arena. Det er rigtig cirkus’? Findes der da et forkert et?” Jeg måtte være hende svar skyldig. Arenas slogan henviser velsagtens til det oprindelige, det autentiske. Var det så en autentisk oplevelse, man fik med sig hjem?
Azzario og Medini. Foto: Cirkus Arena
Nyt og gammelt
Vi kom i god tid, men der var allerede godt med tilskuere på sæderækkerne. Det er på ingen måde en billig fornøjelse at gå i cirkus, men det forhindrede åbenbart ikke familier, herunder bedsteforældre med deres tilhørende børnebørn, at troppe op. Interiøret lignede egentlig sig selv, som jeg kunne huske det. Dog bemærkede jeg, at orkestret var erstattet af en enkelt musiker og noget baggrundsmusik. Og så var der filmklip i sort/hvid fra “gamle dage”, i anledning af cirkusdirektionens halve sekels jubilæum. Det virkede lidt malplaceret og ikke den form for autenticitet, man sad med en forventning om.
Den ene af de to konferencierer, Bubber, bød velkommen med et gag, som lige blev trukket langt nok. Han blev ved med at blive sat uden for rampelyset i bogstavelig forstand. Og så kom der et lille shootout til kunstig intelligens, som man angiveligt ikke havde helt på plads endnu, qua lyskegle-problematikken. Det kunne der så gå et par minutter med.
Resten af programmet var imidlertid en god blanding af artisteri, trylleri og akrobatik. Bemærkelsesværdig var den ungarske illusionist, Christoffer Eörtvös, som tryllede damer væk og frem igen, når han ikke “pressede” dem sammen på ingen plads. Det var godt lavet, og som tilskuer spurgte man uvægerligt sig selv: “Okay, hvordan gjorde han lige dét?!” Min viv optog et af hans numre på video (jo, det var faktisk tilladt at filme, blot det skete uden brug af kunstigt lys), men selv på den langsomme gengivelse er det svært at gennemskue tricket.
Christofer Eötvös – magi. Fotograf: Lise Kokholm / Cirkus Arena
Trup Donnert – Jockeyridt. Foto: Cirkus Arena
Cykler og heste
De små niecer fulgte også godt med, da den spanske unicyklist, Kelly Folco, trillede rundt på sin ethjulede. Drabeligt så det ud, da hun højt under teltets hvælvinger manøvrerede en 9 meter høj cykel omkring i arenaen. Svært så det ud, og det var det sikkert også.
Så var der akrobatik på hesteryg, og håndstandsakrobatik hvor publikumsyndlingen Sara på 10 år viste en imponerende kunnen, hendes unge alder taget i betragtning.
Duo Costaches optræden med luftakrobatik inspireret af insekternes verden var på samme tid smukt, dragende og også skræmmende. I en imponerende finale bærer det kvindelige medlem Vita sin partner Leo og sig selv – i tænderne! Det kan ikke være sundt, men det giver da én en idé om kæbefunktion og bidteknik.
Alfons Donnert blev introduceret som en helt særlig kunstner, der gik sine egne veje. Angiveligt er Alfons 8. generations cirkusartist. Det tror jeg gerne. Som tilskuer ved man ikke rigtig, hvad man skal mene om hans nummer, som bærer præg af inklusion og en sårbar person. Personligt fik jeg nogle stygge flashbacks til fortidens cirkusser, hvor den skæggede dame og andre skæve eksistenser blev vist frem for masserne til almen moro. Intet tyder på, at Alfons gør det for pengenes skyld – han er bidt af et galt cirkus, og som publikum er det svært ikke at blive fanget af hans smittende begejstring. Men bagefter meldte spørgsmålet sig: Hvad var det lige, jeg netop oplevede dér? Og ønskede jeg det egentlig?
Juan Pablo Martinez. Foto: Cirkus Arena
Duo Costache. Foto: Cirkus Arena
Klovne
Måske lider jeg af en snert af coulrofobi, en irrationel angst eller undgåelsesadfærd, når man er i nærheden af klovne. Jeg prøver gerne at holde mig langt fra dem; mest af alt fordi jeg ikke rigtig synes, de er sjove, men også grundet deres manglende ansigtsudtryk. Hvis jeg før ankomst havde håbet, at klovnerierne var en saga blot – på linje med fordums tids cirkuselefanter og -løver – blev jeg dog skuffet. Arenas to klovne, Jimmy Folco og Michael Alves, var alt andet end komiske. Det var vandsjov (hvor publikum på første række fik fornøjelsen af at “medvirke”) og falden på halen-komik, så man krøllede tæer. De mindste af de tilstedeværende børn kunne måske godt se komikken, men niecerne himlede med øjnene og var langt fra imponerede.
Vurdering
På vej hjem spurgte jeg de små pus, hvad der var det bedste ved forestillingen, og der var akrobaterne og artisten på den ethjulede et hit. Og det værste? “Klovnerne! De var simpelthen bare ikk’ sjove.” Ungernes dom var hård, men retfærdig. Jeg ved ikke, om de (altså klovnerne) ville passe sig bedre til et børnehavepublikum. Det er i hvert fald ikke klovnerierne, der retfærdiggør en billetpris i nærheden af de 400,- kr.
Cirkus Arena kan lige akkurat svinge sig op på fire stjerner, især grundet illusionisten og akrobaterne.
Jimmy og Michaels klovnerier. Fotograf: Lise Kokholm / Cirkus Arena
ANMELDELSE: Cirkus Arena 2026 – se mere her
ANMELDELSE: Cirkus Arena 2026 er skrevet af Benjamin Nyrup Figueiredo, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm