ANMELDELSE: GUITAREN

Et værk af Jakob Bondo Schultz

✮✮✮✮✮

‘ …. Jakob Bondo Schultz har skabt et værk, som bør være en del af kanon for enhver guitarentusiast …..’

– Benjamin Nyrup Figueiredo, KULTURINFORMATION

Bogens titel er behageligt underspillet: Guitaren. På de 180 sider tager Schultz læseren med gennem et univers, som mig bekendt ikke tidligere har været beskrevet så indgående på dansk.

Bogen er inddelt i en række hovedområder: Guitarens DNA, dens historie, de forskellige guitarfamilier, elektriske og digitale guitarer, lidt om en række kendte guitarister, hvad der gør en guitar god, bæredygtigt guitarbyggeri, guitarauktioner, guitarens fremtid og endelig den skræddersyede guitar.

Der er ingen tvivl om, at forfatteren har en kærlighed til guitaren som instrument. Han er faktisk uddannet indenfor økonomi, men det er som instrumentmager, at han har fundet sin rette hylde. Ud over at have stor viden om emnet, har han også evnen til at formidle budskabet på en interessant måde, og bortset fra nogle få gange, hvor man føler indholdet lidt vel tungt, specielt når der opremses en liste af navne, er man godt informeret og ofte endog underholdt.

Hvem henvender bogen sig så til? I bund og grund til alle som interesserer sig for dette smukke strengeinstrument. Selv folk, som ikke selv spiller, men som interesserer sig for musik, kan have glæde af at læse den. Man kan sagtens læse den igennem fra ende til anden, men den kan også anvendes som opslagsværk, fx hvis man er på jagt efter et nyt instrument til samlingen.

Guitarens lange historie

Intet andet instrument kan prale af en historie som guitarens. Læseren tages med på en rejse, der har sit udspring for omkring 4.500 år siden. Egypterne afbildede instrumenter med strenge, som man knipsede på. Med tiden opstod der en familie af strengeinstrumenter, herunder chartaren, lutten og sitaren – og sidenhen guitaren. Der er altså ikke tale om ét instrument, som udviklede sig til dét, vi i dag kender som den klassiske guitar. Instrumenterne blev i øvrigt bragt med omkring rundt i den ganske verden, til stadighed forfinet indtil vi har instrumentet, som de fleste forbinder med en guitar, nemlig den klassiske spanske guitar.

Det er naturligvis begrænset, hvor meget man kan have med omkring oprindelsen af strengeinstrumentet. Egypterne er som sagt nævnt, og forfatteren tilføjer, at vi på tidens strøm befinder os lang tid før jødedommen.

Når nu jødedommen, kristendommen og islam nævnes, savner jeg en kommentar til omtalen af strengeinstrumenter i den ældste og mest udbredte bog, De Hellige Skrifter, som allerede i 1. Mosebogs fjerde kapitel omtaler lyren (nedskrevet i det 16. århundrede f. Kr., men på baggrund af kilder, som er langt ældre). Etymologisk er det interessant, at da man oversatte denne passage til græsk, brugte man ordet kithara, som den opmærksomme læser kan se, lægger sig tæt op ad ordet guitar. Hvorom alting er, har mennesket gjort brug af strengeinstrumenter til tilbedelse og underholdning nærmest siden verdens grundlæggelse.

ANMELDELSE: GUITAREN

Guitarfamilierne

Variationen inden for guitarer er bemærkelsesværdig. De adskiller sig i størrelse, form, antal strenge (fra 5-10 strenge plus dobbeltstrenge), måden man spiller på dem, og så selvfølgelig selve arten, de akustiske og elektriske. Det kommer for vidt at nævne alle de typer instrumenter, som er beskrevet i bogen her, og derfor undrer det mig også, at ukulelen slet ikke er nævnt – det er dens storebror eller -søster, hawaiiguitaren, imidlertid. Nu kunne man måske mene, at dette populære instrument kendt fra diverse sangkonkurrencer ikke fortjener en plads, da det blandt nogen opfattes som “utjekket”. Men bogen er faktisk befriende usnobbet (mere herom senere), hvorfor det næppe er dette, der ligger til grund for udeladelsen.

Forfatteren benytter et enkelt og til tider lunt sprog – fx når han beskriver lutten: “Det siges derudover, at lut-spillere brugte lige så meget tid på at stemme deres instruments utrolig mange tarmstrenge, som de brugte på at spille på lutten. Når man ser på en baroklut, tror man på det”. Det står klart for én: Lutspilleren har lige en halv time til overs – og kan så bruge de første 25 minutter eller deromkring på blot at stemme instrumentet.

Et af afsnittene omhandler udviklingen af den akustiske guitar, hvor en række af de store og klassiske guitarbyggere er nævnt. Hører man navnet Stradivarius, tænker de fleste på violiner, men Stradivarius’ guitarer var også tæt på lydmæssigt at være nærmest perfekte.

Hvor violinen og andre strygeinstrumenter havde deres naturlige og uundværlige plads i barokkens koncertsale, så var det anderledes med guitaren, som man nærmest så lidt ned på. En af de store moderne guitarister, spanske Andrés Segovia, lykkedes med at ændre på dette i det tyvende århundrede. Helt på sin plads giver forfatteren Segovia følgende skudsmål:

“På den klassiske spanske guitar står én guitarist stadig over alle andre. Spanieren Andrés Segovia (1893-1987) kan ikke overvurderes som udbreder af den klassiske guitar i det 20. århundrede. Han flyttede for alvor guitaren fra de små saloner ind i koncertsalene, og har inspireret uendelig mange guitarister under hans 1000-vis af optrædener og utallige albums, og dertil har han uddannet en hel generation af de bedste.”

Der er ingen tvivl om, at Segovia var en unik klassisk guitarist. Han har dog også modtaget berettiget kritik fra flere kanter for sin til tider brovtende attitude. Segovias personlighed går Schultz let og elegant udenom i sin bog, men han går ikke af vejen for at nævne, at denne store kunstner havde malurt i bægeret:

“Musikalsk var Segovia konservativ og romantisk. Han opmuntrede med succes en række spanske senromantiske komponister, bl.a. Manuel María Ponce (1882-1948) og Federico Moreno Torroba (1891-1982) til at skrive nyt repertoire for guitaren. Men samtidig afviste Segovia udtalt og kategorisk guitarmusik af de store modernistiske europæiske komponister som bl.a. Cesar Franck, Frank Martin, Maurice Ravel og Igor Stravinskij. Fremragende guitarmusik fra det 20. århundrede af bl.a. brasilianeren Heitor Villa-Lobos (1887-1959), der komponerede i Sydamerika, og af engelske Benjamin Britten (1913-76), der bl.a. komponerede til guitaristen Julian Bream, illustrerer hvor berigende det kunne have været for det 20. århundredes guitarrepertoire, hvis den ubestridte mester Segovia ikke havde spærret vejen for moderne guitarmusik af tidens største europæiske komponister.”

Og når man siger Segovia, må man også sige Spanien og flamencoen.

Flamencomusikken

For en hispanofil som undertegnede er det herligt – og i øvrigt helt på sin plads – at et større afsnit er tilegnet flamencoguitaren. De fleste forbinder flamenco med Spanien, men dansen og sangen blev faktisk opfundet i det nordlige Indien og siden hen taget med til den iberiske halvø.
Musikken bidrog til udviklingen af den særlige flamencoguitar, som kunne imødegå de krav, der stilles, når musikeren slår rytmen an og bruger et heftigt anslag.

Forfatteren beskriver den spanske musik med de mauriske rødder således: “I 1800-tallet skelnede man ikke mellem en flamenco og en klassisk guitar – den samme guitar blev brugt til begge dele. Men flamencoguitaren udviklede sig herefter i sin egen retning, ganske enkelt fordi musikken krævede det. Flamencoguitaristen er på hårdt arbejde. Han eller hun skal lydmæssigt fungere i et lille tæt set-up med en sanger, en trampende danser med sømmede sko og et klappende og engageret publikum. Det kræver guitarspil med et kraftigt anslag og meget tydelig rytmeangivelse. Det melodiske og de små fine nuancer kommer i denne sammenhæng i anden række. Det stiller alt sammen krav til guitaren.”

Et helt usnobbet værk

En af de ting jeg særligt godt kan lide ved Guitaren er, at forfatteren formår at formidle glæden ved instrumentet, uanset om det er bygget af de ypperste materialer – eller af krydsfinér! Jeg synes især godt om denne passage:

“Lad os begynde med at pille guitaren og den vældige hype om træsorter lidt ned af piedestalen. Tænk på al den skønne afrikanske og sydamerikanske musik, der bliver spillet på skodinstrumenter lavet af alt muligt og umuligt slags træ, benzindunke, cigarkasser og lignende, fordi der ikke er råd til bedre. Næsten alt træ kan i princippet bruges, og instrumentets kvalitet hænger ikke sammen med hverken spillelyst eller -evne.”

Det samme er tilfældet, hvor Schultz omtaler den elektroniske musik og muligheden for at spille “guitar” på iPad eller MIDI-enhed. Mange var skeptiske, da de første elektriske guitarer kom på markedet. “Skulle dét nu være en rigtig guitar?”. På samme måde vil nogen sikkert rynke på næsen over komponister, som skaber værker for guitar samt anden musik på en computer – men ikke forfatteren. Han byder det nye musikalske univers velkommen. Grænsen mellem et konventionelt instrument og den rene elektronik er flydende, hvilket har åbnet for nye muligheder, som blot vil blive endnu mere udtalte i fremtiden.

ANMELDELSE: GUITAREN

Forfatterens eget værksted

Først i det sidste kapitel fortæller forfatteren om sig selv og sit virke som instrumentmager i Svaneke på Bornholm. Jeg kan anbefale at se TV2 Bornholms reportage her, hvor man får et behageligt indblik i Schultz’ arbejde og glæde over guitaren som instrument, ligesom forfatteren fortæller anekdoter, som for nogles vedkommende også er medtaget i bogen.

Hvor lang tid tager det at bygge en akustisk guitar i hånden? Et sted mellem 150 og 200 timer, hvilket gør, at det for den gennemsnitlige guitarist ikke er en mulighed at erhverve sig en sådan. Men så kan man jo glæde sig over, at man med forfatterens velsignelse kan komme langt, selv med en guitar lavet af cigarkassetræ, hård plast eller kompositmaterialer!

ANMELDELSE: GUITAREN