Anmeldelse: ET LIV MED GUITAREN

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… man er på intet tidspunkt i tvivl om Bröggers viden på området ….. '

– Benjamin Nyrup Figueiredo, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ET LIV MED GUITAREN præsenterer sig flot på sine 192 sider. Billederne er smukke, og papirkvaliteten er i top. Forfatteren Kenneth Brögger har tidligere udgivet værkerne Klassisk guitarbygning samt Danske guitarer – og deres byggere. Jeg har ved en anden lejlighed haft fornøjelsen at anmelde et lignende værk i samme genre, nemlig Guitaren. Det var derfor med glæde og forventning, at jeg gik i gang med at læse ET LIV MED GUITAREN. Læs Benjamin Nyrup Figueiredos anmeldelse af Guitaren her

En guitarsolo på papir

Det er en vidtfavnende bog, Brögger har fået brygget sammen. At læse den føles som at opleve en guitarsolo, der til stadighed bliver overdøvet af sit eget akkompagnement. Vi kommer vidt omkring. De første mange sider føres man som læser gennem episoder fra forfatterens barndom: Hvordan han fik mohikanerhår, gik ud af skolen i 6. klasse og tog diverse småjobs, herunder som bud, herreekviperingsaspirantelev, piccolo og en snes andre stillinger. Faderen så ellers for sig, at afkommet blev arkitekt eller civilingeniør, men sådan skulle det ikke gå.

Anekdoterne fra den indre stemmegaffel

Herefter følger en lang række anekdoter, der strider i forskellige retninger. En del af dem er fra musikkens verden, bl.a. en koncert med Beatles i K. B. Hallen, et møde med Rolling Stones-guitaristen Keith Richards, nyudgivelser af Bob Dylan osv. Mange andre er imidlertid uden en direkte musikalsk vinkel. Der fortælles ærligt om et overdrevent alkoholforbrug, et amfetaminmisbrug, vennen Christian, som blev Danmarksmester i double for juniorer i tennis og rigtig meget andet i rigtig mange forskellige boldgader.

Kan man bygge en guitar?

På et tidspunkt beslutter Brögger sig for, at han vil være guitarbygger. Dette er i sig selv en udfordring, da der ikke findes nogen almindelig anerkendt uddannelse indenlands. I gang med byggeriet kommer han dog, og han ser sig ikke tilbage; han har fundet sin rette hylde. Den første guitar bygges i 1974, og samme år tager han på en guitarbygger-dannelsesrejse til guitarens hjemland, Spanien.

 

Vi får også et indblik i forskellige træsorter, og hvordan det lykkes forfatteren at få fat på det helt rigtige træ. Der er lidt om instrumentudstillinger i ind- og udland, appelsinlunde og sherryprøvning, flamencomusik, at blive snydt for en mindre formue af en gruppe romaer på et marked – og noget om det honduranske cedertræs fortræffeligheder.

En anerkendelse

På imponerende vis opnår skribenten en sølvmedalje, den højeste anerkendelse givet af Komiteen for Kunsthåndværkerprisen, og der bliver da også lejlighed til at trykke hånd med HM Dronning Margrethe II. Jo, der er ingen tvivl om, at Brögger er et håndværksmæssigt unikum.

En detaljernes mand

Man skal dog være mere end almindeligt interesseret i instrumentbyggeri for at føle sig bjergtaget. Bemærk fx følgende uddrag af kapitlet Nu skulle det være!, hvor forfatteren over en god håndfuld sider beskriver følelsen af at skabe en perfekt polering…:

 

“Marin forærede mig et guitardæk og en guitarryg samt allerede blandet shellak og en lille flaske med 96 procent sprit, noget fint pimpsten, slibepapir i varierende finheder samt en lille korkslibeklods, og han anbefalede mig at tage det hele med hjem til mit hotel og polere i siestaerne og i weekenderne. ‘Práctica – práctica – det er dét, man lærer det af’, gentog han ofte for mig. Det var i sandhed et af mit livs allerbedste oplevelser” (kursiveret af anmelderen).

 

Når man så som læser er kommet igennem et noget tungt kapitel om den franske poleringsmetodes fortræffeligheder, sendes man hastigt videre til næste lektion omhandlende samme type håndværk, qua det følgende kapitel er henlagt til Essex nord for London, hvor nu den engelske metode til shellakpolering kort gennemgås… Skulle læseren mod forventning stadig være vågen, følger et intermezzo med et kapitel omhandlende kopibandet Repeatles, som fremfører Beatles-numre.

 

Hvorom alting er: Man er på intet tidspunkt i tvivl om Bröggers viden på området og væsentlige engagement; han er helt sikkert en kapacitet, un conocedor habilitado (hvis vi skal følge i forfatterens fodspor og placere lidt spanske gloser rundt omkring på siderne).

Et værk for hvem?

Alligevel sidder man tilbage med spørgsmålet: Hvem henvender denne bog sig til? Til instrumentbyggere? I så fald kan behovet for bøger nok tælles på få hænder. Til guitarister og andre musikere med sans for strengeinstrumenter? Muligvis, men hvorfor så al den udenomssnak?

 

Jeg synes virkelig, at det er en sympatisk bog, men jeg ville ønske, den var blevet slanket og gjort mere relevant. Der mangler simpelthen fokus, hvilket er ærgerligt for læsere som nærværende anmelder, der vitterligt er interesseret i musik, musikinstrumenter og den enestående spanske kultur, men som efterlades i en strøm af disharmoni uden en klar retning.

 

Tillad mig at nævne den glimrende engelske oversættelse. Bogen er en paralleltekstudgave, hvor hver side er opdelt i kolonner på henholdsvis dansk og engelsk. Det er ikke blot en funktionel oversættelse; den fanger den faglige stolthed og de tekniske detaljer, der er essentielle i en bog af denne art. Der er ingen tydelige "danglisismer" eller kluntede direkte oversættelser. Det fremstår som et værk, hvor der er ofret ressourcer på at sikre, at det internationale publikum får den samme oplevelse som det danske. "Stemmeskruer" oversættes fx korrekt til "tuning keys" (frem for de mere generiske "tuning pegs", som ofte bruges om violiner). "Indvendige afstivningslister" oversættes præcist til "fan struts" (et meget specifikt begreb inden for klassisk guitarbygning, som en ikke-fagkyndig nok ville kløjes i). Cadeau til Brögger for at bruge midler på en så stærk international udgave.

 

Når gribebrættet skal gøres op, kan vi dog ikke snige os over en karakter på tre stjerner – heraf den ene for den imponerende gode tekstoversættelse. Ikke fordi forfatteren ikke ved, hvad han taler om, langt fra, men simpelthen fordi ET LIV MED GUITAREN mangler fokus. Brögger bruger for lang tid på at stemme instrumentet – i stedet for at spille på det.

 

 

 

Anmeldelse: ET LIV MED GUITAREN er rigt og smukt illustreret og udgivet på forlaget Roset. Forfatter: Kenneth Brögger

 

 

 

Anmeldelse: ET LIV MED GUITAREN – se mere her

 

 

Anmeldelse: ET LIV MED GUITAREN er skrevet af Benjamin Nyrup Figueiredo, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm