FILMANMELDELSE: INTERNE AFFÆRER: SAG 137

POLITIETS BLINDE ØJE

✮✮✮✮✮

' ….. Dominik Moll har lavet en mesterlig film, om alt det vi lukker øjnene for …. '

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

Det er ikke ofte, at en spændingsfilm om politibrutalitet og korruption får plads i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes, men når man sidder rystet tilbage efter at have tilbragt et par timer i selskab med politiklagenævnet i Paris, forstår man det godt. Filmen formår at stille skarpt på alle sider af en beskidt sag om en ung mand, som bliver voldsomt såret under de uroligheder som – anført af De Gule Veste – udspillede sig i Frankrig i 2018, og det er hård, men eminent, kost.

Stéphanie (Léa Drucker) arbejder som efterforsker i politiets interne efterforskningsenhed i Paris. Her er afdelingen ved at gå i dørken af de mange sager om politivold, som vælter ind over dem i kølvandet på De Gule Vestes forsøg på at råbe regering og magtapparat op ved massive demonstrationer over hele landet. I forbindelse med en rutinesag om en ung mand, som er kommet alvorligt til skade ved en demonstration, går det op for Stephanie, at han kommer fra hendes egen hjemby, og så får sagen en hel anden nødvendighed, end alle de andre i bunkerne på skrivebordet.

En tur i maskinerummet

Instruktør Dominik Moll inviterer publikum med helt ind i maskinrummet, når han på dokumentarisk vis viser os, hvad der sker, når en sag rammer et efterforskningshold. Metodisk, ved hjælp af sagsagter, billed- og videodokumentation og interviews med ofre og gerningsmænd, vidner og de hjælpeløse familier, danner der sig et billede af et system, som for længst har givet efter i sømmene. For alle har deres egne dagsordner, deres egne blinde vinkler og deres egne ambitioner, og det er en slem cocktail, når ens jobbeskrivelse handler om at finde sandheden. Men hvis sandhed? For den skifter med hver eneste medvirkende i det system, som er sat til at passe på os alle sammen.

Filmens helt store kup er, at den får os til at forstå dem alle sammen. Alle tandhjulene, alle svinkeærinderne, hver eneste lille detalje giver til sammen et fuldstændig overvældende autentisk billede af, hvad der sker, når lavinen sættes i gang af noget så prosaisk, som ønsket om at få lidt mere i lønningsposen. Arbejdernes desperation, politiets magtesløshed, træthed og vrede, mediernes blodtørst, politikernes ønsker om nyvalg, fagforeningernes pres, korpsloyaliteten og sammenholdet i etaten, og så det grus, der kastes i maskineriet, når ”forræderne” ovre i Interne Affærer hiver betjente i retten. Et legitimt ønske fra ofrene, men et ønske, som hele systemet forsøger at bekæmpe med alt hvad de har.

@Fanny De Gouville

En hæsblæsende thriller

I den smeltedigel sidder Stéphanie som en klippe, dygtig, metodisk, rolig, mens gerningsmændene overfor hende lyver hende lige op i ansigtet, og den desperate familie anklager hende for at sidde på hænderne, for ”der sker jo aldrig noget, ingen politifolk er endnu blevet dømt”. Hvis man så smider racisme, ghettoer, forskelsbehandling og en ex-mand, som bestemt ikke er på hendes side i puljen, så er der fuld plade i det lille liv, som er Stéphanies, og som instruktøren på diskret vis får flettet ind i en hæsblæsende thriller, som lader os sidde tilbage med åben mund og en synkende følelse af at have tabt noget dyrebart.

Og betjentene? De forstår ingenting; ”de kaldte os helte på Bataclan, og nu smider de sten efter os og hiver I os i retten for at passe vores arbejde”. Sandheden er derude, og den er så rigeligt en tur i biografen værd. Dominik Moll har lavet en mesterlig film, om alt det vi lukker øjnene for.