Opera Hedeland: Figaros Bryllup

Legende opera over hækken og ud af busken

Foto: Mikal Schlosser

✮✮✮✮✮

' …… en underholdende aften i det fri under stjernehimlen, med en fornemmelse af Østrig i mund, ører og øjne …. '

– Brian Ulrich Skovgaard, KULTURINFORMATION

Det er lidt over 200 år siden at Figaros Bryllup trådte ind på dansk jord, da den spillede på Det Kongelige Teater i 1821 for første gang, angiveligt med en teenager ved navn H.C. Andersen blandt solisterne. Den karriere holdt ikke længe, men den unge Andersen fandt med tiden sin hylde, og hans fortællinger har lagt sig ind i historien og fortælles og fortolkes igen og igen, ligesom Figaros Bryllup.

Det Kgl. Teater har for relativt nylig igen opsat Figaros Bryllup i en fantasifuld fortolkning, og i år trækker Opera Hedeland Figaro, Susanna, Greven, Grevinden og Cherubino med følge, ud under åben himmel på den 800 m2 store scene omgivet af plads til ca. 3000 gæster.

Clara Cecilie Thomsen er fortsat Susanna på solistsiden som i seneste udgave på Det Kgl. Teater, men ellers er alt forandret igen igen.

Men hvad kan en ny opsætning bidrage med? Og fungerer det? Det vender vi tilbage til, for Opera Hedeland åbner op fra kl. 17, så der kan nydes medbragt mad eller tilkøbes en nøje udvalgt menu til lejligheden.

Foto: Mikal Schlosser

Smagen af Østrig

Som gastronomisk stemningsgiver, har man på Opera Hedeland inden forestillingen mulighed for at dykke ned i en – som de kalder det – en “bryllupsmenu i picnicformat” fra Noon Cph, inspireret af Mozarts fødeland Østrig. Her er der mørt, simrekogt Tafelspitz eller det vegetariske alternativ med hele ristede jordskokker og masser af andre smagsoplevelser med i kurven, der runder af med en lækker Sachertorte. Det er usikkert om Mozart selv nåede at smage tidlige stadier af både Sachertorte og Tafelspitz, der begge generelt dateres i deres oprindelse til starten eller midten af 1800-tallet, men fra start fornemmer man at der ligger velovervejet tanke bag, og det smager ganske enkelt lækkert her i de fine picnicområder i forlængelse af amfiteaterområdet.

Månen som lysmester

Vi springer kortvarigt fra maden ind i slutningen af anden akt, hvor man et stykke tid er i tvivl om vi er igang med at se Dvoraks Rusalka under “Sangen Til Månen”, for en rødlig måne toner frem til højre fra scenen og får en del af publikum til at hive telefonerne frem. Vi sidder bare her… og bliver fascineret.

Opera i det fri er per definition bare modigt i Danmark. På premieren var der dog kun en enkelt, kortvarig byge i god tid før premieren. Herefter var vejret nærmest bestilt til begivenheden med førnævnte – næsten alt for distraherende – måne, stjerner, og endda et stjerneskud blev det også til, sammen med trækkende gæs der rappede med undervejs. Det er en del af charmen og det er spændende hvad de næste forestillinger vil byde på herude.

Det er personligt selv en del år siden jeg har besøgt Hedeland sidst, men der er sket meget på den positive side i Hedeland. Bedre siddepladser og ikke mindst en stor tilslutning af mennesker, bedømt ud fra nogle af de tilbagevendende gæster herude.

Foto: Mikal Schlosser

Pas på! Legende voksne

Så går vi igang med forestillingen til tonerne af Mozarts velkendte overture. Vi møder en scene med bunker af tøj i midten. Ind kommer solisterne i almindeligt tøj, og nu skal der leges og hvem skal være hvem?

På skærmene bydes vi velkommen med ordene:

“At lege:
En fortælling, de legende fortæller sig selv om sig selv.
Mennesket leger kun, når det i ordets fulde betydning er menneske …
… og kun når det leger, er det helt og fuldt menneske.
Velkommen til Figaros bryllup.”

De indledende ord om det hele, legende menneske stammer fra den tyske forfatter Friedrich Schiller, hvis værker har dannet grundlag for operaer som Don Carlos og Wilhelm Tell. Ovenstående citat stammer fra brevene til den danske hertug af Augustenborg, i dag kendt som “Menneskets æstetiske opdragelse”.

Man kan måske lidt firkantet sige at Mozarts og da Pontes tilgang til Beaumarchais oprindelige skuespil fra 1784 (uropført som opera i 1786), brugte “legen” – eller den komiske tilgang – til at udstille magten og misbruget af denne i sin samtid. Når Schiller-citatet trækkes ind i forestillingen, kan det måske være for at fremhæve at “legen” også kan – og bør – rumme idealer for frihed og jagten på hvad det vil sige at være menneske. Noget der i Beaumarchais og Schillers samtid var en øget fokus på og manifesterede sig i bl.a. den amerikanske Uafhængighedserklæring (1776) og ikke mindst Menneskerettighedserklæringen (1789). Den franske advokat og politiker Georges-Jacques Danton skal have udtalt at Figaro dræbte adelen, hvilket selvfølgelig blot udgør en flig af den daværende samfundsstemning i forbindelse med den franske revolution. Schiller ville måske have suppleret med et “hvad så nu, hvor skal vi hen og hvem vil vi gerne være?”

Man fornemmer uanset hvad, at Schiller-citatet ikke kun er ment som en sofistiskeret skåle-hilsen til publikum, men hvad vi helt præcist skal bruge det til andet end at få tydeliggjort legen som omdrejningspunkt i stykket, får vi ikke facit på. Måske er det dét vi skal finde ud af hver især. Og ligesom “legen” i stykket i sidste ende giver en løsning, er pointen måske at vi skal give plads til legen, ikke kun som et instrument til at finde løsninger, men for at lære os selv bedre at kende, og fordi legen i sig selv kan være nok og brugbar i sig selv uden alt for meget tænkning.

Foto: Mikal Schlosser

Barokken møder 1990’erne

Instruktør Freja Friberg Lyme og scenograf Eilev Skinnarmo har skabt en visuel ramme med kostumer der 'siger tjubang', og en iscenesættelse der balancerer det komiske og det følelsesladede, understøttet af lysdesign af Ilkka Häikiö.

Scenen var bestemt en oplevelse med labyrintiske hække der igennem forestillingen både kan lyse, ryge og være balkon, værelser, skabe og gemmesteder for alt og alle.

Og så er der kostumerne der springer tilbage til barokken og til 90’erne på en og samme tid, til noget der minder om en grotesk operaudgave af bandet Cartoons. Det er voldsomt og gennemført grimt, ment i bedste forstand. Når først man accepterer præmissen, og lader sig suge ind i historien, så giver det hele på en måde mening, som om det ikke kunne være anderledes.

Musikalsk ledelse og orkester

Dirigent Nathanaël Iselin leder musikerne igennem Mozarts partitur fremført i det fri, hvor akustikken og det naturlige rum fungerer rigtig fint igennem aftenen både når det skal gå allegro og adagio. En velspillende fornøjelse.

Foto: Mikal Schlosser

Solister og karakterer

I rollen som Figaro ses Simon Duus, mens Clara Cecilie Thomsen gentager sin rolle som Susanna – som hun også sang på Det Kongelige Teater, selvfølgelig i nye rammer og med nyt tøj. Jonah Spungin synger Greven, og Louise McClelland er Grevinden. Andrea Pellegrini som Marcellina, Nicolai Elsberg som Bartolo og Sidsel Aja Eriksen som Cherubino. Mikkel Frees Steensen spiller Antonio og Christian Damsgaard Madsen er i dobbeltrollen Basilio og Don Curzio.

Alle gør det godt og legen er bestemt i centrum, men Louise McClellands Grevinde tager særligt publikum med storm, herunder nogle smukke følsomme øjeblikke i 3. og 4. akt (Dove sono m.fl.) som smelter orkester og scene sammen til en totalooplevelse mens mørket falder på og stjernerne toner frem som noder på et nodeark.

Clara Cecilie Thomsen som Susanna er bestemt også værd at fremhæve, og passer godt ind som et centralt bindeled i historiens knudrede handling i sit spil over for Grevinden og Greven samt for den sprælske Figaro der med overskud i stemme og bevægelse leger sig igennem stykket. Sidsel Aja Eriksen som Cherubino udfører bl.a. “Voi che sapete” til bravour for publikum. Jonah Spungin er også et scoop som den lumske og utilregnelige greve der på et tidspunkt på dansk retter Figaro for at synge “Largo al factotum” fra “Barberen i Sevilla” med ordene: “Nej, nej, det er den forkerte opera”.

Operaen opføres tekstet i en libretto-oversættelse af Kamilla Pontoppidan Haderup skabt til lejligheden. Teksten er enkel, nutidig og gør sig bemærket ved ikke at gøre sig bemærket mere end højst nødvendigt, præcis som en god tekst skal gøre.

Dommen

Som totaloplevelse er Figaros Bryllup i Opera Hedeland alt i alt bestemt et besøg værd, der legende fuldender da ponte-trilogien med en frisk og skæv vinkel til eftertanke eller blot som en underholdende aften i det fri under stjernehimlen, med en fornemmelse af Østrig i mund, ører og øjne.

Foto: Mikal Schlosser

Opera Hedeland: Figaros Bryllup 2025

Spilledatoer:
8., 15. og 16. august 2025
Spillested:
Opera Hedeland, Danmarks største udendørsscene

Forfatter: Wolfgang Amadeus Mozart / Lorenzo Da Ponte
Instruktør:
Freja Friberg Lyme
Dirigent:
Nathanaël Iselin
Scenografi og kostumer:
Eilev Skinnarmo
Lysdesign:
Ilkka Häikiö
Medvirkende:
Simon Duus (Figaro), Clara Cecilie Thomsen (Susanna), Jonah Spungin (Greven), Louise McClelland (Grevinden), Andrea Pellegrini, Nicolai Elsberg, Sidsel Aja Eriksen m.fl.

Link til forestillingen her

Læs også anmeldelsen af Opera i Danmark – fra foster til fuldvoksen af Brian Ulrich Skovgaard her

Opera Hedeland: Figaros Bryllup – se mere her

Opera Hedeland: Figaros Bryllup er anmeldt af Brian Ulrich Skovgaard, KULTURINFORMATION. Redaktion: Jesper Hillestrøm