Kunst

ZORN på Ordrupgaard

ZORN på Ordrupgaard

 

 

ZORN på Ordrupgaard

Foto: Lars Berglund

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

ZORN på Ordrupgaard bringer os tæt på vores naboland Sveriges nationalklenodie. Anders Zorn (1860-1920) var en af maleren Carl Larssons (1853-1919) nære venner og Zorns stil minder bestemt om Larssons og vice versa.

 

Ordrupgaard har valgt temaet DET BEDSTE UNDER SOLEN, og særudstillingen kan nydes indtil 9. januar 2022. Temaet skyldes et udsagn, som kunstneren selv kommer med omkring sin hjemstavn i Sverige. Vi mødes af over 50 værker. Vi ser oliemaleri, akvarel, men også eksperimenterende fotografi, som selv i dag udmærker sig og viser, at Zorn ikke kun havde tæft for maleriet.

Farver og uddannelse

Mens fotografierne er i s/h, er kunstnerens malerier stærke i farverne. Malerierne er naturalistiske som Hammershøi, men de grålige toner er skiftet ud med farverne rød og grøn. Anders Zorn vokser op hos sin mor og bedsteforældre. Som en anden Emil fra Lønneberg fatter han interesse for træsnit i en tidlig alder, og ender da også på kunstakademiet i 1875 blot 15 år gammel. En arv fra sin ukendte far hjælper til med studierne, men da arven slipper op, iværksætter venligsindede mennesker en indsamling, så drengen kan uddannes færdig.

 

 

 

 

DET BEDSTE UNDER SOLEN

Foto: Roxnakowsky

Damer

Zorn bliver gift med Emma Lamm i 1885. At Anders Zorn bliver gift, hindrer dog ikke den nu 35-årige mand i at nyde, nemlig den bedre halvdel af menneskeheden og portrætterer et væld af smukke kvinder. Deres mandlige anmelder kan bevidne, at Anders Zorn ikke har manglet mandlige gener, og tilsyneladende har øje for – og sikkert også glimt i øjet for – hvad man kunne betegne som ‘damer’. Som direktør Fonsmark bemærkede på pressevisningen, var der nok ‘mere’ mellem kunstneren og kvinderne end ‘blot lærred og staffeli’.

 

 

 

Hillestrøm

Foto: Roxnakowsky

 

 

Når det er sagt, udstråler malerierne livsglæde, virkelyst og livslyst. I 1900 maler Zorn eksempelvis den purunge ‘Maja’ og beretter selv, at det hjælper med at dæmpe ‘hans (alt for fyrige) mandesind’, blot det at få lov at male hende.

Vovhund og amerikanske præsidenter

ZORN på OrdrupgaardZorn kan dog andet end at male kønne kvindeansigter og kroppe. Nogle gange kunne hans maleri også gå ud over en hund, og forresten også amerikanske præsidenter, når han besøgte og udstillede i USA. Når Anders Zorn malede kvinder med tøj på, lavede han et lille finurligt trick, nemlig at iklæde modellen en dragt eller kjole, der måske var hundrede år gammel på daværende tidspunkt – derved fremstår malerierne ‘ældre’, end de rent faktisk er – dette var lidt en passion hos kunstneren.

Velgørenhed

Berømmelsen hjalp på pengepungen. Hjemmet i Mora i Dalerne var en gård, der udvidede og udvidede sig. Med tiden blev der skabt et frilandsmuseum, idet kunstneren opkøbte gamle svenske bjælkehytter (over 40 ialt), hvor flere dateres helt tilbage til 12-hundredetallet.

 

Emma og Anders Zorn får ikke selv børn og børn optræder ikke i hans kunst, sådan som det ses hos Carl Larsson. Til gengæld gjorde bestillingsarbejderne i USA Zorn rig. Derfor oprettede ægteparret et børnehjem for deres midler. Senere anvender Zorn også midler til at stifte en spillemandskonkurrence – som i øvrigt stadig finder sted, og hvor musikanter kan tilkendes en udmærkelse.

Den tidlige bortgang

Anders Zorn dør forholdsvis tidligt under en operation, men levemands livet har også sat sine spor i kadaveret, og en regning stod til betaling. For meget alkohol, tobak og flere kønssygdomme stod på generaliebladet.

 

ZORN på Ordrupgaard viser også et lille udsnit af de originale møbler fra kunstnerens hjem i Mora – så kan man fornemme lidt af den svenske frilandsidyl, og det er bestemt vellykket. I Mora kan Zorn-museet besøges den dag i dag.

 

 

ANDERS ZORN

Foto: Roxnakowsky

 

 

 

ZORN på Ordrupgaard – DET BEDSTE UNDER SOLEN kan besøges frem til og med 9. januar 2022. Særudstillingen findes i tre sale, hvoraf de to er en del af Snøhettas nye tilbygning.

 

 

 

KULTURINFORMATION

Foto: Roxnakowsky

 

 

 

 

 

Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION