Kunst

ARKEN: Bricks – Per Kirkeby

ARKEN: Bricks – Per Kirkeby

Kirkebys murstensskulpturer indtager Arken

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ARKEN: Bricks – Per Kirkeby

“Grenoble II”. (Firkanten fortærer cirklen). Tekst & foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……… et originalt og spændende initiativ, der vil kunne glæde og fængsle besøgende i alle aldre ….’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

Per Kirkeby (1938-2018) er utvivlsomt bedst kendt som billedkunstner, men han var i høj grad også skulptør. Og mon ikke hans foretrukne materiale var mursten? I hvert fald kan man finde hans murstensskulpturer overalt i landet i små og større byer, på prominente pladser og på kunstmuseer. Hertil kommer en lang række skulpturer i flere europæiske lande.

 

På vej til Arkens nye udstilling “Bricks – Per Kirkeby” passerer jeg en af hans mest monumentale skulpturer. Den er omkring 10 meter høj og 24 meter lang samt opført i røde mursten. Skulpturen, der blev opført i 2004, står mellem metrostationen DR-Byen og Amager Fælled på et smalt græsareal.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ARKEN: Bricks – Per Kirkeby

“Antwerpen III”, 1993. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

Dekorative mursten

Skulpturen uden titel markerer grænsen mellem den menneskeskabte by og den eneste vilde natur i København. Set fra stationen kan man nyde udsigten over Fælleden gennem skulpturens “vinduer”. Jo, den ligner et hus i tre etager.

 

Skulpturen på Amager kan formentlig betegnes kulminationen på Per Kirkebys virke inden for genren “dekorative mursten”, som han selv betegnede dem. De første væsentlige murstensskulpturer går imidlertid helt tilbage til begyndelsen af 1970erne.

Inspirationskilder

Per Kirkeby var dengang netop kommet hjem fra en Maya-ekspedition i Mellemamerika (1971), hvor han havde stiftet bekendtskab med de oldgamle ruiner af tempelpladser, søjler og pyramider. Utallige tegninger i Kirkebys notesbøger vidner om hans fascination af disse bygningsværker. Læs om rejsen her

 

Vi kan imidlertid også gå et skridt længere tilbage i tiden for at finde inspirationskilder, nemlig til Kirkebys opvækst i Bispebjerg. Her finder vi Grundtvigskirken, som blev opført i specielt tilvirkede mursten af landets fremmeste murermestre.

 

Læg hertil, at Kirkeby var uddannet geolog og betragtede mursten som naturens eget byggemateriale. I 10.000 år har den været civilisationens byggesten. Først som håndæltede lerklumper, bagt i solen, til kubistiske formsten, brændt i stabler på marken eller i store ovne. Siden har kun formaterne ændret sig en smule.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ARKEN: Bricks – Per Kirkeby

Arken har genskabt Kirkebys scenografi fra 1992 til forestillingen “Iphigenia auf Taurus” af Johann Wolfgang von Goethe. Den er opført i et galleri, der støder op til Kunstaksen. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

Hverken eller

Per Kirkebys første udendørsskulptur “Huset i Ikast” fra 1973 er inspireret af en maya-bygning. At kalde den en murstensskulptur er egentligt lidt upræcist, men at kalde den et hus er også sært.

 

Per Kirkebys murstensskulpturer kan forekomme uafklarede og grove. Han forsøgte ikke at skabe balance, så enkeltdelene fremstår i en harmonisk helhed. Skulpturerne fremstår ligefrem ukultiverede. Ligesom naturens abrupte overgange og sammenstød. Men det er heri, at Kirkebys skulpturer har deres styrke.

 

Og det er netop her vi finder ligheder med Kirkebys malerier, tegninger og grafiske arbejder, som domineres af dunkle huler, træstubbe, sten, klipper, tauluskegler, foldninger og forkastninger.

 

 

 

 

 

Kirkebys murstensskulpturer indtager Arken

”Freiburg”. Du kan gå igennem den næsten fire meter høje skulptur, tage ophold i den og kigge op i den. Der er tale om et fragment fra en labyrint, der ændrer form alt efter, hvor du betragter den fra, og som leger med din opfattelse af perspektivet. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kirkebys murstensskulpturer indtager Arken

Et kig op gennem “Freiburg”. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

Orden i kaos

For at skabe orden i kaos indbyggede Kirkeby de såkaldte mæander-figurer i murstensskulpturerne. Disse figurer er kendetegnede ved deres ensartede forløb af kantede geometriske linjer. Mæander-bånd kendes iøvrigt fra så forskellige kulturer som Shang Dynastiet, Mayakulturen og indisk, persisk, ægyptisk og europæisk oldtid.

 

De i princippet uendeligt gentagne dekorative linjeforløb benyttede Kirkeby ikke blot som udsmykning, men også i sammensætningen af skulpturerne. Ensartede elementer kunne således sættes sammen som lego-klodser. Hermed kan ornamenter opsluge og organisere det uordnede, som Kirkeby har formuleret det.

Udstillingen

Med udstillingen “Bricks – Per Kirkeby” markerer Arken 50-året for Kirkebys første markante murstensskulptur fra Ikast. I alt skabte Kirkeby omkring 150 skulpturer, hvoraf de fleste stadig eksisterer. En del af dem blev opført i forbindelse med tidsbegrænsede udstillinger og er siden taget ned.

 

Den aktuelle udstilling inkluderer opførelsen af to ikke tidligere realiserede murstenskulpturer. De har indtil nu kun eksisteret som Kirkebys skitser og arkitektoniske tegninger.

 

Når man går gennem Kunstaksen – Arkens 150 meter lange udstillingsrum – oplever man straks skulpturernes markante materialitet. At der er tale om en anderledes kunstoplevelse skyldes, at vi får mulighed for at udforske skulpturerne fysisk. Vi kan nemlig gå ind i, tage ophold i og gå igennem de største af dem. En oplevelse, der kan minde om en byvandring.

 

Når vi først har forceret den 3,5 meter høje søjleagtige skulptur “Bruxelles V”, der blokerer Kunstaksen på tværs, møder vi en række mindre og lave skulpturer. Til slut oplever vi en række større, monumentale værker.

Supplementer

I udstillingsperioden vil en af skulpturerne blive rammen om dans, performance, teater og musik. Det sker i et tilstødende galleri, hvor Arken har genskabt Kirkebys scenografi fra 1992 til forestillingen “Iphigenia auf Taurus” af Johann Wolfgang von Goethe. Et oplagt, levende supplement til den statiske og monumentale udstilling.

 

“Per Kirkeby – Bricks” byder endvidere på en række oplysende og interessante videoer. Blandt de medvirkende er geolog Minik Rosing, arkitekterne Ane Cortzen og Søren Pihlmann samt mureren Gry Astrup Hansen.

 

 

 

 

 

 

Kirkebys murstensskulpturer indtager Arken

De to mindste skulpturer kan benyttes som bænke, mens man ser videoer, der behandler nogle af udstillingens temaer. På skærmen ses geolog Minik Rosing, som fortæller om sit venskab med Per Kirkeby og hans virke som geolog. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vurdering

Det er interessant og berigende, at gå på opdagelse i Per Kirkebys markante murstensskulpturer og ikke mindst at blive præsenteret for værker, som kun nåede at fremstå som skitser eller arbejdstegninger.

 

Man oplever først for alvor Kirkebys murstensskulpturer, når man går gennem dem, tager ophold i dem og oplever dem indefra. Den fysiske oplevelse er nemlig helt afgørende, hvis man vil have det fulde udbytte.

 

En ting kunne jeg imidlertid godt have ønsket: en kombination af murstensskulpturerne med nogle af Kirkebys store malerier. Herved kunne man have vist skulpturerne som et centralt element i hans samlede oeuvre. Der er nemlig iflg. Kirkeby en klar sammenhæng mellem hans skulpturer og malerier: “Murstensmasserne er mine billeders struktur, deres indre stillads, deres skelet”.

Kort sagt:

“Per Kirkeby – Bricks” er et originalt og spændende initiativ, der vil kunne glæde og fængsle besøgende i alle aldre. De voksne vil få tilføjet nye dimensioner til deres forståelse af Per Kirkebys værk, mens de yngste formentlig primært vil få en udfordrende og fysisk oplevelse. Ikke dårligt. Sådan præsenterer man nemlig bedst kunstverdenen for de yngste – morgendagens museumsgæster!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KULTURINFORMATION

“Bruxelles V” (ikke tidligere opført). Murstenskulpturen blokerer Kunstaksen på tværs og rejser sig foran beskueren med en højde på 3,5 m. Skulpturen spærrer dog ikke for adgangen til udstillingen, da murstenene danner søjler, som man kan gå igennem. Værket er på en gang monumentalt og transparent. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

ARKEN: Bricks – Per Kirkeby. Udstillingen vises til og med den 25. februar 2024. Der er ikke udarbejdet et katalog til udstillingen, men på et senere tidspunkt vil et skriftligt materiale foreligge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ARKEN: Bricks – Per Kirkeby – se mere her

 

 

 

Tre videoer skabt af Niels Lyksted med relation til udstillingen, ligger her på YouTube:

 

Video 1: Per Kirkebys skulptur ved metrostationen DR Byen

 

Video 2: Per Kirkebys skulptur ved Humlebæk station

 

Video 3: Grundtvigskirken, som var Per kirkebys helt store inspirationskilde

 

 

 

 

 

ARKEN: Bricks – Per Kirkeby er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.

Redaktion: Jesper Hillestrøm