TRAPHOLT: Feel Me

 

 

 

 

Følelsesregistre afdækkes i et mangfoldigt koncentrat på Trapholt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DRIFT: ”Fragile Future”, 2007. Fosforbronze, LED og mælkebøttefrø. Foto: Kenneth Stjernegaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …. Ny temaudstilling på kunstmuseet Trapholt i Kolding skal belyse de menneskelige følelser. Det lykkes i et overordnet perspektiv, men emnet er kompliceret …..’

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er altid med en vis spænding, man drager til Kolding og kunstmuseet Trapholt med henblik på at se den seneste i rækken af udstillinger, der afdækker sind, ånd, smag og nu følelser hos mennesket. Vi er nu nået ind til kernen af, hvad der fordres i harmoni med intellektet for eksempelvis at iagttage kunstværker.

 

Her er det ikke nok at bruge organismens overetage. Hele kroppen må bringes i spil, da det drejer sig om følelsesapparatet og det rummer som bekendt mange elementer, der kan opføre sig ganske overrumplende. Man kan rødme, få hjertebanken og blive vred eller glad. Og ikke nok med dét!

 

Hvis man vælger at gå ind i udstillingen ”Feel Me” fra en bestemt vinkel, bliver man præsenteret for en installation bestående af tusindvis af badges, som er sådan nogle runde genstande rummende et statement, man kan placere et sted på sit tøj. Hver badge har sin farve, der meget gerne skulle illustrere en sindstilstand, som for en sikkerheds skyld samtidig er skrevet på det runde objekt.

 

Jeg er til stede i rollen som kunstanmelder og vælger en badge med ordet ”SLEM” påskrevet. Skal man lyve, kan man lige så godt gøre det med sømmelighed. Jeg er så mild, som dagen er lang!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bill Viola: ”The Quintet of the Silent”, 2000. Videostill. Foto Kira Perov/Bill Viola Studio

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I halvmørket tegner fremtiden ikke lys

Nu bliver dagene imidlertid kortere. Det ligger i årstiden, og jeg bør ikke glemme, at jeg faktisk har indfundet mig på Trapholt for at danne mig en mening om et udstillingskoncept, der rækker ud i adskillige retninger.

 

Det er allerede til en indledning vanskeligt at afkode flere værkers betydning i relation til sindsstemninger. Jeg har set så meget neonkunst i mit liv, at genren efterhånden bliver mere og mere udvandet i en billedkunstnerisk jargon.

 

Umiddelbart bekræftes denne kritiske replik i neonværket ”Happiness is as brittle as glass” af Sali Muller, som til forveksling ligner et fragment fra en jukeboks. Kitsch kan være sjovt, og er det ikke lige præcis noget, der kan akkumulere en følelse? Jo, såmænd, men jeg bliver blot fysisk træt, og her er vi ude i en anden tilstand.

 

Det er svært at bliver overbevist om noget, når tingene ikke rigtigt spiller i takt med ens overordnede billeddannelse. Kunstnerduoen DRIFT synes lidt indespærret med installationen ”Fragile Future”, og i skumringen tegner fremtiden ikke lys, men installationen signalerer dog et lys i mørket.

 

Jeg fortsætter og bliver faktisk overrasket over et lille maleri af den danske modernist Edvard Weie med titlen ”Livsglæde”. Det er langt fra kunstnerens bedste værk, men det underbygger på en måde, hvad udstillingen drejer sig om.

 

To tynde stykker stof er bragt i bevægelse af en vindmaskine og det konnekterer sig til skrøbelighed som en mulig sindstilstand eller følelse. Jeg er i tvivl, men udstillingsgæsterne synes fascinerede af værket.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anne Torpe: ”Days of Oblivion”, 2022. Olie på lærred. Foto: Trapholt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nu træder jeg imidlertid ind i et rum, som gør noget ved min efterhånden hårdt prøvede følesans. Jeg var for få afsnit siden dybt kritisk over for kunstinstallationer udviklet af neonlys, og så sker dette!

 

Jeg har ikke tal på, hvor mange lysstofrør, der tilsammen udgør værket ”An Additive Mix” af britiske Liz West. Rummet ekspanderer på en magisk måde i kraft af den koloristiske styrke i de mange neonrør. Er jeg ramt på emotionerne? Jeg tror måske, jeg skal skifte min badge? Jeg er i hvert fald overordnet set ret tilfreds lige nu, men vil tilstanden vare ved?

Kritisk, men opløftet

At bevæge sig i ”Feel Me” er som at bevæge sig i zigzag ind og ud af diverse sindsstemninger. Det kan virke astronomisk på flere niveauer, men jeg må tage den svære gang rundt i udstillingen, som efterhånden begynder at åbne sig for mig. Jeg er naturligvis stadig kritisk; men nu tillige ret opløftet.

 

Nu skiftes der positioner i udstillingen, og i forløbet åbner nye sindsforstyrrende aspekter sig i et kalejdoskopisk sceneri. På et tidspunkt er man, hvis man befinder sig det rette sted, i stand til at overskue tre af udstillingens stærkeste indslag på samme tid.

 

Jeg vender tilbage til DRIFT; men den bevægelige installation ”Shylight” har her luft omkring sig, og lige under de svævende enheder kan man ane en aparte skikkelse i billede og skulptur. Leigh de Vries bringer fokus på kroppen, og det er den ”forkerte” krop, som her optræder som en dragt, der symboliserer problematikken omkring et legeme, man føler ikke er ens eget.

 

Undertonen emmer af mareridtsagtige visioner og apokalyptiske stemninger, men så er det faktisk forløsende, at man kan lade blikke glide opad og tage et nærmere syn på et tilsyneladende fotografi af fem mænd i hver deres umiddelbare sindstilstand.

 

Der er dog tale om et billede i bevægelse, men den fabelagtige og for nylig afdøde amerikanske videokunstner Bill Viola har ladet ”The Quintet of the Silent” bevæge sig så langsomt, at man næsten ikke registrerer, at de fem mænd rører sig. Viola var en mester i mystik og subtile fortællinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leigh de Vries bringer fokus på kroppen, der her optræder som en dragt,

der symboliserer problematikken omkring et legeme, man føler ikke er ens eget. Foto: Leigh de Vries

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstig intelligens til livet udrinder

Jeg bevæger mig så stilfærdigt som muligt rundt på samme etage og bemærker ret omgående Anne Torpes maleri af en liggende, fragmenteret kvinde i et miljø med en kat, en bogreol, en fugl i et bur og diverse andre effekter. Måske har Torpe indarbejdet en selvoplevet tilstand i kompositionen – eller sågar en følelse?

 

Maleriet som kunstnerisk form er muligvis ikke den mest gængse på samtidskunstscenen, men ikke des mindre har iransk-fødte Farshad Farzankia givet et ganske kvalificeret bud på mediets potentialer på trods af, at det er samme kunstners maleri/tegningsinstallation ”Listen, it’s all around you”, der sandsynligvis vil løbe med opmærksomheden.

 

Frederik Næblerød har indtaget den danske kunstscene med en allerede massivt beskrevet intensitet, og Næblerød rimer med lidt god vilje på ”æblegrød”, men der er ikke noget grødet i hans tre keramiske skulpturer, som står fast og insisterende i hvert sit rum i udstillingen. Værkerne er smukke og graciøse.

 

Jeg kan godt se i efterrationaliseringens lys, at jeg nemt kunne beskrive markant flere værker på ”Feel Me”, og jeg er mig ganske bevidst om, at de nedslag, jeg har foretaget ikke yder projektet 100 % retfærdighed.

 

Jeg kan forestille mig, at et af de valgte værker på udstillingen er blevet tildelt et lidt afsides beliggende område i kraft af dets opgør med den endegyldige sandhed, døden.

 

Cecilie Waagner Falkenstrøms installation med titlen ”Death Doula” illustrerer ganske plausibelt, hvordan kunstig intelligens i et længere historisk perspektiv kan følge det enkelte individ – også i det øjeblik, livet udrinder. Det er et stærkt vidnesbyrd om en mulig og forfærdende fremtid.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frederik Næblerød: ”Jealousy”, 2024. Glaseret stentøj. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Glæde i anmelderens analoge hoved

Der foregår ting og sager i isolerede rum i udstillingskonceptet og videomediet har i sagens nutidige natur en rolle at spille i disse miljøer. Vi befinder os således i den digitale epoke, men her bliver jeg glad i mit analoge hoved over at opleve Gudrun Hasles helt klart formulerede skildringer af kroppen i en serie tekstilarbejder.

 

Hun stiller spørgsmålet »er min krop opslagsværk for mine følelser?« uden omsvøb og uden de stavefejl, som på en måde er blevet kunstnerens signatur og som også optræder diskret på værkernes billedflader.

 

Som humoristisk kuriosum kan man i Trapholts museumsgade tage et blik på amerikanske Heather Dewey-Hagborgs værk, der mest af alt ligner et apotek, hvori findes en laboratoriefremstillet vaccine, der, hvis den blev spredt, ville gøre mennesker generelt mere elskværdige.

 

Jeg forlader Trapholt og føler, at jeg har frekventeret en udstilling, der eminent kurateret af museumsinspektør Katrine Stenum Poulsen, belyser de menneskelige følelser ved hjælp af billedkunstneriske greb. Det lykkes i et overordnet perspektiv, men emnet er kompliceret, hvilket jeg håber, fremgår af denne – indrømmet – afgrænsede analyse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Liz West: ”An Additive Mix”. Rummet ekspanderer på en magisk måde i kraft af den koloristiske styrke i de mange neonrør. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TRAPHOLT: Feel Me, Udstilling med undertitlen ”Mind x Body x Space” kan ses på kunst- og designmuseet Trapholt, Æblehaven 23, Kolding frem til d. 10. august 2025.

 

 

 

 

TRAPHOLT: Feel Me – se mere her

 

 

Coverfoto: Hvis man vælger at gå ind i udstillingen fra en bestemt vinkel, bliver man præsenteret for en installation af det canadiske designfirma Blok Design bestående af tusindvis af badges. Foto: Kenneth Stjernegaard

 

 

Læs kronik af museumsdirektør Karen Grøn, tidligere bragt i Tidsskriftet KULTURINFORMATION her

 

 

 

TRAPHOLT: Feel Me er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm