FILMANMELDELSE: Radical – en klasse for sig

✮✮✮✮✮

‘ ……. som tilskuer kommer man uvægerligt til at ræsonnere over uretfærdigheden, ikke bare i den tredje verden, men overalt ……’

– Benjamin Nyrup Figueiredo, KULTURINFORMATION

Er det muligt at vokse op i et af de fattigste og farligste områder i Mexico nær grænsen til USA, hvor narkosmuglere og bander hærger – og så samtidigt få en god uddannelse? I hvor høj grad kan en skolelærer bryde unge menneskers sociale arv og give dem et fundament i livet sammenligneligt med andre unge fra mere velstillede kredse?

Er der i uddannelsessystemet plads til at gøre tingene på en helt anden måde uden faste rammer og uden at være begrænset af faglig kassetænkning? Og er det egentlig muligt at leve af at samle skrald på lossepladsen og alligevel drømme om at blive astrofysiker?

RADICAL – baseret på virkelige hændelser

Filmen RADICAL er et nutidigt drama baseret på virkelige hændelser. Den skildrer den kreative, men dog kontroversielle lærer, Sergio, spillet af Eugenio Derbez, som overtager en sjetteklasse, som, må man forstå, forventeligt kommer til at hutle sig igennem tilværelsen med en begrænset uddannelse i bagagen.

Fra begyndelsen af gør han op med den gængse form for skemabaseret læring. I stedet spørger han eleverne om, hvad de godt kunne tænke sig at vide mere om. Synligt overraskede over spørgsmålet tør de færreste give udtryk for, hvad de ønsker at fordybe sig i. Men lidt efter lidt kommer tungen på gled.

De forskellige elever

Efter et lille optrin af klassens klovn, Nico, kalder læreren eleven til sig, mens han selv skjuler sig bag en avis. Naturligvis forventer drengen at få en omgang verbale klø, men i stedet siger læreren: “Jeg var også klassens klovn. Nico, sørg for aldrig at lave om på dig selv.”

Klassens elever er lige så forskellige som børn er flest; én elev interesserer sig således for fysikkens love, en anden for menneskelige moralbegreber og filosofi – uden helt at vide hvad det indebærer – og en tredje ønsker at vide mere om skibe og deres flydeevne. Alligevel lykkes det for læreren at samle de vidt forskellige interesseområder i et projekt, hvor eleverne tager teten og bliver engagerede på en måde, som de næppe før har oplevet.

Potentiale

Det går op for den nye lærer, at skolen ikke er begunstiget med hverken moderne teknologi, internetadgang eller et opdateret bibliotek. Men, som han siger: “I behøver slet ikke de ting. Kun én ting behøver I, og den har I allerede, nemlig … potentiale.”

Paloma

Læreren ser hurtigt potentialet hos den enkelte elev. Helt excepcional er den unge pige Paloma, spillet af Jennifer Trejo. Paloma er en lidt introvert elev men med et unikt potentiale. Hun bor alene med sin skrantende far, der lever af at samle metalaffald på lossepladsen. I smug læser hun om verdensrummet og drømmer om at blive astrofysiker, samtidig med at hun har bygget sit eget teleskop af stumper fundet blandt affaldsdyngerne. Med dette kan hun se over til SpaceX på den anden side af grænsen til et land bestående af muligheder og ikke begrænsninger.

Desværre bliver faren stadig mere syg, hvorfor han i sin armod og tvunget af omstændighederne ikke ser anden udvej, end at hans datter opgiver skolen og dermed også drømmen om en uddannelse og et liv langt fra lossepladsen.

Lupita

En af Palomas klassekammerater, Lupita, spillet af Mía Fernanda Solís, drømmer ligeledes om en længere uddannelse; hun ønsker at blive skolelærer. På biblioteket låner hun bøger om filosofi og livets store spørgsmål, og selv om hun ikke forstår alt, så er hun i stand til i timerne at inkorporere noget af den tillærte viden på andre områder – til overraskelse for Sergios kolleger. Endnu en gang indhentes et videbegærligt barn dog af de barske realiteter. Lupitas mor er nødt til at bede datteren om at droppe ud af skolen for at blive hjemme og passe familiens yngste barn.

En test

I løbet af skoleåret kommer det til et mindre opgør på skolen, hvor forstanderen ønsker, at Sergios klasser forbereder sig til ENLACE-testen, den mexicanske pendant til PISA-undersøgelsen. Og man er ikke bleg for at snyde sig til et bedre resultat for dermed at blive kompenseret økonomisk – noget som Sergio tager skarpt afstand fra. Spørgsmålet er, om klassen vil klare sig bedre eller dårligere end sammenlignelige klasser qua lærerens alternative undervisningsform, som lægger vægt på indlæring via leg, samarbejde og ved at gøre brug af hver elevs stærke sider i fællesskab? Og hvordan kommer det til at gå med de unge pigers drømme om en uddannelse og en fremtid uden for slumkvarteret?

Et nutidsdrama – om uretfærdighed

Som tilskuer kommer man uvægerligt til at ræsonnere over uretfærdigheden, ikke bare i den tredje verden, men overalt. Hvor mange Einsteiner, Beethovener og andre genier er vi gået glip af, blot fordi et højt begavet barn blev født det forkerte sted og i fattige kår? Og hvordan ville elevernes engagement se ud, ikke kun i Latinamerika men også her til lands, hvis flere lærere var lige så iderige, fordomsfrie, kreative og engagerende som den mexicanske Sergio?

Enhver biografgænger, som synes godt om et nutidsdrama bygget på virkelige begivenheder, bør sætte sig til rette i de godt to timer, filmen varer. Ligeså enhver underviser med behov for nye ideer til at frigøre elevernes sande potentiale, selv når omstændighederne er ringe.

Enhver, der måtte være opflasket med alle muligheder inden for rækkevidde, men som måske har behov for at få repeteret, hvor privilegerede vi er i vores del af verden, vil have gavn af at se de mexicanske skolebørns iver og glæde over at få chancen til at lære noget værdifuldt – og potentielt livsændrende.