BOGANMELDELSE: Billedhuggeren Hein Heinsen
Peter Borum (red.)
Skulpturer der skaber billeder af det uhåndgribelige
✮✮✮✮✮
‘ …… Forhåbentlig vil bogen føre til fornyet interesse for Hein Heinsen og meget gerne til en større temaudstilling med Heinsen i centrum ….’
– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION
Hein Heinsens skulpturer og installationer finder vi overalt i landet i det offentlige rum, på museer og i kirker. De er markante – ofte i meget stor målestok, ligner ikke noget man har set før, er vidt forskellige, og så er de baseret på interessante og spændende ideer.
Selv om vi fascineres af skulpturerne, er det formentlig de færreste af os, der umiddelbart kan sætte navn på kunstneren, og endnu færre kender til ideerne bag dem. Derfor er det en fremragende idé at give en samlet præsentation af kunstneren. Det får vi nu med bogen “Billedhuggeren Hein Heinsen” redigeret af Peter Borum.
Kultstatus
Hein Heinsen (f. 1935) har en utraditionel baggrund som kunstner. Han gennemførte nemlig uddannelsen som teolog,
samtidig med at han uddannede sig som billedhugger på Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Heinsen begyndte selv at undervise på Akademiet fra 1970, som professor i perioden 1980-89. Her blev han udpeget til leder af Billedhuggerskolen. Snart efter indgik han et samarbejde med maleren og billedhuggeren professor Stig Brøgger.
Professorernes undervisning vekslede mellem kunstneriske færdigheder og teoretiske problemstillinger ofte med udgangspunkt i Minimal Art, Landart og Conceptual Art.
Skolen blev et tilløbsstykke for datidens unge kunstnere, som ikke uden grund fik tilnavnet “De Unge Vilde”. De stod fx bag den toneangivende udstilling “Kniven i hovedet”. Gruppen bestod blandt andet af Berit Jensen, Nina Sten-Knudsen, Claus Carstensen, Erik A. Frandsen og Peter Bonde. De to professorer fik nærmest kultstatus på Akademiet for deres indsats.
Også den etablerede kunstverden har sat pris på Hein Heinsen. I 1986 modtog han således Eckersbergmedaljen og i 1992 Thorvaldsen Medaillen. Endelig blev Heinsen æresmedlem af Akademiraadet i 2012.
“Den store udveksler”, Ørestad. En kompleks skulptur med forskellige figurer inderst.
De omkranses af en spiral, der er inspireret af tårnet på Vor Frelser Kirke på Christianshavn, men her vendt på hovedet.
© Elizaveta Kharicheva
Astrid Noack
Jeg har aldrig mødt Hein Heinsen, men for en del år siden bød jeg på en af hans skulpturer ved en velgørenhedsauktion på Charlottenborg. Målet var at bidrage til bevarelsen af Astrid Noacks værksted i Rådmansgade 34. Vi var to budgivere, der kappedes om at erhverve skulpturen, men min mere velbeslåede konkurrent løb af med sejren. Måske derfor blev værkstedet reddet!
Det var ikke tilfældigt, at netop Heinsen bidrog til auktionen, for Noack var hans forbillede som skulptør. Baggrunden var hendes evne til at give sine skulpturer liv gennem forskydninger. Skulpturerne er nemlig bygget op indefra, hvorfra forskydningerne forplantes ud mod overfladen og videre ud i rummet.
Den store udveksler
Selv om jeg gik tomhændet hjem fra auktionen, kan jeg trøste mig med, at jeg bor i nærheden af en af Heinsens mest markante skulpturer. Det drejer sig om “Den store udveksler” – en 7,5 meter høj bronzeskulptur på hele 10 tons. Den er sammensat af to spiralformer, der går i modsatte retninger. Den ene med organiske og genkendelige elementer, mens den anden i en helt stram form tvinger sig rundt om den første.
Skulpturen udgør den sydligste del af en kunsttrilogi, der stækker sig langs metrolinjen i Ørestad. I midten finder vi Bjørn Nørgaards ”Kærlighedsøen”. I nord “Muren” af Per Kirkeby, som jeg glæder mig over næsten daglig.
“Altervægskulptur”, 1981, Bergen, Norge. Skulpturen gengiver biblens fortælling om den tomme grav og opstandelsen.
Kristus er her fraværende som person, men sporene fra hans opstandelse er til stede med stor styrke og kraft.
Stenen dækker over den tomme grav. Det spinkle glaskors fylder kirkerummet med stærkt og intenst lys. Kristus er verdens lys.
© Hein Heinsens arkiv
Spir på hovedet
“Den store udveksler” ser jeg ikke til hverdag, men jeg kommer ofte til at tænke på den, når jeg passerer Vor Frelser Kirke på Christianshavn. Det skyldes det smukke spiralsnoede rokokospir på toppen udført af Lauritz de Thurah. Læs Lyksteds anmeldelse om Lauritz de Thurah her
De to kunstværker har spirene til fælles, omend de er modsatrettede. Kirkens spir vender opad, mens skulpturens ene spir står på hovedet og vender indad. “Verden er et lukket system, vi kan derfor kun ekspandere indad”, er en tolkningsmulighed.
“Udveksleren” står i øvrigt ikke mellem den vilde natur på Amager Fælled og den nybyggede sterile Ørestad, som anført i bogen, men mellem den vidtstrakte Kalvebod Fælled og Ørestad – ofte med god grund kaldet “Ødestad”.
Spiret på Vor Frelser Kirke – et af Københavns vigtigste vartegn. Skabt af Lauritz de Thurah.
Det er Frelseren selv, der tager imod på toppen af kuplen.
En forsmag på, hvad der venter de troende. Under opstigningen mod toppen ad de 150 trin vil de besøgende få oplevelser med hele kroppen.
De bliver nemlig en del af de gådefulde rum, som spirets accelererende og snoede forløb skaber. Prøv selv!
Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
Fra minimalisme til postmodernitet
Hein Heinsen er i dag kunstnerisk milevidt fra skulpturgruppen “Heste(ne)”, 1972, som han for alvor slog igennem med. Men selv dengang var han var ikke en slavisk følger af traditionen.
Heinsens heste repræsenterede nemlig forskellige tidsperioder: den arkaiske hest, renæssancehesten, barokhesten og så videre med de nyeste forrest – men ikke centreret. Heinsen gjorde dermed op med den klassiske æstetiks faste centrum ved at benytte et serielt forløb inspireret af minimalisten Donald Judd.
Ideen bag skulpturen var formentlig at bidrage til diskussionen om menneskeskabte miljøpåvirkninger og klodens skrøbelighed. Bogen “Grænser for vækst” udkom ligeledes i 1972.
Amerikansk inspiration
Inspireret af amerikanske kunstnere som Donald Judd, (1928-1994), og Barnett Newman (1905-1970) – bedst kendt for sine “zip” billeder, gik Heinsen i gang med at skabe omverdensbevidste og samfundsrelaterede skulpturer sammen med Stig Brøgger og Mogens Møller. Det skete på Institut for Skalakunst under Kunstakademiets Arkitektskole.
Fra ca. 1980 vendte Hein Heinsen tilbage til det klassiske skulpturmedie med værker, der primært blev udført i bronze – fx “Skulptur 89”, som kan ses på Louisiana. Værkerne er kompakte og komplekse, inspireret af postmoderne filosoffer. De skal danne modvægt til den flygtighed, der ellers hersker i vores informationssamfund.
“Skulptur 85”, 1985. Bronze, h. 200 cm. Randers Kunstmuseum. © Hein Heinsens arkiv
Treenigheden
Bogens helt centrale – og måske vægtigste bidrag – er skrevet af Else Marie Bukdahl. Hun skriver blandt andet om problematikken med at visualisere en åndelig virkelighed, hvilket har været Heinsens helt store udfordring i mange år. For hvordan kan man fx billedgøre noget så uhåndgribeligt som det svært tilgængelige begreb treenigheden?
For at løse denne udfordring har Heinsen bestræbt sig på at inddrage kirkegængerne og andre besøgende på en sådan måde, at de bliver inspireret til at opleve og tænke i nye baner. Helheden er derfor ikke skulpturen, men den forestilling, som kunstneren giver plads for, og som beskueren selv skaber.
En løsningsmodel for begrebet treenigheden har for Heinsen været såkaldte treeliptiske døbefonde, hvor tre cirkler skærer hinanden. En anden løsning finder vi på Bispegården, Nykøbing Falster i form af monumentet “Treenigheden”, 2014. Her udtrykker skulpturens tre sider hhv. Faderen, Sønnen og Helligånden.
Konklusion
Som nævnt i indledningen er det en fremragende idé at give en samlet præsentation af den bemærkelsesværdige kunstner Hein Heinsen, der fortsat er aktiv trods de 89 år. Han har på enestående vis formået at skabe markante og originale skulpturer, der danner billeder af det uhåndgribelige – altid baseret på en humanistisk indstilling og en social bevidsthed.
Men bemærk, at bogen “Billedhuggeren Hein Heinsen” i sagens natur primært er skrevet af akademikere og for akademikere. Den forudsætter omfattende viden om kunstteori, filosofi og religionsvidenskab. Kan man følge med på dette niveau, er der mange guldkorn at hente.
“Stjerne, stjerneport og stjernefragment”, i samarbejde med Stig Brøgger og Mogens Møller, 1978-1980. (Detalje). © Torben Christiansen
Selv om Hein Heinsen generelt har opnået stor anerkendelse, har eksperterne, der skulle vurdere ham som kunstner, ikke altid været positivt indstillede. I bogen refereres fx til en ophedet diskussion foranlediget af kunsthistorikeren Kasper Monrad – kendt for sit store kendskab til den danske guldalder på SMK. Men der er jo unægteligt også et stort spring fra minimalisme og postmodernisme til guldalderen! Ikke desto mindre en interessant diskussion.
Forhåbentlig vil bogen føre til fornyet interesse for Hein Heinsen og meget gerne til en større temaudstilling med Heinsen i centrum. SMK har faktisk syv af hans værker, hvoraf to pt er udstillede. Jeg husker i øvrigt en mindre udstilling på museet, hvor hans “Rød sinuskurve” (1967–1992) spillede op til et værk af Donald Judd, (Uden titel, 1989) som også indgår i museets samling. En idé til kunstnerens 90-årsdag næste år!
Men tilbage til bogen: Endnu en original, vedkommende, velskrevet og velproduceret bog fra Strandberg Publishing med stof til eftertanke. De kan bare det der!
“Hest 76, en romantisk hest”, 1976. Glas, kampesten, forkromet bronze, papir, tape m.m., 200 x 130 x 20 cm.
Kunstmuseet Tønder. © Hein Heinsens arkiv
Strandberg Publishing: Peter Borum (red.) “Billedhuggeren Hein Heinsen”. Bidragsydere til bogen: Mikkel Bogh, Else Marie Bukdahl og Carsten Juhl. 224 sider, rigt illustreret. Vejledende pris: 349,95 kr.
BOGANMELDELSE: Billedhuggeren Hein Heinsen – se mere her
BOGANMELDELSE: Billedhuggeren Hein Heinsen er skrevet af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.
Redaktion: Jesper Hillestrøm