Holstebro Kunstmuseum: Astrid Noacks Studiesamling

 

 

 

 

Menneske først

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Afstøbningen i bronze af Anna Ancher, der fra pladsen foran Holstebro Kunstmuseum, skuer ud over byen.

Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘Astrid Noack var med til at danne skole for billedhuggerkunsten i sin levetid. Udstillingen ”Menneske først” beretter ikke blot om en væsentlig billedhuggers studiesamling, men rummer samtidigt et lag af Holstebro Kunstmuseums historie …’

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis man har interesse i modernismens sene historie, bør man engagere sig i billedhuggeren Astrid Noack, der levede i tidsrummet 1888-1954. Her kan man passende besøge Holstebro Kunstmuseum og her se Astrid Noacks omfattende studiesamling, som nu udstilles under titlen ”Menneske først”.

 

»Er det ikke lidt tørt?« Sådan spurgte redaktøren af KULTURINFORMATION mig retorisk, dog med et glimt i øjet, i en telefonsamtale, hvori jeg antydede en voksende interesse for Astrid Noack, da jeg netop havde fået en publikation omhandlende udstillingen tilsendt. Da jeg samtidigt besidder en vis fascination for billedhuggerkunst i almindelighed, var jeg imidlertid ikke til at stoppe.

Noack og Holstebro Kunstmuseums historie

Hvad jeg allerede ved i kraft af adskillige besøg på Holstebro Kunstmuseum igennem de seneste år, er, at der på pladsen foran museet, er placeret en skulptur, som har Anna Ancher som motiv. Skulpturen er naturligvis skabt af Astrid Noack, der således visuelt placerer skagensmaleren i Holstebro, hvor hun optræder blot et par kilometer fra Alberto Giacomettis ikoniske bronzeskulptur ”Kvinde på kærre” – eller som man lokalt ynder at kalde kunstværket ”Maren å æ woun”.

 

Hvad Noacks gengivelse af Anna Ancher muligvis ikke fylder i kendiseffekt i forhold til Giacomettis værk, besidder den til gengæld i fysisk format, og her vil jeg overhovedet ikke gå ind i en diskussion om det kunstneriske format de to kunstværker imellem, men Noacks skildring af Anna Ancher måler 230 cm. i højden. Hertil skal lægges en sokkel på 80 cm.

 

Således kan man tage en iagttagelse på afstøbningen, inden man entréer Holstebro Kunstmuseum, der blev indviet i 1967 i en herskabsvilla fra 1906 oprindeligt opført af tobaksfabrikant Søren Færch. Villaen blev erhvervet af Holstebro Kommune i 1966 med henblik på at etablere et kunstmuseum.

 

Museets første leder, kunsthistorikeren og forfatteren Poul Vad, udviklede en unik indsamlingsstrategi. Han valgte at opbygge en samling, der omfattede moderne dansk kunst fra ca. 1930 og frem samt international grafik og afrikansk kunst, og i 1977 modtog museet en betydelig donation af netop afrikansk kunst fra billedhuggeren Poul Holm Olsen. Senere blev denne samling suppleret med præcolumbiansk keramik fra Peru og balinesisk kunst doneret af henholdsvis Marie og Ole Hammer samt kunstnerne Ejler Bille og Agnete Therkildsen.

 

I 1981 blev en ny fløj tegnet af arkitekt Hanne Kjærholm indviet og i 2011 blev Færchfløjen, designet af samme arkitekt, tilføjet. Disse udvidelser har givet museet moderne faciliteter og øget udstillingsarealet betydeligt. Dette lag af Holstebro Kunstmuseums historie er væsentlig i forståelsen af, hvad museet repræsenterer og netop i den fremstilling, er det oplagt, at Astrid Noacks studiesamling i fremtiden udfolder sig her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når mange værker skal samles i én udstilling, betyder disponeringen meget for helhedsoplevelsen. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et sammenhængende højt niveau

Når man betræder udstillingen, der rummer, hvad man nemt kan opleve som hele Astrid Noacks samlede produktion, bliver man i sagens natur præsenteret for et overvældende antal værker. Her bør jeg holde tungen lige i munden og ikke lade mig rive for meget med, da indtrykket af de mange skulpturer, der vises, er massivt. Dette kunne naturligvis begrundes i, at ikke alle værker kan være lige gode, men den tese kan jeg omgående skyde en hvid pind efter.

 

I sammenhængen er kvaliteten høj, og det vidner for det første om en kunstner besiddende et relativ højt bundniveau og for det andet om en billedhugger, der stædigt har gennemarbejdet materialerne i bestræbelserne på at yde optimalt hver gang.

 

Risikoen ved at vise en samling af en kaliber, som den aktuelle er, at iscenesættelsen i kraft af kvantiteten af værker bliver broget og usammenhængende. Her bør jeg blot mere end lade skinne igennem, at disponeringen af de mange værker har en overordentlig stor betydning, og netop her er skulpturerne placeret, så de optræder helt fortrinligt indbyrdes.

 

Det er med enkelte undtagelser, som det også hedder i udstillingens titel, med mennesket i hovedrollen og langt de fleste skulpturer er fremstillet i gips patineret på forskellige måder, hvorved den taktile mangfoldighed er sikret.

 

Astrid Noack var naturligvis ikke ene om rollen som billedhugger i sin samtid. I løbet af sit liv havde hun en tæt tilknytning til det beskedne individ. Hun boede og arbejdede i mange år i et baggårdsatelier i Rådmandsgade på Nørrebro i København, hvor hun levede tæt på det liv, hun afbildede.

 

Man kan næsten kalde Noack for socialrealist; men her vil kæden sandsynligvis knække, hvis man forsøger at besegle en sådan kategorisering. Hendes menneskeskildringer er klart udtryksfulde og besiddende en vis tyngde i deres fokus på essensen af form og det menneskelige udtryk.. Men de står oftest alene som blændende signalementer af modellernes levede liv.

 

 

 

 

 

 

 

 

”Kvinde med barn”, 1953. Originalgips. Foto: Lars Bay

 

 

 

 

 

Portrætstatue af Anna Ancher i originalgips fra 1939. Foto: Lars Bay

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ikke hædersbevisningerne alene

Det er muligt, at Astrid Noack i kunsthistoriens lys ikke er den mest berømte danske billedhugger i sin samtid; men hvor mange, der beskæftigede sig med skulpturens virkemidler på det tidspunkt, er dét?

 

Jeg er udmærket bevidst om, at skulpturen op gennem 1900-tallet har spillet en rolle i kunstmiljøerne, og skal vi i dag prøve at måle Astrid Noacks anerkendelse som en kunstner, jeg mener, har dannet skole i sin levetid, bliver jeg nødt til at nævne Noacks medlemskab som den første kvinde af kunstnersammenslutningen Grønningen i 1932.

 

Grønningen var en væsentlig platform for modernistiske kunstnere i Danmark, og Astrid Noacks optagelse i sammenslutningen markerede en skelsættende begivenhed for kvinder i den danske kunstverden. Jeg vil afslutningsvis nævne, at hun, inden hun døde i 1954, modtog både Eckersbergs Medaille i 1940 samt den mest prestigiøse hædersbevisning, man kan få herhjemme blandt billedhuggere, nemlig Thorvaldsens Medaille, som hun modtog i dødsåret 1954.

 

Det er dog ikke disse hædersbevisninger, som alene udgør vidnesbyrd om en kunstner, der var ambitiøs og sikker i udarbejdelsen af sit samlede oeuvre. Man kan blot tage en iagttagelse på værkerne og samtidigt give sig selv en storslået oplevelse på Holstebro Kunstmuseum.

 

 

 

 

 

 

 

 

På omslaget af publikationen, der ledsager udstillingen ”Menneske først – Astrid Noacks Studiesamling”

ses kunstneren i gang med statuen af Anna Ancher. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Menneske først – Astrid Noacks Studiesamling” kan ses på Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2A, Holstebro, frem til d. 4. maj 2025. I forbindelse med udstillingen er udgivet en publikation på 344 rigt illustrerede sider med tekster af samlings- og forskningsinspektør ph.d. Teresa Østergaard Pedersen, der også har redigeret bogen, museumsdirektør mag.art. Anders Gaardboe Jensen samt Hein Heinsen, Martin Erik Andersen og Mette Haakonsen.

 

 

 

 

Holstebro Kunstmuseum: Astrid Noacks Studiesamling – se mere her

 

 

 

 

Cover: ”Menneske først”: Installationsview med skulpturen ”Lille sovende dreng” fra 1936 i forgrunden. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

Holstebro Kunstmuseum: Astrid Noacks Studiesamling er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm