LOUISIANA: Robert Longo
Hyperrealistiske kultegninger i kæmpeformater
“Uden titel, Luther”, 2016, udsnit. En haj kan blive endnu mere skræmmende, hvis omgivelserne er helt sorte og hajens tænder forstørres. Fotografen spejles i hajens gab. Foto: Niels Lyksted.
✮✮✮✮✮
' ……. en tour de force af uafrystelige billeder, som man tvinges til at tage stilling til …..'
– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION
Det første, der slår én, når man konfronteres med den amerikanske billedkunstner Robert Longos værker, er størrelsen. De kan være enorme: op til 3 x 11 meter! (“The Whale” – regeringsbygningen i USA).
Går man tættere på, opdager man, at de tilsyneladende “s/h fotografier” i virkeligheden er tegninger udført i kul. Og det får én til at studere motivet nærmere!
Motiverne er typisk: krig, klimakrise og politiske protester. Altså temaer vi kender til hudløshed fra nyhedsstrømme i aviser, på tv og på de sociale medier.
Når Longos billeder påvirker os langt stærkere end mediernes, skyldes det den måde, de er blevet udtænkt og skabt på.
Longo viser nemlig det splitsekund, hvor en begivenhed tager sig allermest spektakulært ud. Læg hertil ekstreme close ups, som yderligere forstærkes af slående kontraster mellem lys og mørke. Lysvirkningen giver motivet dybde og plasticitet, så det fremstår som ægte, selv om det blot er et todimensionelt billede.
Derved bliver de ordinære mediebilleder til originale kunstværker!
“Uden titel (Freud’s Desk and Chair, Study Room, 1938)”, 2000. Freuds lejlighed ser spøgelsesagtigt ud på grund af de stærke s/h kontraster. Det ser ud som om Freuds spøgelse er tilstede i billedet. Bemærk stolen. Den ligner et sæde i et rumskib. Det var her, at Freud prøvede at forstå vores sinds mørke hemmeligheder. Foto: Niels Lyksted.
Begyndelsen
Alt dette kan man studere nærmere på Louisianas aktuelle særudstilling “Robert Longo”.
Men hvordan fattede Robert Longo (f. 1953) interesse for at udtrykke sig i sort / hvid i en verden fyldt med farver?
I 1999 ønskede Longo at benytte julefreden til at udfolde sig kunstnerisk i sit studio. Han ville tegne med en blyant, men fandt ingen. I stedet fik han øje på en æske med tegnekul og en beholder med kulstøv.
Longo gav sig nu til at kopiere et foto af en bølge. Det tiltalte ham, at motivet var kraftfuldt og rummede en vis grad af abstraktion. Hermed var grundlaget lagt for Longos imponerende række af hyperrealistiske kultegninger i kæmpeformater.
“Uden titel, Ødelæggeren”, 2011. En enorm flodbølge som denne kan smadre hvad som helst. Foto: Niels Lyksted.
Hulemand
Robert Longo udfører sine tegninger på kraftigt papir. Han gnider først et tykt lag kul ind i papiret med hånden, så der opstår en fløjlsagtig overflade. Kullet, han benytter, er forskelligt med hensyn til tæthed, tonal værdi og sorthed.
Herpå påfører Longo kulstøv med børster. Endelig benytter han forskellige teknikker til at skære dele af kullet bort og arbejde med det skulpturelt. Den taktile overflade gør motiverne mere levende, da der nærmest bliver tale om en 3D-udførelse. Det hvide i tegningerne er altid papirets rene overflade.
Longo føler sig som lidt af en hulemand, når han arbejder med kul. Det er nemlig det samme materiale, som blev benyttet af de personer, der udførte tegningerne i Chauvet-Pont-d'Arc hulerne i Frankrig for tusinde af år siden.
Installationsfoto. Fra venstre “Cindy”, “Eric” og “Gretchen”, 1981. Billederne fra serien “Men in the cities”, 1979, er dobbelttydige. Danser de, eller er de døende? Longo var inspireret af en scene i R.V. Fassbinders film “Den amerikanske soldat” fra 1970. Th. “Hjemsøgelsen”, 2005. Foto: Niels Lyksted.
“Uden titel (Copenhagen, February 14, 2015), 2017. En skæbnesvanger dag i vores hovedstad. Motivet er en rude, der er gennemhullet af skud. Billedet er baseret på et foto af skudhuller efter terrorangrebet på Krudttønden i København i 2015. Foto: Niels Lyksted.
Billedtyv
Robert Longos værker afspejler konstant den tid, vi lever i. Et af dem er endda et motiv fra Danmark. Men det er så langt fra turistindustriens billede af “Wonderful Copenhagen”, som tænkes kan.
Værkets titel er “Untitled (Copenhagen, February 14, 2015)”, 2017. En skæbnesvanger dag i vores hovedstad.
Motivet er en rude, der er gennemhullet af skud. Billedet er baseret på et foto af skudhuller efter terrorangrebet på Krudttønden i København i 2015. På ruden ses politiets nummerering af hullerne. Meget effektfuldt – ikke mindst på grund af billedets størrelse ca. 2,5 – 3 meter. Netop dette værk er forsideillustrationen på samarbejdspartneren Albertinas udstillingskatalog.
Et typisk eksempel på, hvordan Longo henter inspiration fra andres billeder. Han kalder sig selv en billedtyv!
Tv. “Uden titel (Kamp mellem ukrainske og russiske kampvogne)”, 2023. Th. “Uden titel (Efter Pollock, Efterårsrytme nummer 30, 1951)”, 2014. Foto: Niels Lyksted.
Installationsfoto. Foto: Niels Lyksted
Nutiden i historisk perspektiv
Robert Longo går også på jagt efter motiver i kunstens verden, når han skal sætte fokus på en aktuel begivenhed eller situation. For at se konflikten mellem Israel og Palæstina på en original måde har han således ladet sig inspirere af Peter Paul Rubens (1577 – 1640) og Francisco Goya (1746 – 1828).
Situationen i Israel har Longo kædet sammen med Rubens maleri “Massakren på de uskyldige”, (1609 og 1611). Billedet viser en gruopvækkende scene, hvor soldater massakrerer en gruppe kvinder og børn.
For at beskrive konflikten i Gaza har han benyttet Goyas “Den 3. maj 1808 i Madrid”, der viser Napoleons styrker henrette uskyldige spanske borgere i gengældelse for en opstand mod deres regering.
Og de uhyrlige, aktuelle problemer med bådflygtninge illustrerer Longo med sit værk “Untitled (Raft at Sea)" baseret på Théodore Gericault’s berømte maleri “Medusas flåde”, 1818-19.
Jo, historien gentager sig. Desværre!
“Uden titel (Raft at Sea)”, 2016-17 (detalje af triptych). En gummibåd fyldt til bristepunktet med flygtninge. Flåden ligger dybt, og personerne er tæt på havoverfladen. Horisonten ligger i billedets øverste tredjedel, hvilket fremhæver det mørke hav med de turbulente bølger. Vi oplever situationen, som sad vi selv i en tilsvarende gummibåd. Et hyperrealistisk billede. Foto: Niels Lyksted.
Fra farve til s/h
Longo har også lavet serier, hvor han gengiver moderne kunstværker af såvel amerikanske som europæiske kunstnere i s/h. Det gælder blandt andet Asger Jorns (1914-73) “Brev til min søn”, 1956-57, fra Tate. Og “Guernica Redacted, After Picasso’s Guernica, 1937”. På fire paneler, ca. 3 x 6 meter.
Selv værker af den abstrakte amerikanske ekspressionist Mark Rothko (1903-1970), hvor helt unikke farver udgør det centrale, formår Longo at give beskueren en tilsvarende “farveoplevelse”, selv om den er udført i s/h.
Arbejdsprocessen
Rothko skabte sine forførende colorfield paintings ved at dække lærredet med lag på lag af maling. På samme måde påfører Longo det ene lag kul efter det andet. Også i dette tilfælde bliver der tale om en enestående sanseoplevelse.
Desværre er ingen af ovennævnte værker med på udstillingen. Det er til gengæld et værk af Jackson Pollock: “Uden titel (Efter Pollock, Efterårsrytme nummer 30, 1951)”, 2014.
Når Longo skal igang med et nyt værk udarbejder han først en skitse. Da skabelsen af de enorme kunstværker er særdeles tidskrævende, tager assistenter med hvert deres speciale over. Arbejdet afsluttes naturligvis af Longo selv.
Når værket er færdigt, fastgøres kullet til papiret med fixativ, der sprøjtes ud over hele overfladen. Longo har typisk to til tre værker i gang samtidig.
“Uden titel, Protest for Masha Mini; Den iranske ambassade, Bruxelles, 23. september 2022”, 2024. Hun blev slået ihjel af det iranske moralpoliti, hvilket førte til omfattende demonstrationer mod den iranske regering. Foto: Niels Lyksted.
Vurdering
Det er aldrig kedeligt at besøge Louisiana. Museet kan til stadighed overraske, informere og fascinere os i en tilsyneladende uendelig strøm af markante, kulturelle oplevelser.
Sidste år blev vi blæst bagover af Franz Gertschs ekstreme fotorealisme i kæmpeformater. Siden fulgte Alexej von Jawlenskys meditationer i mini-format. Og nu bliver vi ligefrem blown away med Robert Langos forførende sort / hvide billedorgier i størrelse XXXL.
Selv om både Gertsch og Longo viser opskalerede billeder i de helt store formater, er der en afgrund til forskel på deres motiver og teknikker. Hvor Gertsch beskæftigede sig med maleri baseret på personlige fotos af familie og venner i farver, baserer Robert Longo sine s/h værker på nyhedsmediernes aktuelle billeder.
Begivenhederne i Longos billeder sker her og nu, og vi bliver derfor vidner til en eksplosion, vi ikke har mulighed for at undslippe.
Udstillingen er en tour de force af uafrystelige billeder, som man tvinges til at tage stilling til. En forrygende og fængslende oplevelse!
Installationsfoto. Fra venstre: fra serie om skydevåben, 1993-1994. “Frank”, “Cindy”, “Eric” og “Gretchen”, serie fra 1981. Foto: Niels Lyksted.
Louisianas udstilling “Robert Longo” vises frem til den 31. august 2025. Seneste udgave af Louisiana Revy er museets eget bud på et katalog i budgetklassen. Til dette har man klippet lidt her og der fra samarbejdspartnerens, Albertina Museum i Wien, imponerende katalog i stort format. Her kommer man fint rundt om Longos centrale værker fra de sidste tyve år – med et par afstikkerer til 1980'erne og 1990'erne. Kataloget byder desuden på en kort, men præcis introduktion til kunstneren og hans univers – og ikke mindst masser af fremragende fotos på papir af fineste kvalitet. Albertinas katalog får min allerbedste anbefaling.
LOUISIANA: Robert Longo – tjek ud på Louisiana Channel her
LOUISIANA: Robert Longo – se mere her
Coverfoto: Nu allesammen (til R.W. Fassbinder)", 1982-1989.
LOUISIANA: Robert Longo er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.
Redaktion: Jesper Hillestrøm