Grotesker – 1500-tallets freskomaleri i Rom, Firenze og Norditalien

 

 

 

 

 

 

et værk af Maria Fabricius Hansen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… hermed et fremragende indblik i et hidtil overset kapitel inden for renæssancen ….. '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Monstre og mærkværdigheder i italiensk kunst

De morede sig godt i Rom, Firenze og Norditalien i 1500-tallet, når de fornemme villaer og palæer skulle udsmykkes. Dengang var det populært at supplere de mere seriøse motiver på vægge og lofter med “grotesker” dvs. monstrøse, bizarre og sjove detaljer.

 

De såkaldte grotesker dækker dog ikke nødvendigvis over noget bizart eller monstrøst, men først og fremmest over noget opfindsomt, tvetydigt og ornamentalt. Det var netop på det kreative område, at kunstnerne dengang forsøgte at overgå hinanden.

 

Når vi stadig kan glæde os over de fantasifulde udsmykninger, skyldes det, at de indgik i freskomalerier, som blev malet direkte i den våde puds på væggen under bygningernes opførelse. Desuden har det tørre klima i Italien hjulpet godt med til bevarelsen.

Bogen

Med bogen “Grotesker – 1500-tallets freskomaleri i Rom, Firenze og Norditalien” ønsker professor i kunsthistorie, Maria Fabricius Hansen, at introducere os for genrens historie fra slutningen af 1400-tallet, hvor dette ornamentale maleris popularitet tog fart, og til omkring 1600, hvor groteskerne gik af mode igen eller udvikledes i nye retninger.

 

Derudover påtager Maria Fabricius Hansen sig rollen som vores guide, så vi selv kan gå på opdagelse fra Rom i syd til forskellige lokaliteter i Norditalien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alessandro Allori: Bueskydende satyr. Detalje fra groteskeloftet i Uffizi (hvælv nr. 25), 1579-81. Gallerie degli Uffizi, Firenze. Fotograf: Pernille Klemp.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rafael og Sodoma

De fleste turister, der har besøgt Vatikanpaladset i Rom, har utvivlsomt beundret det berømte freskomaleri "Skolen i Athen”. Det er udført af den berømte renæssancemaler Rafael og forestiller en samling af antikke græske filosoffer og videnskabsmænd.

 

Men har turisterne mon også bemærket, at Rafael har malet et portræt af sig selv og kollegaen Sodoma yderst til højre i billedet? Det er et eksempel på, hvordan grotesker også kan udføres.

 

Og jo, du læste rigtigt kollegaen var Sodoma. Et kaldenavn for Giovanni Antonio Bazzi. Navnet skal formentlig forstås som en henvisning til sodomi, som dengang var ensbetydende med homoseksuel adfærd.

Nøgne kvinder i munkekloster

Om Sodoma fortælles det, at han på et tidspunkt skabte en del ravage i et kloster blandt munkene, da han i en af scenerne blandt andet malede en gruppe nøgne kvinder. Efterfølgende blev han dog tvunget til at male tøj over dem.

 

Fresken, der også indeholdt Sodomas selvportræt, blev dog bevaret. Man var nemlig overbærende og ikke fordømmende over for den slags. Billederne blev nemlig ikke betragtet som sjofle, men blot som et udtryk for kreativitet. I øvrigt var seksualitet et hyppigt emne i groteskerne. Mænds kønsorganer illustrerede man ved auberginer – kvinders med flækkede figner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vicino Orsini i samarbejde med anonym billedhugger: Helvedesgab. Sacro Bosco, midten af 1500-tallet. Bomarzo. Fotograf: Pernille Klemp.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra antikke fresker til grotesker

Men lad os se nærmere på groteskernes oprindelse, og hvorfor de blev så populære for 500 år siden.

 

Når man i antikken var sluppet af med en upopulær hersker, jævnede man som oftest hans paladser med jorden, inden man opførte nye bygninger ovenpå. Tænk bare på den romerske kejser Nero (54-68 e.Kr.). Så var man af med ham! Men ikke helt, viste det sig.

 

I renæssancen opstod der nemlig en betydelig interesse for fortiden. Ikke mindst når man gravede i resterne af de mange grottelignende ruiner. Her opdagede man nemlig nogle imponerende fresker.

 

Da man ønskede at genoplive denne form for udsmykning, var det naturligt at opkalde den efter findestedet af de gamle fresker. Dermed blev grotter til grotesker!

Nye udtryk

Groteskerne fik dog et andet udtryk end de antikke fresker.

 

Nu kom det til at dreje sig om tvetydigheder mellem figuration og ornament – altså dyr, menneskefigurer, masker eller planter, der forvandler sig til abstrakt ornamentik eller omvendt.

 

Karakteristisk er tillige, at groteskerne ikke er malet ind i et bestemt perspektivisk scenarie, men svæver i et lufttomt rum, uden forankring til noget, der kunne ligne konkrete omgivelser. Det samme gælder ornamentikken.

 

I visse tilfælde kan vi støde på monumentale rum, der er helt bemalet med grotesker. I andre tilfælde udgør groteskerne måske kun en begrænset del af et større værk. Grotesker kan dog også have skulpturel form eller fremstå som hele bygningsværker.

 

Grotesker blev udført i alle materialer og i alle former for ornamentik fx møbeldekoration, tekstilkunst, metalarbejder, glasmaleri og ikke mindst i majolika, hvor krukker og fade blev dekoreret med grotesker i klare, stærke farver.

Det kunstneriske geni

Med tiden blev visse kunstnere mere efterspurgte end andre, idet man udvalgte dem efter deres stil. Eliten begyndte således at fravælge kollektivt producerede værkstedsarbejder til fordel for værker udført af mesteren selv. Dermed grundlagdes den moderne kunstforståelse, hvor kunstnere betragtedes som særlige begavede genier.

 

Kunstnernes personlige stil førte også til, at de valgte at signere deres egne værker – ofte ude i groteskernes periferi. Signaturerne kunne bestå af navne, monogrammer eller ligefrem deres egne portrætter, som vi så i forbindelse med Raphaels "Skolen i Athen”. Det gjaldt også billeder med religiøst indhold, hvad vi måske ville finde blasfemisk i dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alessandro Allori: Grotesker i loftet i Uffizi (hvælv nr. 26), 1579-81. Gallerie degli Uffizi, Firenze. Fotograf: Pernille Klemp.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Groteskernes endeligt

Interessen for groteskernes vilde formsprog ophørte gradvist, efterhånden som videnskaberne gjorde markante fremskridt. Det blev til et opgør med 1500-tallets forestillinger om naturfænomenernes egne, iboende kræfter.

 

Nu begyndte man i stedet at dissekere virkelighedens forekomster med ny teknologi for at nå frem til de dybereliggende strukturer og egenskaber, der kunne afsløre de sammenhænge, man stræbte efter at opklare.

 

Med ønsket om et klarsynet billedsprog, som muliggjordes af videnskabelige områder som fx kemi, fysik og lægevidenskab, mistede groteskernes tvetydigheder dermed deres tiltrækningskraft.

Rejsefører

Bogen er som nævnt også en rejsefører. Her finder man kort over de steder, hvor de omtalte grotesker findes. Bogens index giver et overblik over stederne, og her kan man også søge på navne, hvis man ønsker at forfølge bestemte kunstnere, og se, hvor deres grotesker befinder sig.

 

Besøger man Firenze, vil det være nærliggende at besøge Uffizi-museet, der byder på berømte malerier af kunstnere som Giotto, Botticelli, da Vinci, Rafael og Michelangelo. Men kig også op i den lange gallerigang og find de overdådige og sjove grotesker, der er malet i lofterne. Det kan blive en god begyndelse.

 

Er man først faldet for deres charme, er det oplagt også at lede efter grotesker andre steder. Der kan gå helt sport i det. Og det er ikke vanskeligt at finde dem, for de findes overalt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstig grotte med satyrer, der kommer til syne i drypstensvæggene, midten af 1500-tallet. Grotten har en mekanisme,

der kan udløse kunstig regn. Den nedre have, Villav Farnese, Caprarola. Fotograf: Pernille Klemp.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vurdering

“Grotesker – 1500-tallets frescomaleri i Rom, Firenze og Norditalien” er en videnskabelig afhandling og henvender sig formentlig primært til studerende i kunsthistorie. De får hermed et fremragende indblik i et hidtil overset kapitel inden for renæssancen. Men andre kunstinteresserede kan selvfølgelig læse med.

 

Bogen rummer et væld af illustrationer, mange af dem udført af den professionelle fotograf Pernille Klemp. Det har hun klaret godt. Og det er hendes fotos, jeg har udvalgt som illustrationer til denne anmeldelse.

 

Andre fotos er taget med en mobiltelefon af forfatteren selv. Når disse tillige gengives i beskedent format, kan det undertiden være vanskeligt aflæse dem. Det bevirker at informationerne kan hobe sig op, uden at man visuelt kan forholde sig til dem.

 

Jeg ville have foretrukket en bog i et større format udelukkende med professionelt udførte billeder, så man for alvor kunne fordybe sig i og nyde illustrationerne. På den anden side tillader det mere handy format, at man kan have bogen med sig på rejse ligesom Politikens Rejsebøger “Turen går til …”.

 

Man må håbe, at bogen vil blive brugt flittigt, så den kan skabe fornyet interesse for den enestående kulturarv, som groteskerne repræsenterer. Den fortjener det.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alessandro Araldi: I centrum grotesker, 1514, Convento di San Paolo, Parma. Fotograf: Pernille Klemp

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Aarhus Universitetsforlag. Maria Fabricius Hansen: Grotesker – 1500-tallets freskomaleri i Rom, Firenze og Norditalien. 244 sider, rigt illustreret. Pris 299,95 kr. Bogen fås også i en engelsk udgave.

 

 

 

 

 

 

Grotesker – 1500-tallets freskomaleri i Rom, Firenze og Norditalien – se mere her

 

 

 

 

 

 

Grotesker – 1500-tallets freskomaleri i Rom, Firenze og Norditalien. Coverfoto: Antonio Tempesta: Loftsgrotesker i Uffizis østlige korridor (hvælv nr. 1). Fotograf: Pernille Klemp.

 

 

Grotesker – 1500-tallets freskomaleri i Rom, Firenze og Norditalien er en anmeldelse af  Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm