Filmanmeldelse: AFFEKTIONSVÆRDI

Foto: Kasper Tuxen
✮✮✮✮
' …. Tør du springe ud i noget nyt eller vil du hellere lade fordomme bestemme din færden? …. '
– G. Boeholt, KULTURINFORMATION
AFFEKTIONSVÆRDI af Joachim Trier er en norsk film med co-produktion med Zentropa i Danmark og Sverige. Filmen har netop vundet en Oscar for Bedste internationale film.
Medvirkende
AFFEKTIONSVÆRDI har den legedariske 74-årige svenske Stellan Skarsgård som faderen Gustav, Renate Reinsve som Nora og hendes søster Agnes (Inga Ibsdotter Lilleaas) i hovedrollerne. Filmen foregår i nutidens Norge.
Handling
Faderen Gustav er en instruktør, der har haft sin storhedstid for 15 år siden og har ikke frembragt noget nævneværdigt derefter. Nu har han imidlertid udfærdiget et nyt manuskript til en film, som han ønsker, at datteren Nora, der er en dygtig og velrenommeret teaterskuespiller, skal spille hovedrollen i. Nora ønsker ikke at medvirke, da de ikke er på særlig god talefod. Forældrene er blevet skilt under pigernes opvækst og faderen Gustav har været meget fraværende og de er nu kun kommet i kontakt på grund af moderens død.
Faderen sætter derfor ind på at engagere en anden skuespiller, da han er på filmfestival.
Nora har store nerver på, når hun skal spille på teatret, men elsker sit fag. Foruden det har hun ingen faste holdepunkter i sit liv ud over søsteren Agnes, hvor Agnes er helt anderledes fast etableret med mand og barn.

Foto: Kasper Tuxen
Temaer
Man ser et tæt søskende forhold, hvor søstrene støtter hinanden igennem op- og nedture i livet. På trods af forskellige livsvalg holder de fast i hinanden og værdsætter, at de hver især har været der for den anden. Det begrunder filmen på en understøttende måde. At fortælle hvordan vil være at spoile for meget.
AFFEKTIONSVÆRDI understreger også forholdet mellem fader og døtre. Den ene datter er mere indstillet på et godt forhold end den anden. Men begge føler sig svigtet. Faderen har en charme udadtil, men kan døtrene bruge det til noget?
Gustav har været borte fra sit fag i nogle år. Skal han anvende den gammeldags instruktørmodel eller skal han tilpasse sig de nye tider?
Er filmen aktuel?
Som set før i anden dramatik illustrerer filmen forholdet mellem fraskilte fædre og deres børn, som mange kan relatere sig til. De svigt der ofte men ikke altid sker i disse tilfælde. Kunne man håndtere det lidt bedre? Kan man skære nogen ud af sit liv og så forvente, at de står med åbne arme, når det passer ind i ens eget kram?
AFFEKTIONSVÆRDI skildrer også, hvad selve barndomshjemmet kan betyde for alle de minder og oplevelser, der er knyttet til det, om selve hjemmet kan personificeres og føle smerte ved forskellige oplevelser?
Skuespilpræstationerne
Stellan Skarsgård viser fint, hvordan faderen er en rigtig charmør, der er helt uforstående overfor, at døtrene ikke bare er helt vilde med hans ideer og hans opdukken i deres liv.
Renate Reinsve fremstiller sin rolle som den nervøse skuespiller, der ikke så nemt lader sig overbevise af faderen, meget troværdigt.
Inga Ibsdotter Lilleaas, lillesøsteren Agnes, føler sig lidt som en lus mellem to negle, der heller ikke sådan lader sig overtale, hvilket hun illustrerer overbevisende.
En seværdig film
AFFEKTIONSVÆRDI viser forskellige familierelationer. Måske står fortidens fejl i vejen for at få noget givtigt ud af nutiden? Ser du dit eget eller andres potentiale? Tør du springe ud i noget nyt eller vil du hellere lade fordomme bestemme din færden? Vil du lade huset tale til dig og alt, hvad det har af affektionsværdi også når tingene i barndomshjemmet skal deles?
Mange vil kunne genkende problemstillingerne i AFFEKTIONSVÆRDI, så på den måde er det en vedkommende film.
Filmanmeldelse: AFFEKTIONSVÆRDI – se mere her
Filmanmeldelse: AFFEKTIONSVÆRDI – se trailer her
Filmanmeldelse: AFFEKTIONSVÆRDI er skrevet af G.Boeholt, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

