Det Kongelige Teater: POPPEAS KRONING

Dramatisk opera

Fotograf: Miklos Szabo

✮✮✮✮✮

' ….. En musikalsk oplevelse på højt niveau …..'

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Kort og godt: Det er en af de mest bloddryppende og depraverede operaer man kan forestille sig. Sjældent er så megen amoral og ondskab samlet på et sted. Det værste er at du gribes af en frygtindjagende fryd.

POPPEAS KRONING, originaltitel: ’L'incoronazione di Poppea’, er en af verdens ældste og mest betydningsfulde barokoperaer, komponeret af Claudio Monteverdi, 1567-1643, til en libretto af Giovanni Francesco Busenello. Den blev uropført i Venedig i karnevalssæsonen 1642-1643. Det er Monteverdis sidste opera og kendt for at være en af de første, der bygger på et historisk emne snarere end mytologi.

Når du får at vide at POPPEAS KRONING er en af de ældste operaer, bliver jeg altid nysgerrig på, hvilken er den ældste. Åbenbart hed den 'Dafne’'og blev den komponeret af Jacopo Peri i 1597. Den tidlige opera opstod ud fra et ønske om at genskabe den antikke græske tragedie, hvor tekst og musik smeltede sammen.

Selvom musikken til 'Dafne' er så godt som gået tabt, betragtes den som starten på operagenren. Peris senere værk, Euridice, fra ca.1600, er den ældste bevarede opera, mens Claudio Monteverdis Orfeo, 1607, ofte anses for den første store, moderne opera

Fotograf: Miklos Szabo

POPPEAS KRONING

Handlingen i POPPEAS KRONING er ikke historisk korrekt, men hovedpersonerne Nero, Poppea, Ottavia, Seneca, Drucilla samt flere, var store personligheder i Romerriget. Det er rigtigt at Nero havde et forhold til Poppea og hun blev kronet som kejserinde. Seneca faldt i unåde og døde under Nero.

Monteverdi havde ingen intentioner om at belære folk om historiens gang, men ville vise hvordan magt og ikke mindst magtbegær kan få det værste op i mennesker. En komplet mangel på almindelig moral, hvor intet står i vejen for at nå sit mål.

Operaen fortæller historien om den romerske kejser Nero, der ønsker at gøre sin elskerinde, Poppea, til kejserinde, men det bliver ikke uden store sværdslag. Poppeas mand Ottone, i skikkelse af Morten Grove Frandsen, er fremstillet som lidt af et skvat. Han er hændervridende og elendig over at blive involveret i det magtspil, der kommer til at foregå. Han er glimrende og du fornemmer hans modvilje for hele tiden at blive trukket rundt i manegen. Først af Nero, der vil have hans kone Poppea, dernæst af Ottavia, som vil have ham til at myrde hendes rival Poppea, Kerstin Avemo, der med sin yndige sprøde stemme og fremtoning virker troværdig, men nej. Hun er beregnende og ikke mindst manipulerende. Hun er en lille ulv i fåreklæder. Avemo er strålende.

Kangmin Justin Kim synger Nero med overbevisning. Hans kontratenor er i særklasse. Han behersker sin stemme til fulde og har tilmed et stort dramatisk talent. Han river publikum med, hver gang han viser sig på scenen. Hans kone Ottavia, Anne Sofie von Otter, står stolt og stoisk ved hans side og lader sig ikke rokke. Hun kører helt sit eget spil. Vi opdager hen ad vejen, at under hendes kølige facade er der en mangefacetteret personlighed, der vil mere end blot være sin mands hustru. Selvom hun prøver at få Poppea myrdet, er hun menneskelig og vil bare være sig selv. Hun er virkelig god.

Seneca, sunget af Kyungil Ko, havde i det gamle Rom en betydelig rolle. Han levede i eksil og blev hentet tilbage til Rom af kejser Claudius' nye hustru Agrippina, for at være lærer og opdrager for hendes begavede tolvårige søn Lucius Domitius Ahenobarbus, den senere kejser Nero. Denne stilling bragte ham for alvor ind i politik og derfor fik han stor indflydelse på Neros liv og hans fremtoning og opførsel. Når du ser og hører Kyungil Ko med sin prægtige basstemme, kan man udmærket forestille sig at han kunne have været som ham. Han er faktisk en vigtig del af historien og da han dør påvirker det Nero.

Fotograf: Miklos Szabo

Magtspil og intriger

Summa summarum fører det til et ekstraordinært magtspil med intriger og demoraliserede handlinger. Kærligheden er ikke altid smuk og poetisk, den kan sandelig også være destruktiv og ambitiøs. Sjældent er det ondskaben der får lov til at sejre, altså hvor de vinder, mens de gode taber. Der udspiller sig et stærkt psykologisk drama for øjnene af os, der fokuserer på ære, frygt og hed kærlighed på mange måder.

Men så kommer vi til slutningen som pludselig bliver, hvad man i moderne sprog vil kalde, meget spændende. Jeg vil ikke spoile slutningen for den kom fuldstændig bag på mig. Det kunne jeg fornemme at det gjorde den også på nogle publikummer. Flere diskuterede den på vej ud ad teatret. Kunst skal skabe samtale og rykke ved folks synspunkter, men man kan også en gang imellem spørge om, hvor det skal rykke hen og hvorfor!

Den nutidige scene og scenografi, med lig i lasten

Instruktøren har valgt moderne vinklinger og har også indsat små vignetagtige tekster, som er med til at perspektivere et moderne broget politisk billede på operaen. Værket er også løftet op i en nutidig ramme, hjulpet godt på vej af scenografien, skabt af Anna Viebrock. Vi befinder os i et kubistisk hus, funktionelt og med rene flader. Hun har taget udgangspunkt i to bygninger: Casa del Fascio, bestilt af facistpartiet i 1930'erne, samt ’School of the Americans’. ’Træningslejr’ for tusindvis af soldater fra Syd-og Mellemamerika der blev trænet i bl.a. junglekrig og tortur, for at de kunne infiltrere i politiske systemer og overtage magten. Den er med til at forstærke den kolde og beregnende stemning der præger operaen.

Desuden bærer de lig ind og ud af scenerummet i en uendelighed. Måske lige mange nok. Efter et par stykker har vi forstået budskabet. Kulissen er i to etager og første salen fungerer både som celler soveværelser etc. Godt tænkt. Til gengæld står den også som et monument på scenen i 3 timer og 10 minutter. Det er bombastisk og effektivt uhyggeligt.

Det skal siges at resten af ensemblet uden undtagelser sang sig ind i publikums hjerter og orkestret spillede suverænt. Det må simpelthen være sådan at barokmusikken har lydt på Monteverdis tid. En musikalsk oplevelse på højt niveau.

Utroligt at dette værk stadigvæk er aktuelt, men desværre er det mere gældende end nogensinde.

Fotograf: Miklos Szabo

Det Kongelige Teater: POPPEAS KRONING. Medvirkende: Poppea: Kerstin Avemo, Nero: Kangmin Justin Kim, Octavia: Anne Sofie von Otter, Otonne: Morten Grove Frandsen, Séneca: Kyungil Ko, Drusilla: Annika Beinnes, Arnalta: Stuart Jackson, Lucano: Fredrik Bjellsäter, Liberto: Ian Marcus Bjørsvik, Nutrice Graham Valentine, Littore: Antti Mähönen, Valleto: Mathilda Sidén Silfver, Edda: Liliana Benini, Violinist: William Ottow. Statister: Antonio Buono, Martin Stoltenborg Christensen, Jonas Cohen Damgaard, Jesper Groth, Lars Halby Jensen, Ulrik Fibiger Rydahl.

Musikalsk ledelse: Lars Ulrik Mortensen. Kormester: Frederik From. Orkester: Concerto Copenhagen. Iscenesættelse: Christoph Marthaler. Genopsætnings-og co- instruktør: Joachim Rathke. Scenografi og kostumedesign: Anna Viebrock. Lysdesign: Cornelius Hunziker. Dramaturgi: Malte Ubenauf og Roman Reeger.

Poppeas kroning synges på italiensk med danske og engelske undertekster af Kamilla Pontoppidan.

Operaen havde urpremiere på Teatro di SS. Giovanni e Paolo i Venedig i 1643. Første opførelse på Det Kongelige Teater den 15. september 1978. Premieren den 26. april 2026 markerer den 43. opførelse på Det Kongelige Teater. Forestillingen er i samarbejde med Basel Teatret.

Det Kongelige Teater: POPPEAS KRONING. Dramatisk opera. Komponist af Claudio Monteverdi, libretto Giovanni Francesco Busenello. Gl Scene.

Det Kongelige Teater: POPPEAS KRONING – se mere her

Det Kongelige Teater: POPPEAS KRONING er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm