MUSEUM JORN: ”Livsangst”

 

 

 

 

 

 

Angsten som livsvilkår i kunsten

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Træsnittet af Edvard Munch har titlen ”Hode ved hode” fra 1905 er udlånt til udstillingen af Canica Kunstsamling. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'Udstillingen ”Livsangst” på Museum Jorn i Silkeborg peger ud i mange konfuse retninger; men dog med indiskutable lyspunkter …… '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg kan godt se, at man som kritiker kan befinde sig på glatis i vurderingen af en kunstudstilling med en bunke af forskelligartede kunstnere i samme koncept. Når begreberne samtidig divergerer i form og indhold, kan man som iagttager nemt miste fodfæstet på det glatte, virtuelle underlag. Jeg vil prøve i det følgende at holde mig på benene.

Dystre perspektiver i kurateringen

På Museum Jorn i Silkeborg er Asger Jorn stjernen. På Museum Jorn vil man gerne berette om Jorns ophold som patient på Silkeborg Sanatorium, hvilket var et udkomme af, at maleren havde pådraget sig en livstruende tuberkulose under sit ophold i Paris i begyndelsen af 1950’erne. Historien er fortalt sådan cirka en milliard gange, og fred være med det.

 

Nu befinder vi os som beskuere i det kulsorte mørke. Den aktuelle udstilling på Museum Jorn har titlen ”Livsangst”, og temaet har man valgt at kuratere ud fra et dystert perspektiv, og emnet taget i betragtning virker grebet klart plausibelt.

 

I udstillingens indledende afsnit er det soleklart, hvad der er på spil. Her optræder Jorn som Jorn – og hvordan skulle man ellers definere den store CoBrA-maler? Vi befinder os trods alt på selveste Museum Jorn. ”Såret vilddyr” er titlen på en dramatisk komposition af Jorn, og perspektiveret i kunstnerens helbred i 1951, hvor billedet er malet, kan man næsten se det som en form for selvbillede og i øvrigt en kommentar til kunstnerens frygt for en snarlig død. Livsangst og dødsangst er vel i princippet tæt forbundne synteser?

 

Jeg har set værket tidligere – mange gange, faktisk, da det til dagligt befinder sig i Museum Jorns faste samling af Jorn-værker. Det fremgår af udstillingskataloget, at digteren Jens August Schade en gang har sagt til Asger Jorn, at »man kan falde så dybt, at man begynder at falde opad«. Det lyder selvfølgelig som noget alkoholiseret sludder; men man kan blot se sig selv miste trin på en trappe på vej opad nede fra dybet, så giver devisen mening. Måske? Jeg er ikke helt sikker…

 

Jorn faldt måske dybt, men rejste sig og producerede i perioden på sanatoriet ganske banebrydende værker i et provisorisk atelier lige op og ned af sanatoriets kapel. Dette forhold har kunstneren ironiseret over adskillige gange.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfoto med Jeppe Heins blå “åndedrætsstreger” i baggrunden. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Metode med afsæt i eksistensen

I genre kan afstanden fra Jorn til den serbiske performance- og konceptkunstner Marina Abramović (født 1946) virke ufattelig lang. Der er blot ikke tale om en dilettantisk kunstner, som har fået en fiks idé. Tværtimod har Abramović-metoden afsæt i selveste eksistensen og ikke mindst det numeriske system, som den civiliserede verden er bygget op omkring.

 

Aktuelt handler projektet om, at udstillingsgæsten får udleveret en bunke ris og linser, som man efterfølgende bliver anmodet om at tælle og adskille for derefter at præcisere antallet af enheder på et stykke papir. Måden, hvorpå processen foregår, er op til den enkelte person, og lyder dette som et terapeutisk forløb, kan det nemt sættes ind i udstillingens overordnede fundament.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endnu et værk fra Canica Kunstsamling. Robert Mapplethorpe: ”Ken Moody and Robert Sherman”, 1984.

Fotografi, platin print. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med andre ord: Vi befinder os nu i et mentalt rum, som underbygges senere i udstillingsforløbet, men først tager jeg en hurtig iagttagelse på nogle værker, som er 100 % fysisk til stede længere fremme. For nyligt så og anmeldte jeg en udstilling på Museum Brandt i Odense med værker af Kinga Bartis, født i Transsylvanien i 1984, og denne udstilling spillede på adskillige mentale strenge, som gør hendes tilstedeværelse på ”Livsangst” mere end troværdig – især af den enkle grund, at værkerne står som skarpe og pålidelige udsagn om sindets indvendige sider. Læs Svanholms anmeldelse her

 

Langt vanskeligere er det at finde bindeleddet mellem maleren Kristian Touborgs værker og udstillingens tematik. Til gengæld er de to – et stort og et mindre – de bedste, jeg har set af kunstneren, som jeg har fulgt på afstand gennem de seneste år. Og faktisk har han tituleret det ene værk ”Livsangst”, så han holder sig inden for rammen af konceptet.

Pionerarbejder inden for spirituel abstraktion

Jo længere fremad, jeg bevæger mig i udstillingen, des mere står det klart for mig, at den vil mig rigtig meget. I en form for underspillet ornamentik kan man dog i et gennemgående forløb læse Gudrun Hasles udsagn med velkendt afsæt i kunstnerens situation som ordblind. I begyndelsen var konceptet interessant; men det er det ikke længere, og derfor virker dette sceniske greb en anelse anstrengt.

 

Heldigvis er der meget at glæde sig over. Jeg er nået frem til værker af den schweiziske kunstner, healer og forsker Emma Kunz (1892-1963) og hendes højst utraditionelle metoder. I 1930’erne begyndte hun at skabe store geometriske tegninger på millimeterpapir ved hjælp af pendul og lineal. Tegningerne, ofte baseret på symmetri og rytmiske processer betragtes som pionerarbejde inden for det, som i dag kunne defineres som spirituel abstraktion. På trods af den grundlæggende filosofi er der noget sært dragende ved disse tegninger.

 

Anderledes nutidigt oplever man terapien hos Jeppe Hein (født 1974), der for nogle år tilbage skabte et projekt i den tidligere udgave af SMK Thy i Doverodde ved Hurup. I 2008 deltog jeg i en pressevisning på kunstmuseet ARoS i Aarhus, som viste en stort anlagt udstilling af netop Jeppe Hein, og han fortalte mig ved udstillingsåbningen på Museum Jorn, at det var umiddelbart i forlængelse af denne udstilling, at han brød totalt mentalt sammen og efterfølgende ændrede sin kunstneriske praksis markant.

 

Nu blev de effektsøgende værker af spejle, lys og damp erstattet af en helt anderledes tilgang til, hvad man kan forestille sig af analoge, kunstneriske metoder. Jeg oplevede udstillingen på SMK Thy og konceptet er nu overført til Museum Jorn og det handler i sin dybeste forstand om at beherske sit åndedræt i et forløb, hvor man trækker vejret og udånder, mens man trækker en streg oppefra og ned ved hjælp af så lavpraktiske redskaber som pensel og blå maling.

 

Jeg tænker, det er unødvendigt at nævne, at jeg tilstræbte en smuk streg, da jeg i selskab med Hein prøvede kræfter med mit eget åndedræt. Det blev naturligvis påtalt. Så kunne jeg lære det, men på den blide måde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfoto med værker af Emma Kunz i forgrunden og et grafisk arbejde af Edvard Munch indrammet i en ultramarin finish i baggrunden. Foto: Museum Jorn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Munch i ultramarinblå finish

Der er endnu samling på sagerne, og jeg bliver efter oplevelsen med Heins striber fanget af et rum, hvor væggene optræder i en ultramarinblå finish, som muligvis kunne referere til en udstilling på Museum Jorn med den franske kunstner Yves Klein (1928-1962) for få år siden; men han er ikke en del af udstillingsprojektet; men det er derimod norske Edvard Munch (1863-1944) og det er netop et antal fantastiske grafiske arbejder af Munch, man kan se i det blå univers.

 

Munchs skiftende mentale tilstande er blevet beskrevet grundigt i kunsthistorien, og disse udfordringer ledte ham til København i 1908, hvor han kom i behandling for en svær psykose på en privatklinik. Han havde prøvet at dulme sin egen version af livsangst med uanede mængder af alkohol, men det havde blot gjort ham endnu mere syg, end han var i forvejen.

 

Hvor det således var psyken, der udfordrede Munch og fysikken, der var på spil i Asger Jorns sygdomsforløb, kan man ikke desto mindre sagtens skabe paralleller mellem de to kunstnere, hvilket selvfølgelig blev gjort med den store udstilling Jorn+Munch på Museum Jorn i 2017.

 

”Livshjulet, Opus 4” er et maleri af Asger Jorn, som normalt er placeret på Silkeborg Bibliotek, hvor det hænger og supplerer de to store hovedværker af Jorn ”Af den stumme myte” opus 2 og 7, der hver især måler 135 x 300 cm. Her er maleriet placeret på en neutral hvid baggrund; men på Museum Jorn har man valgt en blodrød grund som fysisk afsæt for værket. Om dette greb er specielt vellykket, vil jeg ikke gå ind i en nærmere analyse af, og det må være op til den enkelte at vurdere om disponeringen gør noget godt for værket.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kristian Touborgs maleri deler titel med udstillingen: ”Livsangst”. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er noget sært dragende ved Emma Kunz’ værker. Her det udaterede ”Work No. 167” i kridt og oliekridt

på grafisk papir med blå linjer. Foto: Museum Jorn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Muligheder for relevante nedslag

Som nævnt i underrubrikken: Udstillingen peger ud i adskillige konfuse retninger. Jeg bør nævne værker af den amerikanske fotograf Robert Mapplethorpe (1946-1989), som blev præsenteret i en storstilet udstilling på ARoS i 2016. Hans tilstedeværelse nu på Museum Jorn finder jeg lidt besynderlig set i lyset af udstillingens overordnede præmis, men når kurator og museumsinspektør Cecilie Marie Dalhoff har haft adgang til væsentlige værker i den norske Canica Kunstsamling, er der flere praktiske forhold, der giver mening.

 

Jeg vil på trods af enkelte forbehold anbefale ”Livsangst” på Museum Jorn, og dette er forankret i, at der befinder sig helt oplagte lyspunkter i en disponeret opbygning, der er så mangfoldig, at det er muligt som beskuer at tage nogle relevante nedslag blandt de udstillede værker i en udstilling, der ledsages af et katalog på hele 286 sider, smukt redigeret af førnævnte Cecilie Marie Dalhoff.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Såret vilddyr” er titlen på denne dramatiske komposition af Jorn perspektiveret i kunstnerens helbred i 1951,

hvor billedet er malet. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstillingen ”Livsangst” kan ses på Museum Jorn, Gudenåvej 7-9, Silkeborg, indtil d. 15. februar 2026.

 

 

 

 

 

 

 

MUSEUM JORN: ”Livsangst” – se mere her

 

 

 

 

 

 

MUSEUM JORN: ”Livsangst”. Coverfoto: Asger Jorns maleri her ”Studie til Nr. 3 af Opus 2 af den stumme myte” er et af de værker, som Jorn malede under sit ophold på Silkeborg Sanatorium i 1952. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

MUSEUM JORN: ”Livsangst” er anmeldt af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm