Kunstmuseum Brandts: KINGA BARTIS – Closelings

Hvad repræsenterer farven grøn? En del af svaret kunne muligvis findes i et maleri med titlen ”Night falls because it’s heavy”, som måler 33 x 41 cm. Foto: Anders Sune Berg

✮✮✮✮✮

'På Kunstmuseum Brandts i Odense kan man opleve billedkunstneren Kinga Bartis’ værker, som træder man ind i en drøm, der udspiller sig i en fjern anekdotisk verden ….. '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Hvis samtidsmaleriet har haft det dårligt, er patienten i bedring

Der er nok en del, der vil vove en påstand om maleriets rolle i samtidskunsten som halvsløj, som har den udlevet sig i en form for febervildelse med spor tilbage til modernismen og en epoke præget af symbolæstetik og surrealisme. Jeg vil gerne vove en modsatrettet påstand, måske med udgangspunkt i de nævnte teser, men ikke desto mindre: Jeg mener, at patienten er i klar bedring. Mens man nu spekulerer over, om anmelderen er gået i åndelig dvaletilstand, kan man på Kunstmuseum Brandts se og opleve udstillingen ”Closelings” med værker af billedkunstneren, og især maleren, Kinga Bartis.

Vellykket arkitektonisk installation

På samme museum er det samtidigt muligt at se en udstilling, der for nylig har været genstand for en anmeldelse i KULTURINFORMATION, med den danske 1700-tals-maler Jens Juel, som i sagens natur repræsenterer en fjern imperfektum i dansk kunsthistorie, men bevæger man sig en etage opad på museet, vil man finde ud af, at maleriet i nutiden, som på Jens Juels tid, har en overordentlig vigtig rolle at spille.

Selvfølgelig er der forskel på Jens Juel og Kinga Bartis, der udstilles i en ret interessant disponering, og når jeg netop bringer den sceniske kuratering ind i fortællingen, bør det blandt andet ses som en konsekvens af, at jeg ofte har fremsat nogle kritikpunkter omkring dette tema.

Udstillingen viser primært Kinga Bartis’ værker, men fungerer samtidigt som en vellykket arkitektonisk installation. Foto: Lars Svanholm

Aktuelt er jeg glad – eller nærmest lykkelig – over at beskrive en udstilling, der primært viser en malers værker, men som samtidigt fungerer som en vellykket arkitektonisk installation.

Kinga Bartis’ er i sin grundsubstans figurativ, men dette kan tolkes i adskillige retninger. Metoden kan synes som er figurerne i opløsning, og i fuld gang med en forvandlingsproces. Sådan kan man iagttage Bartis’ motivkreds; men dette er naturligvis en halv sandhed på trods af, at jeg vil mene, at der er noget om snakken.

Til en indledning bliver man i udstillingen mødt af et relativt stort værk med den lange og gådefulde titel ”Lie where the soil is tender and you will become” (Lig hvor jorden er blød, og du vil blive). I billedplanet optræder et antal kvinder på række bærende på en figur – også en kvinde – der optræder i en horisontal rolle. I bunden af kompositionen oplever man figurerne i en form for opløsningstilstand; men dette kan også aflæses som er værket bygget op i en form for flydende gestikulation.

I samme rum findes et antal værker i højformat, hvor man overværer en transformationsproces fra billede til billede. Et antal personer placeret i et vertikalt forløb og med armene ud til siden forvandler sig til en form, som kunne minde om en rygrad med ribben, der som bekendt har til formål at holde sammen på kroppens organiske gevækster. Malerierne, der dog er beskrevet i formidlingen som ”mixed media”, kan individuelt ses som dele af et serielt forløb, og det er den tanke, som skaber magien i den samlede syntese.

Et af flere værker i højformat, hvor man overværer en transformationsproces fra billede til billede.

Mixed media-arbejderne kan individuelt ses som dele af et serielt forløb. Foto: Anders Sune Berg

Bevidstheden om proportioner

I dette afsnit af udstillingen står det klart, at Kinga Bartis ræsonnerer inden for to formater. Jeg har nævnt et antal større værker, men disse suppleres med mindre malerier ofte i de klassiske formater, som blev udviklet i Frankrig sidst i 1800-tallet. Grebet finder jeg interessant, da jeg er sikker på, at der ikke undervises i denne form for dimensioner på de fleste kunstakademier. Kinga Bartis har dog gennemgået adskillige uddannelsesforløb, og deri skal man muligvis finde bevidstheden om proportioner mellem højde og bredde.

Det er i relation til disse mindre malerier, at en del af udstillingens samlede disponering synes som ganske vellykket. Værkerne er placeret på buede vægge med diverse understøttende pigmenter, og ikke på rad og række, hvilket styrker tilstanden hos beskueren om, at man er inde i et afvekslende, rumligt univers.

Motiverne i disse malerier varierer kraftigt fra farvestærke, næsten sagnagtige scenerier til enkelte kompositioner, hvor farven udæskes i en form for tone-i-tone-finish, der støtter en teori om farvens individuelle, symbolske indhold. Hvad repræsenterer farven grøn således? En del af svaret kunne muligvis findes i et maleri med titlen ”Night falls because it’s heavy”. Maleriet fremstiller i kompositionens øverste halvdel et hoved, der tilsyneladende tilhører en sovende – eller død? – person. Her er vi, som titlen antyder, i dialog med tyngdekraften i et værk på beskedne 33 x 41 cm.

Fra et organisk miljø bevæger jeg mig via en fluorescerende soloplyst mellemgang ind i udstillingens andet afsnit, og her optræder mørket og en stærk blodrød finish, og det kunne være fristende at bringe en greve fra Kinga Bartis’ oprindelsesregion, Transsylvanien, ind i ligningen i relation til dette miljø, men det undlader jeg behændigt. Det ville være for ufint!

En gigantpræstation af et kunstværk

Nu har jeg imidlertid åbnet en anelse for sløret for, hvordan sanserne kommer på overarbejde i et område, hvor de højrøde, mytologiske vækster går i samklang med værket, der har givet navn til udstillingen: ”Closelings” er ubetinget udstillingens største enkeltværk, og det rummer så mange referencer til systemer, genrer og sagnfortællinger, at man har svært ved at danne sig et overblik over billedets handling.

Heldigvis er denne gigantpræstation af et kunstværk – når man har vænnet sig til det røde miljø og halvmørket – bygget op i en ret symmetrisk systematik, som forærer en del til beskueren. Figurerne har tilsyneladende alle en rolle og de centrale figurer optræder ikke blot som vendt på hovedet, men tillige som spejlbilleder i en vandoverflade. Dermed bestyrkes fornemmelsen af, at man befinder sig i et rum i det hinsides.

Man bliver mødt af et stort værk i udstillingens indledning med titlen ”Lie where the soil is tender and you will become”. Foto: Mike Derez

Måske tolker jeg helt ud i skoven; men under alle omstændigheder finder man bag en væg nogle skitsematerialer og, ikke mindst, en videoreportage, hvor Kinga Bartis forklarer titlen ”Closelings”, som åbner for en del af ikke blot det aktuelle værk, men hele udstillingens overordnede præmis.

Det er således muligt, at Kinga Bartis’ udstilling og værker kan opleves som træder man ind i en drøm, der udspiller sig i en fjern anekdotisk verden, men Bartis viser med denne imponerende og fabelagtige kunstudstilling i selveste eventyrdigteren H.C. Andersens hjemby, at den fladebaserede kunst, herunder maleriet, har det ganske fortrinligt i stadigt mere sammensatte kunstneriske miljøer.

Kunstmuseum Brandts: KINGA BARTIS – Closelings

Kinga Bartis er født i 1984 i Transsylvanien, Rumænien som en del af det ungarske mindretal og har studeret både samfundsvidenskab og kunst. Hun dimitterede fra Corvinus Universitetet i Budapest i 2009 og fortsatte ved Umeå Kunstakademi i Sverige i 2017. I 2018 afsluttede hun sin uddannelse ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hun bor og arbejder i København.

Udstillingen ”Closelings” med værker af Kinga Bartis kan ses på Kunstmuseum Brandts, Amfipladsen 7, Odense C. indtil d. 4. januar 2026.
Til udstillingen er der udgivet et rigt illustreret katalog på 130 sider.

Tilstedeværelsen af personerne på installationsfotoet her giver muligvis et signal om størrelsen på værket, der har givet titel til udstillingen: ”Closelings”. Foto: Anders Sune Berg