Peter Laugesen: Billedskrivninger

Poeten skriver billederne

Omslaget på bogen ”Billedskrivninger” er illustreret af et værk af den belgiske kunstner Christian Dortremont.

Foto: Informations Forlag

✮✮✮✮✮✮

' …… digteren Peter Laugesen har i årtier levende skrevet sig ind i billedkunstens råstof, og en stor del af disse tekster er nu samlet i bogen ”Billedskrivninger” ……'

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Der er noget nærmest allegorisk i, at omslaget på publikationen ”Billedskrivninger” med iagttagelser foretaget af forfatteren Peter Laugesen, er illustreret af et værk af den belgiske kunstner Christian Dortremont (1922-1979), som sammen med et antal belgiske, hollandske og danske kunstnere stiftede kunstnergrupperingen Cobra i 1948.

Dortremonts maleri i tusch på papir rummer elementer fra orientalske og kinesiske skrifttegn i kalligrafiske forløb, der dog ikke umiddelbart er læselige. Peter Laugesen beskæftiger sig med Dortremont i en tekst i bogens indledende fase, og her hedder det blandt andet: »Penslen er løbet fra det, den har med sit tuschløb fjernet sig fra, har forladt den tekstuelle mumlen, der satte den på plads og holdt den i gang«.

Udstillingen, der danner afsæt for teksten om Dortremont, fandt sted på Silkeborg Kunstmuseum i 2005, og i udstillingens katalog citeres Dortremonts kollega Pierre Alechinsky (født 1927) for at antyde, at Dortremont ikke anerkendte betegnelsen ”kalligrafi” i sit arbejde. Så kan jeg lære det, kan jeg.

Som en maler bruger penslerne

Det bør nu stå i et soleklart lys, at de mange tekster, som Peter Laugesen over adskillige år har forfattet om det omfattende tema kunst, ikke er skrevet af en kunsthistoriker, men derimod af en person, som bruger ordene som en maler bruger penslen og en skulptør anvender leret eller hammer og mejsel til at skabe form.

Jeg bliver ramt af en uforklarlig glæde ved at læse Laugesens analyser, som blot ikke har en forskningsbaseret vinkel, som de ville have, hvis en kunstfaglig akademiker havde trykket på skrivemaskinens taster. Aktuelt er det Laugesen, der er kunstneren, og hans valg er indlysende forankret i, hvad han har skrevet om i årtier, eller siden Klør Konge var knægt.

Når disse iagttagelser sammenfattes med en sjælden indsigt i det kunstneriske stof, vil det være naturstridigt, hvis ikke udkommet af Laugesens erfaringer var stærkt læseværdigt. Man kan i samme moment dreje analysen ind i en retning af poetisk overskud, når man fordyber sig i Laugesens skildringer.

Man kan se ”Billedskrivninger” som en serie partiturer, hvor ordene springer ud af papiret som toner fra et musikinstrument, og i det hele taget fylder musik og (naturligvis) litteratur meget i Laugesens koncentrat af kunstens dialekter.

I en artikel, der som mange af de øvrige tekster i bogen oprindeligt blev bragt i dagbladet Information, bringer Laugesen fortællingen om mellemkrigsårenes væsentligste skole for kunst og design, Bauhaus, ind i musikhistorien med overskriften ”Vores hus er et meget meget meget fint hus”, som refererer til ”Our House” komponeret af den engelske sanger og sangskriver Graham Nash og lanceret på pladen ”Déjà Vu” med bandet Crosby, Stills, Nash & Young. Der er i beskrivelsen af Bauhaus lagt op til mange deja-vu’er.

Sprogblomster i fuldt flor

”Are you going to Scarborough Fair?” bliver der spurgt i en tekst om den britiske maler David Hockney (født 1937), som da historien fortælles, er vendt tilbage til sit oprindelsesland England, og her maler landskaber med et koloristisk overskud, der sender tankerne langt væk fra det midtengelske. Hockney har malet et kæmpebillede af Grand Canyon, bygget op af et større antal mindre lærreder, og det danner tema for Laugesens tekst i forbindelse med en Hockney-udstilling på Louisiana i 2015.

En artikel om maleren Kai Führer (1940-2016) fra 1983 har den kortfattede titel ”Jazz”, og her henvises der til ”giant steps” og ”round ’bout midnight” af de klart profilerede musikere og komponister John Coltrane og Thelonious Monk. Laugesen placerer Führer i en europæisk tradition inden for den konkret-abstrakte kunst, men Führer fortæller mig dog få år inden sin død, at han står – lidt – i kunstnerisk gæld til den amerikanske maler Ellsworth Kelly (1923-2015), som er genstand for en tekst i bogen rodfæstet i en udstilling med arbejder på papir af Kelly på Louisiana i 2012.

I det hele taget står sprogblomsterne i fuldt flor i Peter Laugesens definitioner af kunst. Når han skriver en nekrolog over vennen, den i bogstavelig som i symbolsk betydning store kunstner Ingvar Cronhammar (1947-2021), sker det ikke med et grådkvalt skrift forankret i bedrøvelse, på trods af, at den med sikkerhed har været til stede: »At livet ender en dag er en selvfølge«. Sådan indledes nekrologen, og længere fremme hedder det: »Lyset i lampen over bordet, der suger insekterne til sig som en dræbende sol, mens den glemte opdager ridser sine luftkasteller med en skarp kniv, som var bordet en LP, og knivens riller rejste et monster af synæstetiske vibrationer. Og fugle flyver. Høns og svaler. Urtid og den kommende elektroniske tidsalder. Cronhammars parabol fanger den primitive film«.

En udvidet værktøjskasse

De store danske, moderne malere, Asger Jorn (1914-1973) og Per Kirkeby (1938-2018) har deres egne afsnit endda i flere versioner i bogen. »Jorn er dansk. En beruset vandal. Godt«. Artiklen illustreres passende af maleriet ”Dead Drunk Danes” af Jorn fra 1960. Billedet kan ses på Louisiana.

Vedrørende udstillingen ”Jorn Komplet – Det grafiske værk” på Silkeborg Kunstmuseum (det nuværende Museum Jorn) afslutter Laugesen sin anmeldelse i april 2009: »Han er den eksplosivt inkarnerede, den fantastisk effektive visuelle universalmedicin, der på stedet fjerner alle mørkets skyklapper«. Fotografiet, der i den originale version i Information ledsagede anmeldelsen blev i øvrigt ”skudt” af signaturen bag denne tekst. Vi var i underskud på museet. Fotografen var taget på ferie, og netop DETTE træsnit med titlen ”Im Vogeltal” fra 1970 havde Laugesen sat som pejlemærke for udstillingen. Uden diskussion!

I december 2009 viste kunstmuseet ARoS i Aarhus en del af Per Kirkebys arkiv, som dengang netop var blevet overdraget museet. Igen bringes musikken i spil. »Den unge Kirkeby var en ”dedicated follower of fashion”, som rockgruppen The Kinks kaldte det. Han var med på det nyeste, men hvor nyt det var, det han selv producerede, kan diskuteres«. Laugesen giver Kirkeby, som ARoS’ daværende direktør Jens Erik Sørensen betegner som ”mesteren” nogle beskedne rap over kunstnerfingrene. Senere er Kirkeby-arkivet blevet overflyttet til Museum Jorn, hvilket Kirkeby besluttede ganske kort tid inden sin død. Laugesens artikel er skrevet i december 2012.

Peter Laugesens bog udgør et tydeligt vidnesbyrd om en forfatter, der skriver sig ind i kunstens råstof som alternativ til kunstens bogholdere – kunsthistorikerne – der skaber kronologiske fortællinger om billedkunst, hvilket der for så vidt intet er noget galt i. Laugesen har blot en udvidet værktøjskasse. Poeten skriver billederne.

Peter Laugesen (født 1942) har siden debuten i 1967 udgivet mere end 50 digtsamlinger. Laugesen har også skrevet dramatik, samarbejdet med jazzmusikere og oversat bøger fra engelsk, svensk og fransk. Bogen ”Billedskrivninger” er på 300 illustrerede sider og udgivet på Informations Forlag i samarbejde med Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk.

Peter Laugesen: Billedskrivninger