Copenhagen Contemporary: Monster Chetwynd
CC Create x Monster Chetwynd A Feather in your Hat!
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
✮✮✮✮✮
' ….. et event, for alle i alle aldre …..'
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
CC Create er Copenhagen Contemporarys nye formidlingsformat og det er et fantastisk spændende koncept. Du bliver i godt humør bare du træder ind i det farvestrålende lokale, dekoreret med store figurer og en væg til loft hylde, med hatte og en catwalk. Det 800 kvadratmeter store lokale, var tidligere atelier for Det Kongelige Teaters kulissemalere. Det besidder charme og stemning.
Skab selv
Det er et helt nyt initiativ, hvor kunst og kreativitet smelter sammen. Her kan alle i alle aldre få lov til at boltre sig og slippe sin egen lille hattemagerkunstner løs. Der er stillet borde op, som bugner med materialer. Ideen er, at du skal kreere din egen hat. Der er ikke farver, ’tusser’, olie-eller vandfarver, for farverne skaber du med silkepapir i alle regnbuens farver. Du finder også piberensere, pap og andre materialer, så du kan lave lige den hat du hat lyst til. Udstillingen hedder: En fjer i hatten, eller en fjer i din hat, og det er meningen, at man skal opfatte det som, at man f.eks. har gjort noget godt, er heldig at kunne være kreativ, altså, man er begunstiget når man får en fjer i hatten.
CC Create mener, at kreativitet er en iboende egenskab i os alle, og her er der ingen undskyldning for ikke at afprøve, om den i virkeligheden bare ligger gemt lige under overfladen. Det er blot at gå i gang. Det er skønt, at der er skabt rammer for at alle kan kaste sig ud på kreativitetens rutsjebane. Og apropos rutsjebane, så er der sat en op i rummet. Indrømmet: Jeg er vild med dette koncept. Det får ens glemte legebarn til at komme tilbage.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Den første i en række på tre
Monster Chetwynd er den første kunstner i rækken af tre udstillinger kombineret med kreativitet og åbner ’CC Create’ med en installation, der opfordrer publikum til at lege med. Det kunne jo være, at du kunne finde nye sider af dig selv. Det lyder måske af meget, men ikke desto mindre kan det lade sig gøre. Her er det en hat, der pludselig giver dig denne mulighed. Det er ofte nemmere at ’skabe’ sig, hvis man er i forklædning.
CC Create er derfor meget mere end en udstilling. Den udfordrer dine kreative sider og hvis man synes det er lidt vanskeligt at komme i gang, er der nogle helt utroligt dygtige værter, som har mange ideer og tricks og som står parat til at hjælpe dig. Det er et af de sjoveste projekter jeg længe har set. Det er betagende og samtidigt bliver du overvældet over de monstrøse installationer. Desuden er der sat fantasilignende flagermus op, højt oppe under loftet og andre står på gulvet. Alt sammen til kæmpe inspiration.
En af de store installationer er en kæmpe kat, indeholdende en videofilm. Den er ikke uhyggelig, mere underholdende. Der er små monstre, som hele tiden finder på sjove ting.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
En scene
Monsterscenen er der, hvor man kan performe med sin nye kreation af en hat, men inden da skal man da lige en tur ind i ’hatteshoppen’. Den store figur i midten af rummet, har spejle indvendig og der kan du stå og prøve din hat. Der ligger også nogle udklædningsting du kan iføre dig. Inden længe er du klar til at gå op ad catwalken og ind på ’Monsterscenen’. Man må gerne lave flere hatte. Når man har optrådt og skal hjem, er det muligt enten at tage sin hat med hjem eller stille den på den store blå hattehylde.
Monster Chetwynd
Monster Chetwynd, 1973-, arbejder med installationer, collager, film, malerier og performance, og de er ofte absurde og humoristiske. En vigtig del af deres kunstneriske virke handler om at inddrage andre mennesker. I Chetwynds udstilling er monstret både uhyggeligt og fascinerende. Monstret kan være en slags maske vi tager på, som forvandler os og får os til at lege med nye måder at være på. Chetwynd er inspireret af folkesagn og surrealistisk film. De bruger papmaché til at skabe fantasifulde kostumer og scener. ’Hattekonceptet’ bliver skiftet ud efter et stykke tid, men det er endnu en hemmelighed hvad det næste vil blive i Chetwynds regi.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Krea Krea Skolen
CC Create har også oprettet en skole der hedder: Krea Krea Skolen – for kunst og styrke, og det er med den overbevisning om, at vores børn skal stå stærkere i sig selv. De skal lære hvad deres iboende styrker er. Det er jo ikke altid, at det at kunne læse eller regne ligger forrest, og så kan kreativiteten bliver et afgørende parameter for barnets videre udvikling. En måde at kunne vise sin styrke og sikkerhed på, over for omgivelserne.
Det er ikke en udstilling og alligevel er det, for der er de store skulpturer og efterhånden kommer de små kunstværker til, hattene. Jeg vil hellere kalde dette nye tiltag et event, for alle i alle aldre. Hvis jeg vidste, at det eksisterede, ville jeg ikke vente et sekund med at tage derud enten med børn, børnebørn eller kæresten. Samtidig er der mange andre spændende udstillinger at opleve. I det hele taget er Refshaleøen et besøg værd.
Det er muligt at booke undervisningsforløb i kreativitet for folkeskole- og gymnasieklasser.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Copenhagen Contemporary: Monster Chetwynd. Udstillingen kan opleves til og med 1. marts 2026
Copenhagen Contemporary: Monster Chetwynd – se mere her
Copenhagen Contemporary: Monster Chetwynd er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm