MARTIN SUNDSTRØM: KATASTROFEN PÅ DEN FRANSKE SKOLE

 

 

oplevet af børn, nonner og redningsfolk

 

 

– en boganmeldelse

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ….. forfatteren har tilgodeset de overlevende og deres efterkommere ved at lade så mange som muligt komme til orde ….. '

– Githa Schultz, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med forfatteren Martin Sundstrøms bogudgivelse KATASTROFEN PÅ DEN FRANSKE SKOLE (Institut Jeanne d’Arc) Frederiksberg Allé 74, rekonstrueres på levende vis den tragiske hændelse i gribende, omfattende og intense frontberetninger, da Danmarks allierede i et Royal Air Force luftangreb fejlagtigt bombede skolen, der udbrændte.

 

Bogen er baseret på nye interviews med elever, nonner og redningsfolk, udover ikke tidligere beretninger fra civile redningsfolk og afhøringer af hipoer (Hilfspolizei, danskere der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt ved at være medlem af det politikorps, Hipo-korpset, som besættelsesmagten oprettede i 1944). En tragedie for 80 år siden, hvor det samlede antal reelle dræbte på skolen var 106 personer heraf 86 børn, 10 søstre, 3 civile lærerinder, 1 voksen sprogelev, 2 brandmænd, 2 fædre og 2 hjælpere. Der befandt sig omkring 529 mennesker på skolen d. 21. marts 1945 inden bombeangrebet.

Operation Carthage, vores allieredes tre angrebsbølger

Oprindeligt var målet at ramme Shellhuset, hvor 26 af modstandskampens vigtigste ledere var fængslet, og ville blive brugt som levende skjold i tilfælde af, at de allierede skulle bombe nazisternes hovedkvarter i København.

 

En ekstrem beslutning for englænderne, da det sandsynligvis ville resultere i tabet af liv blandt modstandsfolkene.

 

Man kan konkludere at bombningen af Shellhuset i Royal Air Forces´ første angrebsbølge ud af tre lykkedes, og 18 ud af de 26 modstandsmænd overlever.

 

Men så er det, at katastrofen tager sin begyndelse, da et af flyene fra første angrebsbølge rammer en mast, kommer ud af kurs og taber sin bombelast over Sønder Boulevard 106 og 10 personer omkommer.

 

Det havarerede fly med kurs mod Frederiksberg undgår at ramme Den Franske Skole, men styrter ned i Alleenberg-garagerne tæt ved skolens hovedfløj, kun adskilt af et værksted, de to piloter ombord omkommer.

 

Det forvirrer piloterne i 2. og 3. angrebsbølge med røgen fra det styrtede fly i Alleenberg-garagerne, og man tror at det er målet for bombningen. Klokken 11.17 rammer første bombe skolens vestfløj og få sekunder efter eksploderer den. Dernæst tømmer 3. angrebsbølge lasten af spræng- og brandbomber udover skolen og det omkringliggende kvarter.

Rædselsvækkende detaljer

De fleste af os i Danmark anno 2025 har ikke har oplevet 2. Verdenskrig på egen krop, ikke desto mindre har alle nok mere eller mindre hørt om bombningen af Den Franske Skole.

 

Men ikke på en så omfangsrig og grundig måde som i bogen her, hvor minutter fra flystyrt i Alleenberg-garagerne til bombningen få minutter efter af Den Franske Skole, udvikler sig i detaljerige gruopvækkende beretninger over 344 sider.

 

Som læser ligger vi med under murbrokkerne, er med børn i løb ud af skolen, vi er tililende hjælpere, fortvivlede forældre og trøstende nonner. Vi er kalkede til i munden og kan ikke trække vejret, vi er levende begravet eller truet af druknedøden i skoldhedt vand på grund af sprængte radiator- og vandrør med de som overlevede, som i bogen beretter historier om deres veninder, søskende og nonner, som ligger døde tæt på.

Hjælp med livet som indsats

Uanset virkelighedens grusomme detaljer må vi som læsere bøje os i støvet over modet, heltene og den kærlighed, der også viste sig ved en tragedie af dette omfang.

 

De første, der deltog i redningsarbejdet, var civile – flere uden nogen personlig tilknytning til børnene – og de blev et vidnesbyrd om, hvordan almindelige mennesker i et øjebliks beslutning er villige til at sætte livet på spil, for at redde andre.

 

Selv hipoer hjalp til, selvom de ikke undgik retssager og domme efter krigen, men de slap nok for dødsdomme på grund af deres indsats i hjælpearbejdet på skolen.

 

Choktilstande og autoritetstroen får mennesker til at reagere forskelligt. En lille pige er blevet formanet af sin mor om at huske sin nye jakke med perlemorsknapper, når luftalarmen lyder, for som moderen siger: ”Det kan blive koldt i kælderen”. Så mens alle er på vej mod beskyttelsesrum i kælderen, går pigen tilbage til sin klasse, for at hente sin jakke. Møder en skoleveninde på vejen mod kælderen, som har et dårligt ben. De følges ad og bliver placeret ved siden af hinanden på en bænk i kælderen, og da bomberne falder, overlever kun den ene af pigerne.

 

At man så livagtigt som læser, kan mærke smerter, følelser og tanker, der går igennem de, som har oplevet og overlevet katastrofen, er en kompliment til forfatteren.

 

Til gengæld virker Ole Bornedals spillefilm fra 2021 ’Skyggen i mit øje’ endnu mere plat, baseret på samme tragedie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Githa Schultz april 2025: Monumentet, hvor Den Franske Skole på Frederiksberg Allé, lå, skabt af kunstneren Max Andersen i 1953. Monumentet er et mindesmærke, hvor sr. Edith er nonnen, der skærmer børn mod katastrofe, og minder os alle om styrke, kærlighed og mod i den værst tænkelige situation

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Allé-Scenen

Vi får et tæt indblik i hverdagen på den katolske pigeskole inden bombardementet, der umiddelbart virkede som en velfungerende skole, drevet af det katolske ordenssamfund Sankt Joseph Søstrene af Chambéry med både børnehave, hvor drenge kunne blive optaget, skoleklasser og for nogle af eleverne også kostskole/pensionat. Nærmest en slags fredelig oase hvor børnene trivedes med troen på Gud, i en ellers grim tid udenfor skolens trygge rammer hvor verdenskrigen raser på 5. år.

 

I lighed med alle andre på Den Franske Skole har man her samme muligheder – uanset om man bærer titlen komtesse eller modtager friplads. Skolens største styrke er de tætte venskaber og den fællesskabsfølelse, der opstår på tværs af vidt forskellige familiebaggrunde.

 

Når skolen iscenesætter teaterstykker, bryder det den daglige struktur, og skaber et kreativt afbræk.

 

Omkring 12 timer efter bombardementet er Allé-Scenen (Betty Nansen Teatret) lige overfor skolen nu rammen om den virkelighed, der ligger i kontrastfeltet mellem rædsel og ej blot til lyst.

 

Der er nonner og pårørende samt udmattede redningsfolk og brandmænd i foyeren, hvide af kalk med økser og hjelme, mens frivillige fra Danske Kvinders Beredskab bringer dem mad og drikke, og Hipoer går omkring med maskinpistoler.

 

Tre overlevende utrættelige nonner blandt andre sr. Edith tager til hospitaler for at identificere de døde, mens forældre sidder tilbage på Allé-Scenens tilskuerrækker i håbet om, at deres børns navn bliver råbt op, mens de sidste levende børn graves ud af ruinerne omkring kl. 22.30. Håbet slukkes for de sidste forældre kl. 3 om natten, hvor det det meddeles, at der ikke længere er håb om at finde overlevende.

Søster Edith

Der var mange helte den fatale dag, en af dem har inspireret til mindesmærket, der står på Frederiksberg Allé, hvor skolen lå. Det forestiller en nonne, der skærmer to elever fra bombardementet.

 

Nonnen er sr. Edith, hvis indsats inspirerede kunstneren, som forældrene også valgte til opgaven. Sr. Edith risikerede livet ved at kravle ind gennem et kældervindue, hvor hun fandt børn i alderen 3-4 år mast under bjælker og murbrokker, alvorligt kvæstede og i dyb rædsel.

 

Hun får reddet 23 små børn, bevarer sin ro og omsorg, og da hun er nødt til at fortrække fra kælderrummet, når hun lige ud, da murbrokkerne skrider bag hende.

 

Udover hendes indsats i kælderetagen, har hun også været med til at redde børn i stueetagen, så tallet nærmer sig nok mere 70 reddede børn af hendes velsignede hænder af de 396 børn og elever på skolen, som overlevede.

 

Som om sr. Edith i marts 1945 har været forud for sin tid, med tanke på hvordan man eksempelvis træner flybesætninger hvert år i at håndtere katastrofesituationer i forbindelse med flystyrt. Eller psykiatriens kriseberedskab med forskellige uddannelsesmæssige spidskompetencer, der rykker ud og håndterer traumer ved forskellige typer katastrofer anno 2025.

 

Sr. Edith var ikke trænet i katastrofe håndtering, derimod en håndtering baseret på troen på Gud og kærlighed til børn, der gjorde hende i stand til at bevare sit fokus, ro og overblik, en ganske enkelt enestående indsats.

Skyldfølelse og larmende tavshed i generationer

I flere familier gik traumer ubehandlet i arv, og i enkelte tilfælde bidrog katastrofen til selvmord, mens flere levede videre i livslange mareridt.

 

Bogen kommer også ind på begravelserne i Storkøbenhavn af de mange døde rundt omkring med dødsmesser, ligtog og store og små hvide kister i kirkerne. Bogen fortæller også om Royal Air Forces´ beslutning om, at afholde flystævner over sommeren 1945 til fordel for indsamling til bombeofrene.

 

Ikke alle var positive over for de engelske flyvere og deres flyopvisninger; mange blev efterladt med en frygt, der ofte kun blev mødt med tavshed.

 

Tavshed herskede som tidens ånd og en tro på at børn glemmer, men det gjorde de ikke. Der blev lagt låg på katastrofen, der fulgte de overlevende som en truende skygge resten af livet.

 

Man vidste ikke bedre dengang, hvor læren om krisepsykologiske følgevirkninger som posttraumatisk stress eller overlevelsesskyld ikke eksisterede.

 

De overlevende blev mødt af tavshedsmuren eller ligefrem tyssen mod børn med sætninger som ”Det er ikke sandt”, eller ” Du husker forkert”. Børn som havde set deres venner med knust hoved, kroppe flænset i stykker, eller langsomt dø mellem murbrokkerne i en bøn om hjælp.

 

Først omkring 1990'erne begyndte overlevende mere offentligt at tale om katastrofen, og om deres personlige oplevelser under bombardementet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MARTIN SUNDSTRØM KATASTROFEN PÅ DEN FRANSKE SKOLE, GADS FORLAG. (Annette Hansen). Sr. Edith i hvide nonneklæder med børnehaveklasse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Henrik Ibsens Vej

Der var enkelte veje omkring Den Franske Skole, der også blev ramt af bomber i forbindelse med angrebet på Den Franske Skole blandt andet Henrik Ibsens Vej 200 m fra skolen, hvor flere personer omkom.

 

Mine morforældre boede på Henrik Ibsens Vej fra 1941-1949 med min mor, som var fire år, da Den Franske Skole blev bombet. Hun huskede tydeligt i voksenlivet, da bomberne faldt og ruderne i deres lejlighed sprang, og havde blandt andet en evig angst for krig eksempelvis da Cuba-krisen i 1962, var ved at udløse 3. Verdenskrig.

 

Jeg har i mange år overvejet om traumerne fra bombardementet har udløst, at min mormor d. 1. december 1949 som 34-årig begik selvmord ved drukning på en udgang fra et psykiatrisk hospital, hvor hun var i behandling.

 

Min mormor var indlagt efter at have forsøgt at dræbe min mor og min mors lillebror et sted mellem maj og august 1949, ved at bedøve dem og kaste dem ud over taget fra loftet på Henrik Ibsens Vej.

 

Forklaringen til omgivelserne var mælk i blodet, men i dag ville diagnosen nok nærmere betegnes som fødselspsykose.

 

Når man læser om følgetraumerne i bogen for mange mennesker i flere generationer efter bombningen af skolen, også selvmord! Kan tanken ikke undgå at strejfe mig, hvor medtaget mine morforældre og mor måske i virkeligheden også var, af tragedien på Den Franske Skole, udover granatchokket på Henrik Ibsens Vej. Det meste af den viden ligger begravet med mine morforældre og mor, noget fortalte de, men helst ikke, mens andet ligger gemt i avisartikler og arkiver.

 

Det er en usædvanlig klog, relevant, velskrevet og rørende bog med fantastiske fotos, der holder fortællingen nænsomt i hånden hele vejen.

 

Der er ingen unødvendige belæringer, der bliver heller ikke placeret et egentligt ansvar for katastrofen, en katastrofe der også er underlagt helt usædvanlige uheldige omstændigheder.

 

Forfatteren har tilgodeset de overlevende og deres efterkommere ved at lade så mange som muligt komme til orde. Han har givet dem den stemme, set fra alle tragediens faser og gadehjørner, der er så vigtige, og der alle sammen fører i samme retning; mod sorgbearbejdelse og healing.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forfatteren: Martin Sundstrøm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MARTIN SUNDSTRØM: KATASTROFEN PÅ DEN FRANSKE SKOLE – Martin Sundstrøm (f. 1975) er forfatter og instruktør. Han står bag flere populære historieprogrammer, blandt andet afsnit af DR-serierne Historien om Danmark, Min fars krig og Store danske videnskabsfolk. I 2025 manuskriptforfatter og instruktør på TV2s dramadokumentar Bispebjergs Hemmelighed.

 

I 2012 udkom Martin Sundstrøms roste biografi Man skal dø ung om den unge forfatter og Spitfire-pilot Jens Gielstrup, og året efter var han medinstruktør af dokumentaren Angrebet på Shellhuset. Han er desuden M.Sc. i neuropsykologi.

 

 

 

 

 

 

MARTIN SUNDSTRØM: KATASTROFEN PÅ DEN FRANSKE SKOLE – se mere her

 

 

 

 

 

 

MARTIN SUNDSTRØM: KATASTROFEN PÅ DEN FRANSKE SKOLE er en anmeldelse skrevet af Githa Schultz, KULTURINFORMATION

Se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm