KUNSTEN: Late Picasso

 

 

 

 

Picassos sene værk er sprudlende og vitalt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maleriet her med titlen ”Baigneur debout” (Stående svømmer) er malet d. 14. august 1971, og besidder de klassiske franske mål 195 x 130 cm. © Succession Picasso. Foto: Marc Domage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …. intensitet blev et kodeord hos den spanske mester Pablo Picasso i hans version af den modne kunstners værk, hvilket en smukt iscenesat udstilling på Kunsten i Aalborg bevidner …. '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det betragtes ofte som et af de mest centrale temaer i beskrivelsen af Pablo Picassos sene værker fra 1960’erne til hans død i 1973, at hans kunstneriske udtryk blev mere seksuelt utvetydig og direkte i takt med, at hans egen fysiske formåen svandt ind.

 

Hvordan disse aspekter fungerer, var jeg i forvejen ret spændt på, inden jeg besøgte kunstmuseet Kunsten i Aalborg med henblik på med egne øjne at kaste et eller adskillige blik på udstillingen ”Late Picasso”, der som udstillingstitlen antyder, belyser den muligvis mest betydningsfulde billedkunstner i 1900-tallet i et perspektiv omhandlende tidsafsnittet op til kunstnerens død som 91-årig.

Erotiske eller seksuelle orkestreringer

Det bør ikke være en hemmelighed, at en mands fysiske libido og potens svækkes med alderen, og i tilfældet Picasso har adskillige kunsthistorikere peget på det ironiske i den aldrende kunstners interesse for en erotisk energi, som kunne skabe eksplosioner på lærrederne.

 

Da Picasso ikke længere var i stand til at agere fysisk som tidligere i livet, indtog han angiveligt rollen som den inaktive voyeur i sine værker. Mange vil se den enorme produktivitet i de sene år som en måde, hvorpå kunstneren ville bekræfte sin fortsatte vitalitet som kunstner og person.

 

Her er det således væsentligt at få fastslået, om de nævnte teser er åbenbare i den aktuelle udstilling, og om en tøjlesløs intensitet optræder i de sene værker, men om disse ensidigt rummer erotiske eller seksuelle orkestreringer, er jeg temmelig meget i tvivl om; men i forlængelse af den formelle skepsis omkring udstillingens egentlige effekt på beskueren, vil det immervæk være centralt at tage et blik på måden, hvorpå Picasso afsøgte motiverne i sin egenskab af kunstnerisk observatør.

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfoto fra indgangen til udstillingen, hvor man mødes af maleriet ”Deux tétes” (To hoveder) malet d. 6. april 1972. Foto: Niels Fabæk

 

 

 

 

 

 

 

 

En af de 65 raderinger af serien ”Suite 347” udlånt af Holstebro Kunstmuseum. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En udtalt vitalitet

Jeg vil til en indledning beskrive udstillingsrummet, og her har arkitekturen en vis rolle at spille, men uden at farvevalg og disponeringer tager nogen som helst kraft fra de udstillede værker. Det ville være besynderligt, hvis det var tilfældet, da malerierne på væggene individuelt rummer så megen Picassosk potens, at man nærmest bliver stakåndet i mødet med dem.

 

Hvis man vælger at beskue udstillingen fra en ende, er der for så vidt ikke så meget, der bringer kropsvæskerne i kog, men gode kunstudstillinger har det med at vokse i beskuerens bevidsthed, og det sker også i udstillingen på Kunsten.

 

Vi bevæger os gennem udstillingen og det synes som om, vitaliteten bliver om muligt mere og mere udtalt, jo længere man bevæger sig frem i forløbet. Jeg savnede de sensuelt fungerede malerier til en indledning, men alt det får jeg i massevis af senere.

 

Picasso har et renommé, som muligvis i dagens verden ikke er flatterende. Han havde et tvivlsomt ry for sin rolle over for kvinder, som han i levende live angiveligt yndede at spille op mod hinanden. Gik to kvinder, der stred om hans gunst, fysisk i totterne på hinanden, vil historien vide, at Picasso iagttog sceneriet med en vis tilfredshed.

 

Et andet tema kan man pege på i forholdet til Picassos portrætter af kvinder, der blev mere og mere forvrængede, jo længere en forbindelse varede. En psykolog kunne sandsynligvis udrede adskillige årsager til denne adfærd, og kunstnerens syn på kvinder ville formentlig bringe ham i store problemer, hvis det havde udspillet sig i 2026.

 

Ikke desto mindre er kvinden et tilbagevendende tema hos Picasso. Det vil være en tilsnigelse, at hans skildringer ubetinget er afledt af kærlighed til kvinden. Hun bliver, hvilket også eksponeres på udstillingen, fremstillet som et objekt, men havde kunstneren selv optrådt i et glamourøst lys, ville problemet Picasso kontra kvinderne udgøre et næsten dyrisk image.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er en næsten skitsepræget lethed over maleriet ”Le Basier” (Kysset) fra 1969. Foto: Niels Fabæk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selvportrættet udgjorde i en periode en del af Picassos produktion. Foto: Niels Fabæk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forholdet mellem kønnene

Pablo Picasso pakker intet ind i et eksemplarisk lys, og i sin modne tilstand da slet ikke sig selv, hvilket er tydeligt på ”Late Picasso” i en serie selvportrætter, der dog er tituleret som blot portrætter af en mand, men det er tydeligt, at kunstneren har iagttaget sit eget spejlbillede. Han fremstiller sig selv som nærmest karikeret.

 

Det er dog svært at komme ud over Picassos fascination af det erotiske og den seksuelle leg. Relativeret i forholdet mellem kønnene, står det ret hurtigt klart, at en kunstner som Picasso bruger maleriet som en form for ”virtuel Viagra”. Således kan man se den sene værkproduktion som en eksistentiel modstandskraft i modspil til alderen og i sidste ende døden.

 

Hvad der kendetegner en stor del af de malerier, der nu vises på Kunsten, er, at værkerne ofte står som rå, næsten ufærdige og malet med voldsomme lag af farve. De meget barbariske strøg underbygger pointen om, at hans potens var flyttet fra et bestemt kropsområde til armen og penslen i en form for hidsig, kunstnerisk ekspression.

 

Det bør være indlysende, at maleriet i fysisk forstand spiller en overordentlig stor rolle på ”Late Picasso”. I andre formater, men ikke mindre overrumplende, finder man et rum, hvori er placeret ikke færre end 68 grafiske tryk i sort-hvid. Disse mindre arbejder er udlånt af Holstebro Kunstmuseum og er en del af en serie bestående af ikke færre end 347 arbejder i koldnål og sukkerakvatinte, og jeg kunne sagtens give mig til teknisk at beskrive disse grafiske metoder, men det vil blive for omfattende.

 

Serien blev til midt i 1960’erne, da Picasso havde gennemgået en maveoperation og i den proces skaber han serien i samarbejde med, formoder jeg, de belgiske kobbertrykkere Aldo og Piero Crommelynck.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pablo Picasso spiller selv en rolle i en filmoptagelse, som kan ses i udstillingens formidlingsområde. Foto: Niels Fabæk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det grøntonede maleri ”Couples” fra 1968 ses her med billedrammen inkluderet i gengivelsen. Foto: Niels Fabæk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstnerens eftermæle

Det iøjnefaldende i en historisk forstand ved disse grafiske arbejder er, at de, da de blev udstillet første gang i Paris, iværksatte en diskussion vedrørende billedkunstens rolle i almindelighed og Picassos rolle i særdeleshed, der handlede om netop de seksuelt lidenskabelige aspekter i Picassos motivkreds. Ord som ”pornografi” blev nævnt i sammenhængen, og det kan man naturligvis undre sig over i dag.

 

Verden – herunder kunstverdenen – er fyldt med paradokser. Havde Picasso levet i dag, var han sandsynligvis blevet kørt igennem MeToo-møllen, og jeg vil ikke i den forbindelse gøre mig til dommer over det meningsfulde i en sådan proces. For det første er spørgsmålet hypotetisk, da Picasso har været død i mere end 50 år og for det andet står hans kunstneriske produktion som vidnesbyrd over en tid, hvor moralen blev udfordret blandt andet på den seksuelle front.

 

Tilbage befinder vi os i nutiden med en kunstners eftermæle, som tegner et billede af en karakter udstillet i kraft af værker, der i det herrens år 2026 stadig fremstår som sprudlende og vitale, og hvor intensiteten udgør kodeordet. Det er, hvad den aktuelle udstilling på Kunsten i Aalborg konkret bevidner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfoto med et antal malerier af Picasso, som er disponeret i et særegent system på væggen. Foto: Niels Fabæk

 

 

 

 

 

 

 

Maleriet ”Nu assis” fra 1960 går i samklang med Alvar Aaltos arkitektur på Kunsten i Aalborg. Foto: Niels Fabæk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pablo Picasso (1881-1973) er ofte blevet beskrevet som 1900-tallets væsentligste billedkunstner og udstillingen ”Late Picasso” kan ses på Kunsten Museum of Modern Art, Kong Christians Allé 50, Aalborg, frem til den 6. september 2026. Udstillingen er ledsaget af et rigt illustreret katalog på 240 sider med tekster på engelsk og dansk.

 

 

 

 

 

 

KUNSTEN: Late Picasso – se mere her

 

 

 

 

 

KUNSTEN: Late Picasso. Coverfoto: 33 af de 65 raderinger, der under titlen ”Le Célestine” er en del af serien ”Suite 347”. Foto: Niels Fabæk

 

 

 

 

KUNSTEN: Late Picasso er en anmeldelse af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION. Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm