En biografi om J.F. Willumsen

anmeldelse af Henrik Wivels værk: Jeg er en anden

J.F. Willumsen: “Selvportræt i malerbluse”, 1933. Olie på lærred, 119 x 117 cm. Willumsens Museum.

✮✮✮✮✮✮

‘ ….. Biografien er ganske enkelt ikke til at komme uden om, hverken for nutidens kunstinteresserede eller for kunstinteresserede i de kommende generationer ….’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

J.F. Willumsens kompromisløse livsværk

Igennem hele sit liv skabte J.F. Willumsen (1863-1958) adskillige portrætter af sig selv med forskellige titler og i forskellige genrer. Han elskede nemlig teatret, hvor man kunne iscenesætte sig selv i forskellige roller alt efter situationen og ens kunstneriske ambitioner.

Rollerne var i Willumsens tilfælde grænseløse. Han ønskede konstant at afprøve grænserne for, hvad der var muligt inden for kunstens rammer. Og så holdt han af hele tiden at være et andet sted i forhold til andres forventninger.

Kort sagt et kompliceret og viljestærkt menneske, som det kan være vanskeligt at få hold på. Henrik Wivel har med sit nye tobindsværk “Jeg er en anden. En biografi om J.F. Willumsen” sat sig for at undersøge samspillet mellem hans kunst og liv i relation til tre stærke kvinder, der kom til at præge det: Juliette Meyer, Edith Wessel og Michelle Bourret. Desuden går biografien bag hans sygelige trang til selviscenesættelse (Wivel lægger ikke fingrene imellem) og viser nye sider af hans kunst og personlighed.

Uden nåde

Biografien starter lige på og hårdt. Det drejer sig om Willumsens “Gravmonument over forældrene”. Normalt ville man først udarbejde et sådant monument, når begge forældre var døde. Men ikke i Willumsens tilfælde. Faren, Hans Willumsen, måtte således opleve at stå ansigt til ansigt med sit eget gravmæle på Vestre Kirkegård gennem ti år, inden han selv afgik ved døden i 1910.

På gravmonumentet havde Willumsen indsat sig selv som en lille dreng mellem forældrene som en slags forsoner mellem ægtefællerne. Den voksne Willumsen var imidlertid uden nåde. Og så var han formentlig stærkt utilfreds med, at han måtte vente ti år, før han kunne indhugge farens dødsår og dermed fuldende sit kunstværk.

Dermed er Wivels tone for biografien slået an!

“Gravmonument over forældrene” på Vestre Kirkegård.

Den lille dreng mellem forældrene optræder som en slags forsoner mellem ægtefællerne. © Foto: Ole Akhøj

Brydningstid

Men hvordan skulle det komme så vidt? Willumsen har beskrevet sin barndom og tidlige ungdom samt forældrenes ægteskab som harmonisk. Han fik tillige sine forældres opbakning med hensyn til valg af uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Årsagen var uden tvivl, at Willumsen havnede på akademiet i en brydningstid. Der var et oprør i gang med den herskende kunstopfattelse og de reaktionære autoriteter. Og på hjemmefronten begyndte Willumsens forældre at se på deres ægteskab med andre øjne i lyset af Henrik Ibsens og August Strindbergs ægteskabsdramaer.

Willumsen begynder at sætte spørgsmål ved ægteskabet som institution. Det skaber ulighed parterne imellem.

J.F. Willumsen: Tizian døende. Første billede i serien Tizian
døende. 1935. Olie på lærred, 300 x 250 cm. © J.F. Willumsens Museum

Kunstnerisk selvudvikling

Willumsens karriere på Akademiet blev kort, han forlod det uden at tage afgang til fordel for den nyoprettede Kunstnernes Frie Studieskoler. Denne institution var dog heller ikke noget for ham trods undervisere som P.S. Krøyer og Laurits Tuxen, der begge tilhørte den yngre generation.

Willumsen kunne nemlig ikke forliges med Krøyers “tomme virtuositet”. Han ønskede en instinktiv og søgende kunstnerisk selvudvikling frem for en teknisk og akademisk uddannelse – en holdning han fastholdt livet igennem.

Tematisk kom Willumsen vidt omkring, inden han fandt sin helt egen stil. I 1885 flirtede han således med rokokoen. Siden fulgte en periode med socialrealisme inspireret af russiske, tyske og franske kunstnere med motiver af den arbejdende og proletariserede befolkning på landet og i byen. Jo, Willumsen var et engageret menneske, der var levende interesseret i sin omverden.

Juliette Meyer

Willumsen begyndte at undervise som gæstelærer ved Oscar Matthiesens malerskole i 1886. En af eleverne var Juliette Meyer en frigjort kvinde med kunstneriske ambitioner.

Parret blev kærester i foråret 1887 og gift tre år senere. Hustruens velhavende forældre skænkede dem en villa i Hellerup med alt, hvad der hørte til, for at den unge Willumsen kunne skabe en tilværelse som kunstner.

Ved udgangen af 1920 begynder J.F. Willumsen på sit hidtil mest erotiske billede “Den grønne pige”, 1922. Kvinden ligger henført i skoven ved bredden af en sø med armene over hovedet og lukkede øjne. Hun synes forført af nydelse. Det samme var Willumsen tilsyneladende også. © J.F. Willumsens Museum

Rejser og Paris

I de følgende år er Willumsen konstant på rejser, først alene senere med Juliette. Den første rejse gik til Paris, mens den næste gik til Spanien, hvor Willumsen begejstredes for spanske mestre som Velázquez, Goya og ikke mindst den græsk-spanske manierist El Greco, hvis kunst han forholdt sig til resten af livet. Parret slog sig nu ned i Paris, hvor Willumsen formåede at placere sig centralt i den symbolistiske strømning inden for billedkunst og litteratur.

På en rejse til Norge fandt Willumsen bjergkæden Jotunheimen sublim, men også skrækindjagende og inspirerende. Det var her, at han skabte det enorme, panoramiske værk “Jotumheim” i 1892-93. Dette værk blev kimen til “Det store relief”, der kom til at beskæftige Willumsen i mere end 35 år.

Parret skilles i 1898 efter Willumsens utroskab med porcelænsmaleren Edith Wessel, som han havde mødt, da han i en periode var ansat som kunstnerisk leder hos Bing & Grøndahl. Juliette bliver tilbage i villaen i Hellerup med børnene. Willumsen flytter i lejlighed.

J.F. Willumsen: “Det store relief”, 1893-1928. Polykrom marmor, andre stenarter samt forgyldt bronze. 440 x 646 cm. Værket er en personlig livsmosaik og en hyldest til kærligheden. © J.F. Willumsens Museum

USA – Paris

Edith Wessel forlod Danmark for at gøre karriere i USA, og i forsommeren 1900 fulgte Willumsen efter. Han var drevet af kærligheden og ønsket om at realisere sig som kunstner i nye omgivelser.

Willumsens stil faldt imidlertid ikke i amerikanernes smag, og derfor tager Edith og Willumsen i 1902 tilbage til Europa, hvor de først rejser til Pyrenæerne, Italien, Schweiz og Frankrig. Året efter bosætter de sig i Paris – nu som ægtefolk. Her havde Willumsen som nævnt fået det første strejf af international anerkendelse som symbolist i 1890’erne.

Kunstscenen havde imidlertid ændret sig, siden Willumsen sidst havde været i byernes by, og tidens modernisme var ikke noget for ham. Han valgte i stedet at orientere sig mod den nordiske og tyske kunst til trods for, at han tidligere havde kaldt den gråmeleret og ligbleg sammenlignet med Sydens kontrastrige og koloristiske intensitet. Unægtelig et paradoks.

Gennembrud

Willumsens plan lykkedes, og gennembruddet kom med “En bjergbestigerske I”, 1904. Værket blev dengang som i dag fortolket som en hyldest til den moderne frie kvinde, der med suveræn selvfølelse skuer ud over verden og underlægger den sit blik. Hun er både mandens ligeværdige og (for)billede på den samhørighed mellem kønnene, som Willumsen havde varslet. Modellen er naturligvis hustruen Edith.

Efterspørgslen efter Willumsens værker stiger, og han må fx senere udføre en duplik af bjergbestigersken, hvor skyhimlen er rosa og farver bjergene med “alpeglød”, modsat førsteudgavens kølige isblå toner.

I pagt med nyorienteringen flytter parret Willumsen tilbage til København, hvor de i 1909 får opført en villa i Hellerup. Villaen er et Gesamtkunstwerk, hvor kunstarterne spiller sammen i skønvirkestil i pagt med epokens idealer. Men det er også et Gesamtkunstwerk i den forstand, at parret begge har indflydelse på udformningen af villaens indretning og dekorationer, understreger Wivel.

“Bjergbestigerske I“ er en hyldest til den moderne frie kvinde.

Værket fik afgørende betydning for Willumsens kunstneriske gennembrud. © Foto: Ole Akhøj

Vitalisme

Vitalismen er nu på vej. Det drejer sig om kropsudfoldelse – et fælles anliggende for mænd og kvinder. Og som resultatet af deres samliv: børnene. Med “Badende børn”, 1910, skabte Willumsen sin version af barnets århundrede, hvor kunstneren studerer og lærer af børnenes leg.

De fleste af Willumsens kolleger afbildede kun mænd i deres vitalistiske malerier. Willumsen derimod insisterede på, at hans vision for fremtiden skulle rumme både drenge og piger. Her er børnene i deres egen suveræne verden.

Med “Badende børn”, 1910, skabte Willumsen sin version af barnets århundrede, hvor kunstneren studerer og lærer af børnenes leg. © Skagens Kunstmuseer

El Greco

Efter rejser til Italien og Spanien besluttede Willumsen sig for at finde et kunstværk af en ældre mester, som han kunne tjene penge på. I Firenze lykkedes det ham at købe et maleri med titlen “Hyrdernes tilbedelse” – et ungdomsværk af El Greco.

Nu bliver interessen for El Greco til en hel besættelse for Willumsen. Han fascineres af kunstnerens forvrængede perspektiv, farvedissonanser og hans teatralske og gestiske menneskeskildring med forvredne og stigmatiserede kroppe. Afgørende faktorer for ekspressionismens gennembrud. Læs Lyksteds anmeldelse af EL GRECO fra Willumsens Museum her

Det store relief

Willumsen har nu opnået det helt store gennembrud i Skandinavien. Hans 60-årsdag fejres derfor efter alle kunstens regler. Kulminationen på festlighederne bliver et tilsagn om, at “Det store relief” nu endelig kan realiseres 30 år efter, at ideen blev undfanget i Paris. Værket blev bestilt af Statens Museum for Kunst (SMK). Det glæder naturligvis Willumsen, som kvitterer med et tilbud om at donere egne værker til et museum i hans eget navn. Hvis andre betaler for det!

Relieffet falder imidlertid ikke i danskernes smag. Det betegnes som uforståeligt, og Willumsen selv spares ikke. Han beskrives som selvoptaget. Problemet var formentlig, at værket var udtænkt i en helt anden tidsperiode.

Arbejdet med relieffet gjorde det klart for Edith, at Willumsens interesser primært gjaldt kunsten – ikke hende og børnene. Hun forlod derfor sin mand igennem små 30 år til Willumsens store fortvivlelse. Men bruddet var definitivt.

Michelle Bourret

Den knap 70-årige Willumsen får imidlertid snart en ny partner: Balletdanseren Michelle Bourret, som blot er 28 år gammel. Hun ville sætte dansen fri i et moderne formsprog, og hun komponerede og koreograferede egne danse efter forskellige musikstykker.

Bourret var smuk, selvstændig og dedikeret til sin kunst. Desuden var hun scenisk skolet og åben for at posere i forskellige roller. Hun kunne derfor give Willumsen ideer til mange malerier og ny energi til at udfolde sig som kunstner.

Det sker blandt andet i Venedig, hvor Willumsen især inspireres af nætterne. Her opstår utallige billeder med månebelyste spejlinger af byens arkitektur ved kanaler og broer. Malerierne kan bedst beskrives som sjælebilleder.

70 år

Efter at Willumsen var blevet 70 år, begyndte han at mærke alderen. I trilogien “Tizian døende”, 1935-38, iscenesatte han nu sin død. Samlet udgjorde de tre malerier en allegori over kroppens fald, forvandling og genfødsel.

Tankerne om døden får nu Willumsen til tænke på sit eftermæle, der helst skulle udformes i form af et museum udelukkende dedikeret til ham. Det bliver til en strid, der kommer til at vare hans liv ud.

Museet

Efter adskillige diskussioner med diverse myndigheder ender det med, at Willumsen i 1943 skænker sin samling uden betingelser til den danske stat alternativt til Københavns Kommune evt. til hans slægtsbyer Frederikssund eller Roskilde.

Willumsen er dog ingen Thorvaldsen, og snart efter takker SMK og Københavns Kommune nej til Willumsens tilbud. I stedet går donationen til Frederikssund Kommune, der i 1955 udnævner Willumsen til æresborger.

To år senere indvies museet efter heftige stridigheder mellem Willumsen og kommunens arkitekt. Da kunstneren den 4. april 1958 selv får fred, begraves han i museets park.

Vurdering

Henrik Wivels “Jeg er en anden. En biografi om J.F. Willumsen” er den første dækkende biografi om J.F. Willumsens kompromisløse livsværk skabt i samliv med tre stærke kvinder

Ikke underligt, for det må have været en kæmpemæssig opgave at gennemføre. Willumsens liv var nemlig en livslang kamp for at finde frem til nye muligheder for at udtrykke sig kunstnerisk. Og han blev altså ikke mindre end 95 år.

Kildematerialet er enormt. Nærmest uoverskuelige mængder af kunstværker – egne såvel som andres. Læg hertil utallige notes- og dagbøger, fotos, skitser og breve herunder Willumsens og Michelles inspirerende brevveksling samt hustruen Edith Willumsens erindringer om samlivet med Willumsen.

Opgaven er løst på fornemste vis. Wivel er som bekendt en sprogets mester, og han forstår at skabe fremdrift i fortællingen, så man hænger ved fra først til sidst.

I dag forstår vi bedre at værdsætte Willumsen efter fortjeneste, end samtiden gjorde. Der har således været mange velbesøgte udstillinger med hans kunst i de senere år. Tænk fx blot på Arkens særudstilling “Willumsen – Farver og striber” i 2019, der var en farvemæssig tour de force gennem mesterens kompromisløse livsværk. Hertil kommer utallige spændende særudstillinger på hans eget museum. Senest Som et møl mod flammen, med Martin Bigum – læs Freverts anmeldelse her

Da disse udstillinger har haft hvert deres tema, har vi derfor været nødt til selv at danne vores eget billede af Willumsens liv og virke. Det behøver vi ikke længere. Wivels fascinerende og inspirerende storværk rummer nemlig alt, hvad der er værd at vide om kunstneren. Biografien er ganske enkelt ikke til at komme uden om, hverken for nutidens kunstinteresserede eller for kunstinteresserede i de kommende generationer.

Endelig skal det fremhæves, at værket er et fremragende eksempel på bogkunst af fineste karat. De to bind leveres i en smuk kassette, og bøgernes grafiske design præsenteres flot på 150 g hvidt papir (arctic volume). Hertil kommer, at billedbehandlingen er helt i top. Det er sådan, jeg husker og mindes Willumsens værker.

J.F. Willumsen: Selvportræt på 80-årsdagen. 1943. Olie på lærred. 95 x 73 cm. Skarpt malet op og direkte i konfrontationen.

En biografi om J.F. Willumsen: Forlag: Strandberg Publishing. Forfatter Henrik Wivel. Titel: Jeg er en anden. Tobindsværk i kassette, i alt 544 sider, over 400 illustrationer. Pris: 499,95 kr.

Se eller gense Lyksteds video fra YouTube: Arkens særudstilling “Willumsen – Farver og striber” i 2019 – her

En biografi om J.F. Willumsen – Jeg er en anden – se mere her

En biografi om J.F. Willumsen – Jeg er en anden er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.

Redaktion: Jesper Hillestrøm