Boganmeldelse: BERLIN BRÆNDER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. Tom Buk-Swienty skriver flydende og medrivende. Det kan næsten ikke gøres bedre, når det handler om at formidle historisk stof ……’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er helt umuligt at lægge BERLIN BRÆNDER fra sig, når man først er startet. Du kan næsten mærke, hvordan jorden brænder igennem dine sko, samt aske og støv sætter sig i hver en porre af din hud. Romanen er skrevet med en sjælden indlevelse. Du befinder dig i Berlin i årene 1942-44, hvor alt langsomt er ved at gå i opløsning. Hitlers angiverapparat bliver mere og mere udviklet. Englænderne er ved at få nok og der er kun en ting at gøre, bombe Berlin sønder og sammen.

Paul von Stemann – et scoop

Tom Buk-Swienty fik ved et tilfælde kontakt til den britiske journalist og historiker Sir Max Hasting, der i rosende toner omtalte en Paul von Stemann. Stemann havde skildret krigen i et manuskript, som han ikke havde haft held til at få udgivet. Stemann var udsendt som Berlingske Tidendes korrespondent i Berlin. Stemann flyttede til London efter krigen og giftede sig med en engelsk kvinde. Hans manuskript lå på Imperial War Museum. Tom blev fyr og flamme og da han havde læst manuskriptet, var der ingen tvivl i hans sind. Her var noget ganske usædvanligt, et scoop, som han selv siger. Og det er denne roman blevet, et scoop.

Fire hovedpersoner – Berlin under krigen

Hovedpersonerne er fire dynamiske personligheder. De kender ikke hinanden inden deres veje krydses i Berlin, men efterhånden som det går op for alle, at der er uendeligt mange netværk af alle mulige slags i Berlin, kommer de i tæt kontakt med hinanden. Det gælder om at sno sig som en ål i en by styret af en overmagt, men journalisterne er privilegeret. De to danske journalister kan få pakker med mad sendt hjemmefra.

 

Journalisterne færdes i presseklubber oprettet og styret af regimet, og der er mulighed for mad og drikkevarer. Det er absolut bedre end Berlins stakkels indbyggere lever. Rationeringerne bliver mere og mere skrabede og den almindelige berliner, kommer i løbet af disse to år til at blive nærmest udsultet. Nazisterne ønsker at fremstå positivt i omverdenens øjne, så alle journalisterne får dobbelt rationering.

Arild Hvidtfeldt

Paul von Stemann var lidt af en levemand, præget af hans opvækst og velhavende familie. Han var jovial, vellidt og konservativ ind til benet. Hans far havde ønsket at se ham som jurist, men Stemann gik sine egne veje og blev journalist. Hans kollega Arild Hvidtfeldt var hans diametrale modsætning. Som dedikeret socialdemokrat, ambitiøs og talentfuld skribent, blev han udsendt som Politikens korrespondent i Berlin. Hans store passion var bøger.

 

Selvom journalister var konkurrenter, opstod der et sammenhold mellem dem. De var afhængige af hinandens loyalitet i et angiversamfund, hvor der ikke skulle meget til, før tingene blev udlagt forkert i forhold til magthavernes regler. Stemann og Hvidtfeldt opdagede hurtigt, at flere modstandsgrupper stille og roligt prøvede at underminere Hitlers diktatur. Det var farligt at have omgang med personer, der bare kendte nogen, som kunne have pippet negativt om ’Føreren’, eller hans tro proselytter. Alligevel kunne intet stoppe en spirende modstand.

 

Krigen fik efterhånden tag i berlinerne. Apatien var synlig. Jo mere de blev bedt om at arbejde, desto mindre blev madrationerne. Alle var ved at være kørt i sænk. Tom Buk-Swientys skildringer af rædslerne i Berlin, er noget af det mest livagtige, jeg nogensinde har læst om Hitlers vanvid. Takket være breve og dokumentation, er det lykkedes forfatteren at skille de faktuelle situationer ad, og kæde dem sammen med de oplevelser hovedpersonerne har haft. Det er ganske ufatteligt, hvad de har været vidner til, og det bliver værre og værre for hvert kapitel.

Vincens Steensen Leth og Frederik Holck Colding

De to andre hovedpersoner er diplomater fra den danske ambassade, Vincens Steensen Leth og Frederik Holck Colding. Sidstnævnte er ung og ambitiøs og kommer til at spille en væsentlig rolle i diplomatisk regi. Vincens Steensen Leth står stærkt på sine rettigheder, og forstår også, hvordan man spiller sine kort rigtigt. De bliver gode venner med Stemann og Hvidtfeldt.

 

Vi er med i bombardementerne, mens husmurene falder ned om ørerne på folk. Luftsirenerne lyder igen og igen, og folk tager deres kufferter med ned i beskyttelsesrummene. De to diplomater har kunnet sende breve hjem til familien uden at de blev læst, i hvert fald ikke dem alle sammen. Brevene indeholder beskrivelser fra første hold. Journalisterne rapporterede på livet lød og selvom de var underlagt censur, fik de hurtigt lært at skrive mellem linjerne. Desuden ville tyskerne gerne være på god fod med Danmark.

Layout

Layoutet på bogen er vældig godt og passer til historien. Under flapperne på omslaget er der et kort over Berlin og de forskellige steder, hvor personerne har opholdt sig. Det gør det hele meget nærværende. Persongalleriet i bogen er særdeles omfattende, men alle personer forekommer flere gange i naturlig rækkefølge og dukker op igen og igen. Du lærer dem hurtigt at kende.

 

Bogen er garneret med billeder. De siger mere end ord! Tom Buk-Swienty skriver flydende og medrivende. Det kan næsten ikke gøres bedre, når det handler om at formidle historisk stof. Han er metodisk og giver sig tid til at gå i dybden. Tom Buk-Swienty er uddannet historiker og adjungeret professor på Syddansk Universitet. Allerede nu har forfatteren varslet at næste bind, ’Russerne kommer’, bliver udgivet i foråret 2025. Her vil det være de to diplomater, der kommer til at spille de væsentlige roller i bogen. Jeg glæder mig og det ved jeg at alle, der har læst BERLIN BRÆNDER også gør.

 

 

 

 

Læs også Freverts anmeldelse af Safari fra helvede – her

 

 

Boganmeldelse: BERLIN BRÆNDER. Forfatter: Tom Buk-Swienty. Udgivet på Politikens forlag.

 

 

Boganmeldelse: BERLIN BRÆNDER – se mere her

 

 

 

Boganmeldelse: BERLIN BRÆNDER er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm