BOGANMELDELSE: Den Frigjorte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. DEN FRIGJORTE er et værk, der smelter sammen som én lang Clausen-film, i bogform …..’

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste danskere kender Erik Clausen. De fleste synes, han er en god rød kammerat. Tilbage i 80’erne husker mange ham som gøgler – en gøgler, der begyndte at vende sig mod filmbranchen.

 

Forfatterne Anders Højberg Kamp (f. 1985) og Michael Jensen (f. 1980) har med stor succes landet et smukt bogprojekt med Clausens film i fokus. Godt håndværk er ikke til at tage fejl af – sjældent er set så gennemarbejdet et værk! DEN FRIGJORTE holder læseren i hånd fra start til slut og vi guides gennem tæt ved 4 årtier med 15 danske film – plus det løse.

 

Debutfilmen CIRKUS CASABLANCA (1981) er i virkeligheden ikke en debutfilm. Dette skriver jeg for at provokere, for nuvel debutfilmen er det, men er samtidig egentlig blot en fortsættelse af det rejsende cirkus med gøgl, spøg og skæmt, som Clausen & Petersen rejste land og rige rundt med i 70’erne – denne gang blot med et kamera på – og naturligvis en handling, persongalleri osv. En film lavet på forhånd i virkelighedens verden, som så ‘lige’ skulle optages som fiktion og klippes sammen.

 

Det er en grov forenkling fra min side som anmelder at sætte det sådan op, men det viser noget om, hvordan det hele startede ‘fra hånden og i munden’ – lidt som en spøjs kommentar og et ønske om at producere én film – som så endte med at blive til hele 15 i alt.

 

Det er naturligvis ikke min opgave at anmelde de 15 film, men at anmelde bogen DEN FRIGJORTE. Jeg lover dog, at anmeldelsen her vil byde på nedslag i pragtværket og bliver min anmeldelse færdig før middagstid i dag, tillader jeg mig selv en ekstra snaps til silden.

Pragtfuld journalistik

Om de to forfattere (‘rødder’ som Clausen kalder dem) er ude på omvendte øretæver vides ikke, men det er en nydelse at læse en frembringelse, der først og fremmest har en intro om værkets tilblivelse. Dernæst har vi et præcist persongalleri over de medvirkende i bogen, som strækker sig over 20 sider – det er god journalistisk guf – en uundværlig ramme.

 

Hovedpersonen Erik Clausen byder velkommen på en 7 siders penge og giver en hyggelig introduktion til det eventyrlige liv på godt og ondt, han har bedrevet med film. Personligt har jeg altid godt kunne lide Clausen, også lidt strandvejssocialisme til trods. Han fortæller om barndommen, med skilsmisse, alkoholisme, ensomhed og den slags ting – noget der drev ham til ‘handling’, nemlig det tidligt at skulle tjene sine egne penge, som bud – og som udvidede horisonten ved at give nok til biografture. Senere kom turen som Bille August også til en læreplads som bygningsmaler.

 

Da Erik Clausen er 38 år sætter han sig i instruktørstolen for første gang. Som jeg ofte skriver om i mine anmeldelser af biografier, ved INGEN, ej heller hovedpersonen selv, hvad fremtiden ville bringe på et givent tidspunkt. Skrevet på en anden måde – de 15 film var IKKE fastlagt, men naturligvis afløste den ene den anden med års mellemrum. Nogle filmprojekter blev endda sat på stand by, mens andre film overhalede inden om – og midt i det hele påtog Clausen sig som bekendt store filmroller i andre regi som f.eks. ‘Midt om natten’ (1984) og ‘Den store badedag’ (1991).

 

For hver film mødes vi af en intro og kort resumé af filmen. Vi får også kærkomne facts, så som: Antal solgte billetter, premiere årstal i biografen og senere på tv, hvilken filmmusik og komponist, der var dens ophavsmand, og naturligvis filmselskab og filmstøtte m.m. Dernæst venter der en lang række ‘besyv’, eller som fagsproget byder os at kalde ‘oral biography’ med ‘udtalelser’ og ‘vidneudsagn’ fra deltagerne og aktørerne i den pågældende film – både foran, bagved og imellem kameraet. Langt de fleste er nulevende personer heldigvis, men også med direkte eller indirekte statements fra Nulle, Eva Madsen, Kim Larsen og Britt Bendixen. Hertil kommer der en gennemarbejdet oversigt i slutningen af bogen, som indeholder henvisninger til de mange citater, fra interviews, artikler m.m. gennem de mange årtier – igen en nydelse for en litterat.

 

Det kan ikke nægtes, at grebet med at sammenkæde alle disse udsagn til en større helhed er lykkedes til fulde. Vi mødes af forfriskende ærlighed, verbale klask og morsomheder. Naturligvis rundes de ting, der gled i olie og dem, der gled mindre godt i olie.

Lidt højdepunkter på godt og ondt

Jeg har altid haft filmen TARZAN MAMA MIA som min favorit film – og her skrev jeg så forkert, filmen hedder faktisk MIG OG MAMA MIA (1989). Dette får vi en god forklaring på i bogen – og ja her er tale om syret amerikansk juristeri.

 

I den selv samme film optræder Michael Ehlert Falch, der på det tidspunkt var lidt for glad for flasken. Uagtet det var det et krav ifølge Falchs kontrakt, at han skulle have adgang til et tv på settet, da han som fodbold fanatiker ønskede at følge med i EM i fodbold – et lille og overkommeligt krav skulle man mene, men et krav som den gode Clausen fejede til side, da fodbold jo som bekendt er nogle fjollede mænd, der løber rundt efter en bold, og ikke at måle med Tour De France eller anden vigtig sport – dette skabte en rimelig slem konflikt.

 

Vi får også indblik i manuskripter, der sine steder har været ‘mangelfulde’ – det vil sige: ‘Lagt op til skuespillerne selv at finde ud af replikkerne’ – agtigt. Dette sås bl.a. i filmen MENNESKER BLIVER SPIST (2015). Her skulle Thomas Hedemann spille auktionarius på en bilauktion – ‘du finder på noget!’ var stort set Clausens instruktion, med det resultat at Hedemann måtte i arbejdstøjet og tillære sig forskellige salgsudtryk fra nettet om bilsalg. Det endte med, at statisterne, troede de var til en rigtig bilauktion, med kamera på.

 

Indimellem kom Clausen på ideer undervejs – det viser hvor stor en kunstner han er, og de fleste film kom godt i mål, men med et filmhold, der koster mellem 50-100.000 kroner at holde i gang om dagen, er der sjældent plads til at gøre scener om, for så igen at finde på noget andet, og så måske komme i tanker om at ville forfra igen. Her kommer bogen naturligvis med finurlige indslag og anekdoter.

 

Venskabet med Leif Sylvester kommer vi også omkring – ikke alt kunne naturligvis køre i olie og indimellem skiltes deres veje for så senere at blive flettet sammen igen. Her møder vi også mange sjove hændelser. I MIG OG MAMA MIA skulle Sylvester spille gårdens vagabond og spritter – Sylvester fik lavet sig et falsk gebis med sorte tænder o.s.v. – under optagelserne, når der opstod ventetid (som der jo altid findes en del af på filmset), snakkede Sylvester løs med de unge statister, var beleven og friskfyragtig – han glemte, han ikke just udstrålede lækkerhedsfaktor, men lignede en skidt karl.

Erik Clausens problem

Et gennemgående problem for Erik Clausen i hans film er hans personality. Erik Clausen er nemlig sine film. I virkeligheden er det kun få forundt at indskrive sig i ligaen sammen med Charlie Chaplin og Woddy Allen, nemlig det at ‘være’ sine film. Gennem årene er det blevet ‘forsøgt’, at Clausen har kaldt sig selv for: Bent A, John eller noget helt femte – i MIDT OM NATTEN (der ikke er en direkte Clausen film) var navnet Arnold. Men fælles for karakteren er, at de ligner Erik Clausen, og det fremgår mellem linjerne også af bogen. Fordelene var mange – under optagelserne kunne Clausen komme i tanke om ikke det var muligt at optage lidt på en færge, når filmholdet alligevel tog frem og tilbage til Jylland, og hvis han spurgte pænt, var svaret tit, at ‘det er ok kammerat!’.

 

Andre gange var Clausens personality i vejen f.eks., da tilblivelsen af filmen MIN FYNSKE BARNDOM (1994) fandt sted. Her så Clausen ikke sig selv i stand til at spille med – for hvad skulle en ‘rød kriger’ pludselig optræde med i en film, der foregår i en anden tidsalder? Her var der for øvrigt også lagt et ‘billetmærke’ ind af skuespilleren Allan Olsen – men også her måtte Clausen afvise og meddele, at man i sådan en film ikke kunne anvende en skuespiller, der lignede ‘Mig og Charly’ (1978) med smukke navler osv. Endelig viste det sig, at forskellige høj-i-hatten sponsorer var uvillige med støtte til en film om Carl Nielsen, fordi Clausen jo ikke var akademiker – velvidende at Carl Nielsen jo selv voksede op i en håndværkerfamilie, hvor faderen var fritidsspillemand.

Et værk behæftet med fejl

‘Rødderne’ har begået et pedantisk gennemarbejdet værk, og det irriterer som bekendt anmeldere. Derfor satte jeg et mikroskop på og gennemlæste bogen 4-5 gange og endelig fandt jeg 2 fejl: På side 288, tredje sidste linje før ordet ‘Vi’ mangler et mellemrum. Endelig er der også sjusket på side 330 i navnet ANDERS BÆKHOLM Jensen – her er Jensen ikke i kapitaler – Tag den! Anders Højbjerg Kamp og Michael Jensen!

Det sidste ord

Som sagt er DEN FRIGJORTE et komplet værk, der kommer hele vejen rundt. Unægteligt umuligt at nævne alt her. Vi kommer omkring Nulles påhit og improvisationer i skuespillet. Clausens samarbejde med datteren Louise og vice versa. Hvordan man komponerer Carl Nielsen musik – retrospektivt inden Carl Nielsen blev komponisten Carl Nielsen. Endelig erfarer vi også hvordan man som professionel violinist lærer at spille ‘falsk’. DEN FRIGJORTE er et værk, der smelter sammen som én lang Clausen-film, i bogform.

 

 

BOGANMELDELSE: Den Frigjorte – Erik Clausen, hans film og hvordan de blev til, er udgivet på forlaget People’s.

 

 

BOGANMELDELSE: Den Frigjorte – se mere her

 

 

 

BOGANMELDELSE: Den Frigjorte er skrevet af chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION