Galerie Moderne: Hyldest til Peter Brandes
Peter Brandes mindes med smuk udstilling på
Galerie Moderne i Silkeborg
Det fortællende aspekt i de fire 170 cm. høje ”Isak-Ismael”-krukker er eksekveret som relieffer. Foto: Lars Svanholm
✮✮✮✮✮
‘ …. der var kun gået få dage af 2025, inden meddelelsen indløb om, at maleren, grafikeren og billedhuggeren Peter Brandes var død. Han skildrede i levende live generøst åndens epos ….’
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Når man under rubrikken ”Hyldest til Peter Brandes” i udstillingskataloget til mindeudstillingen på Galerie Moderne i Silkeborg kan læse, at udstillingen med værker af kunstneren, der døde få dage inde i 2025, oprindeligt var planlagt i samarbejde med Peter Brandes, udgør denne del af teksten et markant vidnesbyrd om, at Peter Brandes, trods et svækket helbred, var kunstnerisk aktiv stort set til det sidste.
En stor del af værkerne er udarbejdet i 2024 – samme år, som man kunne se og opleve en storslået udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad i anledning af, at kunstneren i 2024 rundede 80 år.
På trods af, at denne anmeldelse primært er beregnet for udstillingen i Galerie Moderne, er det ikke desto mindre fristende at tage et tilbageblik på den store udstilling på Silkeborg Bad. Her kunne man i et gedigent retrospektivt forløb opleve en udstilling med en kunstner, som satte et altid kompetent fokus på den bibelske fortælling.
I et replicerende forløb har Peter Brandes brugt et værk af Paul Cézanne med titlen ”Standing Man” som forlæg for udgaverne af ”Påskelatter”. Her i blyant, tusch, akvarel og oliekridt på antikt papir. Pressefoto: Galerie Moderne, Silkeborg)
Proces af gentagelser
Udstillingens titel ”I lyset af gentagelsen” og netop titlens reference til gentagelsen som kunstnerisk grundprincip bør her ses som en ganske normal præmis i, hvad enhver kunstner vil se som en del af en fordybelsesproces. En sådan vil vanskeligt lade sig konstruere uden en nødvendig repetition af det billedlige. Med andre ord: Man undersøger som billedkunstner alle muligheder med henblik på en styrkelse af udtrykket.
Det samme oplever man på den aktuelle udstilling i Galerie Moderne. Temaet “Påskelatter” refererer til en særlig tradition i kirken, som var udbredt i visse dele af Europa i middelalderen og renæssancen, og det gik ud på, at præsten under sin påskeprædiken skulle få menigheden til at bryde ud i latter. Dette skete ofte gennem humoristiske anekdoter, vittigheder eller ved at gøre nar af Djævelen.
Peter Brandes forholder sig til dette bemærkelsesværdige fænomen ved i et replicerende forløb at bruge et motiv hentet fra en værk med titlen ”Standing Man” af maleren Paul Cézanne fra 1878, og der er i sandhed tale om et større antal arbejder udført med blyant, akvarel, oliekridt og tusch på antikt papir.
Motivet udvikler sig i denne proces af gentagelser, men hele vejen igennem med den stående mand med højre arm hævet. I det originale værk af Cézanne har figuren et relativt stort hoved, og Brandes har videreført dette greb i sine egne værker.
Serien ræsonneres i kraft af arbejder, hvori ses Jesus’ ansigt i en liggende position. Der er nok at tolke på, men det er oplagt at Brandes har arbejdet med dette motiv og dermed har overført det til en refleksion over menneskets eksistentielle position i lyset af påskens fortælling.
Et værk i serien ”Engum Krist”. Tusch og akvarel på antikt papir. Pressefoto: Galerie Moderne, Silkeborg
Fire store krukker med Isak og Ismael
I den aktuelle udstilling, som på sidste års udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad, er det umuligt at overse fire store, hvide keramiske krukker, der hver har modelleret temaet ”Isak-Ismael” ind i formen. Fortællingen om Abrahams to sønner, som han fik med to kvinder, udgør som bekendt et epos om konsekvenserne for de tre store monoteistiske religioner: Jødedommen, kristendommen og islam.
Ifølge Det Gamle Testamente var Ismael søn af Abraham og Hagar, en egyptisk trælkvinde, mens Isak var søn af Abraham og hans hustru Sara. Isak blev anset for at være den søn, Gud havde lovet Abraham, og hans efterkommere blev Israels folk. Ismael og hans efterkommere blev ofte set som grundlæggerne af det arabiske folk.
Kunstnerisk set er temaet ofte blevet fortolket i maleri og skulptur, men hos Peter Brandes er det fortællende element altså eksekveret som relieffer på fire krukker, der hver måler 170 cm. i højden. Historien og værkerne rummer et stærkt eksistentielt aspekt, da konflikten mellem Isaks og Ismaels efterkommere i mange tolkninger symboliserer de historiske spændinger mellem jøder og arabere.
Således kan det opleves som næsten paradoksalt, at krukkerne fremstår i en neutral finish. Det bliver de dog ikke mindre smukke af. Formen er klassisk, men det bibelske eventyr lever usvækket i kraft af den vitale udsmykning.
Peter Brandes’ selvportrætter er lavet få måneder inden kunstnerens død. Her i en version med blyant, tusch, akvarel og oliepastel på antikt papir. Pressefoto: Galerie Moderne, Silkeborg
Selvportrætterne og kunstnerens eftermæle
Selvportrætter udgør et bemærkelsesværdigt element i udstillingen. Som genre er selvportrættet et eksistentielt begreb i kunsthistorien, og i Peter Brandes’ tilfælde er værkerne udført i et forløb ganske få måneder inden kunstnerens død.
”En refleksion i eget spejl” hedder det i udstillingskataloget over serien af selvportrætter, der ikke på nogen måde forsøger at fremkalde et heroisk billede af en kunstner, der måske, måske ikke, besidder en bevidsthed om, at det snart er slut.
Når man som kunstner sætter sig for at beskrive et sindbillede på sin egen eksistens, kan meget gå helt galt; men aktuelt er der tale om en række værker, som rummer en rørende autenticitet. Ikke mindst fordi, at Brandes har valgt at gengive sig selv i nogle af værkerne i selskab med sin kone Maja Lise Engelhardt, der som bekendt er en af kongerigets fremmeste billedkunstnere parallelt med rollen som Brandes’ livsledsager.
I en lille blyantstegning udført den 23. november 2024 ses Maja Lise siddende i en stol med armene foran sig kiggende på et punkt uden for billedplanet. Intensiteten i værket er ufravigelig, og det er altså tegnet mindre end halvanden måned inden Brandes’ død i begyndelsen af januar 2025.
Man kan sagtens fabulere over og analysere på, hvordan en kunstners eftermæle står i et samlet perspektiv; men mindet om Peter Brandes kunne nok ikke skildres mere følsomt og smukt end i udstillingen på Galerie Moderne, som her tegner billedet af en stor kunstner, der i levende live generøst skildrede åndens epos i maleri, skulptur, tegning, grafik samt i diverse kirkelige udsmykninger.
Temaet ”Påskelatter” refererer til en særlig kirkelig tradition i middelalderen og renæssancen her i akvarel og oliekridt
på antikt papir. Pressefoto: Galerie Moderne, Silkeborg
Galerie Moderne: Hyldest til Peter Brandes: Peter Brandes, født d. 5. marts 1944 i Assens, var en af Danmarks mest markante og alsidige kunstnere. Han debuterede i 1960’erne og var en central skikkelse på den danske og internationale kunstscene med sin ekspressive og ofte spirituelle tilgang til kunst. Peter Brandes døde d. 4. januar 2025. Udstillingen ”Hyldest til Peter Brandes” kan ses hos Galerie Moderne, Hostrupsgade 39, Silkeborg, frem til d. 22. marts 2025.
Galerie Moderne: Hyldest til Peter Brandes – se mere her
Coverfoto: ”En refleksion i eget spejl” hedder det i udstillingskataloget om serien af selvportrætter, som her endnu en gang ses udført i blyant, tusch, akvarel og oliepastel på antikt papir. Pressefoto: Galerie Moderne, Silkeborg
Galerie Moderne: Hyldest til Peter Brandes er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm