KUNSTEN: Solar System

I Aalborg er apokalypsen gul

Med elementer iblandet beton, rotter og trash tegner Esben Weile Kjær et billede af en kollapsende, dystopisk verden.

Foto: David Stjernholm

✮✮✮✮

‘ ….. I en totalinstallation af kitschede elementer iblandet beton, rotter og trash tegner Esben Weile Kjær et billede af en kollapsende verden på Kunsten i Aalborg …..’

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Da jeg betrådte det centrale udstillingsrum, hvor man på Kunsten i Aalborg viser udstillingen ”Solar System”, fik jeg en association til et offentligt toilet, hvor man oplyser det aflåselige rum med en hæslig gullig kulør med henblik på at narkomanerne ikke skal kunne finde deres vener. Udstillingen og dermed totalinstallationen er sat i scene af den relativt unge (født 1992) billedkunstner Esben Weile Kjær, som i de senere år har hidkaldt sig en del opmærksomhed.

Kort fortalt: Esben Weile Kjær er en efterhånden fremtrædende dansk billedkunstner, som er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han er især kendt for at arbejde med en æstetik, der tager inspiration fra musikverdenen og popkulturen. Ved at bringe elementer fra kommerciel kultur ind i kunstens verden, kommenterer han på, hvordan identitet og kultur formes og sælges i nutidens samfund.

Gul flodbølge med urkomiske scener

Heldigvis rammer Weile Kjærs verdensbillede langt ud over, hvad man kan finde i et underlødigt univers af overfladiske ligegyldigheder; men man kan være sikker på, at der ofte ligger en proportion af noget glam på bunden af, hvad der aktuelt kan beskues som et billede på en apokalyptisk underverden.

Inden man muligvis bliver skræmt fra vid og sans i forventningen om et kaos i lystigt gys, er det vigtigt at påpege kunstnerens evne til at bringe bizarre og sofistikerede burlesker i spil. På trods af, at man føler sig som et offer for en gul flodbølge, finder der urkomiske scener sted i Weile Kjærs forestilling.

Hvordan man egentlig skal tolke en fortælling, der muligvis giver associationer til Cormac McCarthys beskrivelse af en form for dommedag i romanen ”Vejen”, kan glimrende give en anmelder, der er langt fra hjemme i psykedeliske virkemidler, grå hår i hovedet. Dem har jeg i forvejen, så jeg kaster mig ud i et signalement af dette gule dødsrige.

Et antal bunkerlignende skulpturelle enheder i beton skaber en staffage med en vis tyngde i miljøet. De tunge og kantede enheder giver adskilligt til alt det, som installationen rummer af organiske synteser, der for så vidt fungerer som de øvrige refererende dele af udstillingen.

Rotterne med overflader af ædelsten ikke levende; men ganske symbolske for alt det, vi ikke kan lide. Foto: David Stjernholm

Rotter som symboler

Hvad siger De f.eks. kære læser til et antal rotter udført med overflader af ædelsten? Nej, vel? Modsætningen er til at få øje på, og alle ved, at rotter er pokkers sejlivede, og derfor giver det klart mening, at de optræder i højst levende roller i et univers under afvikling. Men bare rolig… Rotterne er ikke levende; men ganske symbolske for alt det, vi ikke kan lide.

Frank Zappa udsendte i tidernes morgen et album med titlen ”Hot Rats” sammen med sit band The Mothers. Måske var det tilstedeværelsen af rotter i titlen, der afgjorde, at pladen fra 1969 langt fra blev en bestseller. Og så var der kun ét nummer med vokal på skiven, men det blev til gengæld fremført af en person, der kaldte sig Captain Beefheart og som dækkede over den samtidigt ekspressionistiske kunstmaler Don Van Vliet (1941-2010), der mens han levede, fik et behersket gennembrud som billedkunstner.

Jeg besidder lige nu et behov for at blive i beatkulturen. Man har en følelse af at befinde sig under vandet i Esben Weile Kjærs installation. Det kan muligvis tilskrives den gule farves evne til så at sige at udviske, hvad der måtte være til stede i rummet af koloristiske nuancer.

Jeg skruer tiden tilbage til min egen knallertbenzin stinkende ungdom og til et andet musikalsk værk med navnet ”Yellow Submarine”, men her er vi i en helt anden epoke af popkultur; men hvor meget har i princippet ændret sig, siden Ringo Starr på vegne af The Beatles fremførte sangen om den gule undervandsbåd uden – og det er næsten mirakuløst – at ramme en ren tone? En del, ser det ud til.

Jeg markerer her nogle kulturelle elementer, som intet har med den aktuelle udstilling at gøre; men jeg må vel sætte noget i scene, som jeg ved noget om? I formidlingsmaterialet kan man læse om fænomenet ”Teletubbies”, og sådanne aner jeg meget lidt om; men jeg ved en del om modernistisk skulptur og studerer en gylden mand, der nøgen er placeret ovenpå en UFO-lignende konstruktion, der igen er anbragt på en betonsokkel.

Fascinerende og skræmmende dystopisk fremtoning

Jeg misunder ham ikke. Han er radmager og kigger undersøgende ud i rummet, som tænker han »hvor er vejen ud af dette helvede, og hvordan kommer jeg potentielt derhen«? Der ligger en stang med en antenne og en tv-parabol på gulvet. Værket har en titel: ”Gravity” er det samme som tyngdekraft, og man kan falde dybt. Det ved de fleste.

Jeg kan ikke undgå ret omgående at få øje på en mærkværdig skulptur i udstillingen, og nu føler jeg faktisk en nødvendighed for at skabe en viden omkring det tidligere nævnte Teletubby-kosmos. Jeg er blot ikke blevet klogere på universet siden, men heldigvis kan en AI-genereret robot hjælpe mig. På ChatGTP hedder det blandt andet om Teletubbies, som er et britisk tv-program for børn i førskolealderen fra 1990’erne:

»Serien blev enormt populær på verdensplan og er kendt for sine farverige figurer, gentagende sprogbrug og en surrealistisk stil, der nærmest gør den ikonisk«, fortæller den kunstige intelligens mig og ChatGTP supplerer: »Derudover er den lidt surrealistiske sti med solens babyansigt og de magiske omgivelser noget, der skaber en unik atmosfære, som mange forældre også har fundet fascinerende«.

En bizar skulptur fremstiller en form for edderkop med vinger under udstillingens primære lysgiver,

som består af en vrængende ”sol” konstrueret af bøjede neonrør. Foto: David Stjernholm

Jeg kan følge beskrivelsen så langt, at vi altså befinder os i et farverigt pop-univers med en vis surrealistisk undertone, og nu begynder der at tegne sig mønstre både i relation til den bizarre skulptur, der fremstiller en form for edderkop med vinger og udstillingens primære lysgiver, som består af en grangivelig vrængende ”sol” konstrueret af bøjede neonrør. Det er herfra den dominerende gule farve har sit udgangspunkt.

Jeg er nu mere rolig; men min sindsro skal ikke rodfæstes i installationens episke ophav. Jeg holder fast i mit oprindelige syn på en verden, som Esben Weile Kjær beskriver. Jeg ser næsten udelukkende et kollapsende miljø foran mig, og priser under besøget mig lykkelig for, at mit lyse sind påbyder mig en mere nuanceret vision på fremtiden, men fascinerende og skræmmende er Weile Kjærs gule apokalypse ikke desto mindre i sin dystopiske fremtoning.

”Solar System” udgør Esben Weile Kjærs første store museumsudstilling og kan ses på Kunsten Museum of Modern Art, Kong Christians Allé 50 i Aalborg frem til d. 16. marts 2025.

På installationsfotoet her kan man se et antal bunkerlignende skulpturelle enheder i beton skabe en vis tyngde i udstillingsmiljøet. Foto: David Stjernholm