Litteratur Musik Rejser

Når to mastodonter mødes af Festus Steinmeier

Når to mastodonter mødes

Festus Steinmeier går tæt på H.C. Andersen versus Robert Schumann

 

 

 

 

H.C. Andersen (1805 – 1875) endte med at blive berømt og heldigvis for det. Det blev hans eventyr, som verden fik øjnene op for. Men kunne andre dele af hans forfatterskab have bragt ham berømmelse lidt før? Hvis bare han havde turdet at stole lidt mere på dem, som faktisk ville ham det godt? Dem – som i den daværende kulturelite – kunne sætte handling bag ordene?

 

Hvis man dykker ned i H. C. Andersens digte, opdager man hurtigt, at de ligesom alt andet fra hans hånd er aldeles fremragende. Forfatteren er en mester i tvetydigheder og sætter dermed læserens fantasi i sving. Lad os se på fire eksempler.

Fire værker fra digterens hånd

I Martsviolerne præsenteres læseren umiddelbart for et meget banalt digt på fem strofer om en ung mand, der får øje på en pige og bliver forelsket. Stakkels ham! Undervejs bliver læseren præsenteret for himlen, solen, blomster og isblomster! Bag den tilsyneladende banale eller enkle tekst må der ligge noget mere end det umiddelbare og banale, tænker man. Kigger den unge mand ind i et hus eller ud af et hus? Er huset i virkeligheden ham selv? Pigens øjne ler som martsvioler. Martsvioler er hjerteformede. Ler de til den unge mand, eller er pigen bare glad? (Måske vi i virkeligheden skal kreditere H.C. Andersen for en meget benyttet emoji?)

 

I Tyveknægten sidder en mor med sit spædbarn og drømmer om, hvad hendes lille kæledægge kan blive til. Hun læser Fadervor højt og synes, den lille er en engel. Mens hun sidder og drømmer inde i huset, ankommer en flok ulykkesfugle i form af ravne. De korrigerer hendes tanker ved at hævde at spædbarnet i stedet bliver en tyveknægt. Og tyveknægte har ravne lov til at spise. I hvert fald når tyveknægtene er blevet henrettet! Det var noget af et sortsynsdigt. Alle mødre ønsker det bedste for deres børn, men ingen mødre kan bestemme, hvad deres børn bliver til. De kan heller ikke bruge Fadervor som en anden talisman eller trylleformular. Der er onde kræfter i denne verden, som vil tingene anderledes. Surt at være mor.

 

I Soldaten følger fortælleren en parade, som eskorterer en soldat til henrettelsespladsen. Fortælleren dræber soldaten med ét skud lige i hjertet! Hvad vil digteren med den korte historie? Digtet giver ikke meget mening, hvis fortælleren blot er endnu en soldat. Men prøv engang at skifte fortælleren ud med en forelsket kvinde og læs så forfra. Pludselig handler digtet om noget helt andet.

 

I Spillemanden overværer fortælleren et bryllup mellem en spillemand og en brud. Men spillemanden er i dyb sorg. Fortælleren er selv en spillemand, og håber at han ikke skal opleve det samme! Er det bare en spillemand, der er glad for, at han ikke er brudgom? Prøv at skifte bryllup ud med begravelse og læs så digtet forfra. Måske er det digteren selv, der mere eller mindre modstræbende må erkende at et omflakkende liv er svært at forene med familieliv.

 

Der er bud efter H.C. Andersen

I 1831 er H.C. Andersen i Berlin, og møder her den tyske digter Adalbert von Chamisso (1781 – 1831), som får et eksemplar af H.C. Andersens digte. Den flinke mand Chamisso oversætter de fire ovenstående digte til tysk. På denne måde kommer den anden mastodont på banen, nemlig komponisten Robert Schumann (1810 – 1856), som læser Chamissos oversættelser og ser digtene som brændstof til sin kreativitet. Robert Schumann rider på en bølge af forelskelse til sin hustru, Clara Schumann, og komponerer derfor en stribe sange (eller på tysk: Lieder) for klaver og mandlig sanger (Baryton) i årene efter brylluppet i 1840.

 

H.C. Andersens digte bliver omdannet til sangcyklussen ”Fünf Lieder opus 40”. Fem? Nu har Adalbert von Chamisso jo været så flink at oversætte digtene, og samtidig har Robert Schumann måske behov for at runde H.C. Andersens tre kulsorte digte af med et lysere digt, der kan modsvare H.C. Andersens første lyse digt, Martsviolerne. Derfor afslutter Robert Schumann cyklussen med ”Verratene Liebe” i samme toneart, som den begynder med i Martsviolerne. Med fare for at fornærme eventuelle efterkommere af Adalbert von Chamisso, er der ikke meget tvetydighed at spore i ”Verratene Liebe”. Digtet skal forstås som det læses. Men musikken består den dag i dag og er blevet til fem pragtfulde små universer fra Robert Schumanns komponisthånd. For eksempel er klaverakkompagnementet til Soldaten en sjælden lejlighed for pianisten til at vise lidt muskler i Schumanns mange sangcykler. Schumann har tydeligvis forstået, hvem fortælleren i digtet er!

En dør til berømmelse?

I samarbejde med J.P.E. Hartmann skriver H.C. Andersen teksten til en trylleopera kaldet ”Ravnen”. Robert Schumann anmelder operaen, og H.C. Andersen får rosende ord med på vejen for sin tekst. Robert Schumann befandt sig i den absolutte inderkreds af den musikalske kulturelite, og han var ikke bleg for at promovere talenter på vej frem. Det lykkes ikke at få operaen opført i udlandet, men H.C. Andersen banker unægtelig på døren til det store udland. I 1844 besøger H.C. Andersen familien Schumann og får endda lov til at høre musikken til sine egne digte opført. Andersen nævner, at han arbejder på teksten til endnu en trylleopera, og Robert Schumann beder straks om at få mere at vide om handlingen. Uvist af hvilken årsag bliver dette samarbejde heller ikke til noget. Det skorter ikke på samarbejdsvilje fra Robert Schumanns side!

 

 

Illustration til “Den lille Havfrue” i H.C. Andersen, “Eventyr og Historier”, Bind 1, 1869 – 1872,1872 – 1873Hansen, H.P. , Pedersen, Vilhelm, Kretzschmar, Eduard. SMK

 

 

Hvis H.C. Andersen havde afleveret en tekst til Robert Schumann, som denne derefter havde komponeret musik til, ville stykket helt sikkert være blevet opført et sted i det centrale Europa. Dette samarbejde kunne have gjort H.C. Andersen berømt noget tidligere. Nu er H.C. Andersens format ikke til at komme uden om, hvilket alene hans digte vidner om. Selv om det ”kun” endte med fire små sange med blændende klaverakkompagnement fra Roberts Schumanns hånd, kan to mestre i samarbejde skabe mesterværker. Også selvom den ene mester ikke tror helt på sig selv endnu. Det kan man ikke komme uden om, og det er ganske vist!

 

 

 

 

 

Indlægget er skrevet af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION