Pippi Langstrømpe på Folketeatret
Med Pippi i verdensklasse
✮✮✮✮✮✮
Min datter Stella spørger mig: “… men far? Hvordan laver de så de ting som Pippi laver? Hun kan alt!”
Mens jeg som voksen, analytisk og kritisk anmelder vil vurdere, hvordan instruktør Birgitte Næss-Schmidt vil nuancere og udfolde Pippis karakterers mere melankolske side, baseret på Jonna Nordenskiöld dramatisering fra 2007, er der andre ting, der med barneøjne er mere interessante at få svar på.
Da jeg fortalte min datter – Stella på 8 år – at vi skulle ind og se og anmelde Pippi Langstrømpe som teaterstykke, var de indledende ord hendes første reaktion.
Det stærke hold: Brian Ulrich Skovgaard & Stella Mira Skovgaard
Jeg selv er over 4 gange så gammel, som min datter. Men hendes umiddelbare reaktion minder mig om, at min tilgang til denne forestilling, hverken er 4 gange bedre eller mere rigtig. Den er bare mere voksen… på godt og ondt.
Den sårbare superhelt
Jeg spørger min datter Stella: Synes du, at Pippe egentlig virkede mere trist end hun plejer?
Hvortil Stella svarer: ”Ja; fx da Frøken Prysselius spørger Pippi, om hvor hendes forældre er, bliver Pippi ked af det. Men i filmen [Her kommer Pippi Langstrømpe, 1969] virker Pippi bare mere glad for at hun kan bestemme selv”.
Foto: Gudmund Thai
I Folketeatrets opsætning får Pippi Langstrømpes melankoli lov til at træde frem. Gentagne scener med Pippi, der taler til sin mor og far med længsel og savn, og små tilsnigelser som ovennævnte observation fra Stella.
At gøre Pippi mere melankolsk og nuanceret, gør i bund og grund ikke så meget. Som virkemiddel skaber det et fint modspil og ligefrem et pusterum til de energiske energiudladninger.
Når Frøken Prysselius kraftigt antyder, at Pippi nok bare bærer rundt på en “bogstavkombination”, rammer det hovedet på sømmet i en nutidig kontekst med diagnose-fokuseret kassetænkning, vi kan trække ned over hovedet på os selv og vores børn.
Her begynder nyfortolkningen at kopiere det, vi har set i en del år med adskillige superhelte, som også skal tilknyttes en sårbarhed, smerte og måske også en diagnose… for ellers er det jo ikke en rigtig, ægte fortælling, vel?
Med denne nuancering kan vi ønske Pippi Langstrømpe tillykke med sin sårbarhed og endelig byde hende velkommen i det nye årtusinde. Det var da også på tide!
Foto: Gudmund Thai
Publikummet
Salens publikum var på denne eftermiddag overvejende børn mellem ca. 3 og 10 år med (bedste)forældre. Særligt de yngste var ekstraordinært stille under 1. akt. Som forælder ved man, at det er fordi de er fastholdt i deres opmærksomhed. I 2. akt. var de mere hjemmevant, grinede og kommenterede. Det er – med min børneerfaring – kun et positivt tegn på, at de føler sig tilpas i de rammer, der er sat.
Men hvad tænker min egen datter egentlig om det?
Børnevurderingen
Jeg spørger min datter Stella: ‘Hvis du her efter vi har set teaterstykket skal give Pippi Langstrømpe stjerner, hvor nul er virkelig dårligt og 6 er virkelig godt, hvor meget ville du så give den’?
Stella: ‘Den får 6 stjerner’.
Hvorfor?
Stella: ‘Fordi den var bare virkelig god. Det var gode skuespillere og de havde fundet en, som virkelig lød som Pippi’.
Foto: Gudmund Thai
Voksenvurderingen
At fokusere på at få ‘en Pippi, der både spiller i dur og mol’ – som instruktør Birgitte Næss-Schmidt udtrykker det – er et træk, der både matcher Astrid Lindgrens forfatterskab, men som tidligere omtalt nok skulle ske før eller siden – også selvom man ikke personligt foretrækker at der er gået inflation i fiktive karakterers overmenneskelighed.
Når det så er sagt, var der ikke noget at sætte en finger på hos teaterudgaven af Pippi Langstrømpe.
Skuespillet var overordnet helt i top. Særligt Pippi, Tommy og Annikas karakterer blev emiment leveret ud over scenekanten, og filmudgaven af Lindgrens Frøken Rosenblom (her i form af en top-tunet Pernille Schrøder, der som Frøken Prysselius næmest fløj rundt på scenen i cirkelbevægelser), var en underholdende fornøjelse, der samtidig på symbolsk vis var med til understrege pointen om vigtigheden i at ruske op i autoriteterne.
Jeg var spændt på at se, hvordan bl.a. instruktør Birgitte Næss-Schmidt og scenograf Benjamin La Cour ville løfte opgaven med noget så spraglet som Pippi Langstrømpe, men de formåede at løfte den lydlige og visuelle æstetisk op på et højt niveau, der både var stramt i sit udtryk og havde evnen til at rumme det legende, kaosagtige og infantile. Kostumer, de tekniske scenerammer og lyssætningen – der også fungerede som symbolik mellem den grå voksenverden og Pippis farverige univers, pakket ind i tight koreografi, perfekt synkroniseret med musikken helt ned i de mindste detaljer – fik alt til at gå op i en højere enhed.
Det var ganske enkelt meget mere end jeg havde forventet og håbet på, og jeg ville med glæde se Pippi Langstrømpe igen. Jeg kan derfor kun være enig med min datter. 6 stjerner.
Foto: Gudmund Thai
“Du behøver ikke opføre dig som Pippi bare fordi, du har været inde og se hende”
Sådan lød en sætning fra mor til barn i garderoben efter forestillingen denne aften. Jeg skal ikke gøre mig bedre, end jeg er. Jeg kunne have været den forælder, der havde sagt det samme, også uden at have sagt det højt. Nogle gange er vi bare voksne på mere ondt end på godt, og Pippi Langstrømpe er stadig en vigtig stemme, der tør stikke fingeren ned i voksen-autoriteterne. En stemme i “verdensklasse”, der i den grad fortjener en plads på scenen.
Pippi Langstrømpe kan ses på Folketeatret frem til og med 13. November 2022. Læs mere om forestillingen og køb billetter her.
Foto: Brian Ulrich Skovgaard
Foto: Brian Ulrich Skovgaard
Pippi Langstrømpe på Folketeatret:
Kunstnerisk hold
Manuskript: Astrid Lindgren
Dramatisering: Jonna Nordenskiöld
Musik: Georg Riedel og Jan Johansson
Oversættelse: Ninette Mulvad
Instruktion: Birgitte Næss-Schmidt
Bearbejdelse: Ninette Mulvad og Birgitte Næss-Schmidt
Scenografi: Benjamin La Cour
Pippi Langstrømpe på Folketeatret er anmeldt af Stella Mira Skovgaard og Brian Ulrich Skovgaard, KULTURINFORMATION