Ribe Kunstmuseum – reportage af Lars Svanholm

 

 

Fra rigmandspalæ til kunstmuseum

 

 

 

 

 

 

 

 

J.Th. Lundbye: ”Den opadgående sol” fra 1838. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘Historien om Ribe Kunstmuseum er samtidig fortællingen om, at byens mest velhavende mand og hans deroute udviklede sig til et museum i den eksklusive ende …’

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trappen op til hovedindgangen ved Ribe Kunstmuseum er stejl og distancerende; men er man først indenfor på museet, synes det som befinder man sig i en opdateret tidslomme, hvor husets oprindelighed dufter langt væk af ekstravagance og finansiel overflod.

 

Først skal man naturligvis løse billet til husets indre, og så kan man mageligt gå på opdagelse i ikke blot museets efterhånden mere og mere imponerende samling af kunst fra nyklassicismen, guldalderen og den modernistiske epoke, men også i et overskudsagtigt interiør præget af stuk og et helt usædvanligt gulv udlagt med intarsiaparket, som er en mønstret form for parketgulv, der inkluderer flere eksotiske træsorter.

 

Det er væsentligt her at nævne, at museet gennemgik en voldsom renovering i slutningen af det årti, som vi i dag kalder 00’erne. Heldigvis blev der i slutningen af 2024 udgivet en opdatering af bogen ”Fabrikanten og hans slot”, som ganske minutiøst beskriver denne omfattende proces.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne del af Ribe Kunstmuseum blandt andet med skulpturer af J.A. Jerichau og H.W. Bissen giver en fornemmelse af, hvordan museet fremtræder efter den omfattende renovering i 2008-10. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fabrikanten og den historiske gåde

Nu berører jeg selvfølgelig et tema, som den uindviede kan stille spørgsmål ved: Hvem er fabrikanten? Forespørgslen er relevant, for uden denne erhvervsperson, havde bygningen, der i dag rummer Ribe Kunstmuseum næppe eksisteret.

 

Historien om personen, der lod dette palads bygge som hjem til sin familie og som en del af administrationen til sin virksomhed, rummer adskillige gåder, som historien har svært ved tydeligt at gøre rede for. Balthazar Giörtz blev født i 1827 og overtog i 1859 en bomuldsfabrik i Ribe efter sin far. Året efter udvidede han fabrikken, som blev Ribes med afstand største virksomhed.

 

Når jeg antyder Giörtz som en historisk gåde, bør det perspektiveres i, at der findes ganske få vidnesbyrd om hans gøren og laden. Vi ved dog, at han sammen med sin kone Clara fik to sønner, af hvem den ene døde ganske ung. Hvad der måske er nok så interessant, er at ægteparret tog Claras søsters datter i pleje, eller sagt mere prosaisk – de adopterede hende, da moderen ikke var i stand til at tage vare på pigen.

 

Adoptivdatteren hed Elisabeth, og gennem hende bliver en stor ripensisk personlighed en del af familiekrøniken. Jacob A. Riis var arbejdsdreng på byggeriet af ”slottet i Ribe”, og han forelskede sig totalt og aldeles i unge Elisabeth, da deres veje krydsedes i ejendommens have.

 

Et forhold mellem en simpel arbejdsdreng og steddatteren til Ribes rigeste mand var selvfølgelig udelukket, og efter adskillige forviklinger blev Elisabeth forlovet med en løjtnant, som havde gjort tjeneste i krigen mod tyskerne, hvor han adskillige gange var blevet fremhævet på grund af sit store mod. At Raymond Baumann foruden denne egenskab samtidig var en både dannet og charmerende mand, afstedkom at han blev accepteret af Balthazar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En karakteristisk opstilling ”Nature Morte” fra 1938 af Vilhelm Lundstrøm tegner blandt andre modernismen i

Ribe Kunstmuseums samling. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eksplosionen

Denne romance fik desværre en ende, da Baumann blev syg af tuberkulose. Balthazar Giörtz var pludselig ikke så begejstret for den potentiel døende Baumann. Det er i hvert fald den udgave af historien, som Jacob A. Riis, der i mellemtiden er emigreret til Amerika, fortæller. Riis havde ingen som helst grund til at perspektivere Giörtz i noget, der kom i nærheden af et positivt lys. Han hadede ham ganske enkelt.

 

Da Riis hørte om Baumanns død rejste han omgående til Ribe med henblik på at anmode om Elisabeths hånd. Han indfandt sig på ”slottet” og friede til sin elskede. Hun sagde ja, og Balthazar Giörtz smed både hende og Riis ud, og de så aldrig hinanden igen, men det hører med til historien, at Jacob A. Riis udviklede en faktisk ganske imponerende karriere som journalist, redaktør og fotograf i New York, hvor han i sidstnævnte egenskab skildrede det skrækkelige armod blandt byens fattige, som han selv var en del af, da han ankom til byen.

 

Hvad der sker i relation til Balthazar og Clara Giörtz, står lidt uklart, men helt sikkert er det, at en eksplosion på Giörtz’ fabrik får fatale konsekvenser i kraft af, at to af virksomhedens ansatte omkommer ved eksplosionen, hvor et par stykker tillige bliver såret.

 

En af myterne går ud på, at Giörtz går konkurs og nærmest flygter ud ad byen og slår sig ned i København sammen med hustru og søn. En anden fortælling vil vide, at han sælger fabrik og ejendom helt problemfrit og efterfølgende lever en hæderlig tilværelse med familien i hovedstaden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Maleriet af P.S. Krøyer er i dag det dyreste maleri, som Ribe Kunstmuseum har erhvervet sig til samlingen. Foto: Ribe Kunstmuseum

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uanset hvordan man tolker Balthazar Giörtz’ videre skæbne, står der nu en bygning centralt i Ribe, og Giörtz dør d. 3. april 1891 i København og nekrologen i Ribe Stifts Tidende kan blot beskrives som en fodnote.

Grobund for et museum

»Det kan ikke gentages for ofte, at Ribe Kunstmuseums samling er af en enestående karat, men hvad nytter det, hvis den har til huse i en bygning, der så tydeligt har kendt bedre dage?« Udsagnet er fremsat i årsrapporten vedrørende Ribe Kunstmuseum i 1991 af museets daværende inspektør mag.art. William Gelius.

 

Da Balthazar Giörtz med sin familie forlader ejendommen i Sct. Nicolaj Gade og Ribe i 1882, står huset tomt i nogle år, men i 1891, paradoksalt samme år som Giörtz dør i København, lykkedes det foretagsomme folk at skabe grobund for et kunstmuseum på adressen.

 

Man skulle igennem en del processer, men d. 20. december 1891 kunne man vise den første udstilling på museet. Således var et kunstmuseum, der dermed indskrev sig i etableringen af en lang række kunstmuseer i Danmark i 1800-tallet, en realitet.

 

William Gelius’ førnævnte bekymring 100 år senere skulle dog vise sig at være velbegrundet. Der var stort set ikke foretaget nævneværdige renoveringer af bygningerne siden overtagelsen, men i 2007 skete der noget, og året efter kunne man med en økonomisk håndsrækning på 46,5 millioner kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formål påbegynde en omfattende restaurering, der skulle få Ribe Kunstmuseum helt op i den eksklusive ende af museumslandskabet.

 

Da Ribe Kunstmuseum genåbnede i 2010 var det i et miljø, der var nænsomt fornyet og samtidigt forvandlet til et museum, der tilgodeser de krav, man må besidde i forhold til en nutidig udstillingsinstitution.

 

I den opdaterede publikation fra 2024 skriver tidligere museumsdirektør Dagmar Warming blandt andet i bogens efterskrift: »At forny og samtidigt bevare husets oprindelige sjæl og stemning var det fortegn, vi havde for alt, hvad vi gjorde ved den gamle bygning«.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det smukke maleri af L.A. Ring har titlen ”Sommerdag på Enø med modent korn i forgrunden” og er fra 1913. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om visioner og samling

Her 14 år efter genåbningen vil det være essentielt at beskæftige sig med kunstværkerne i Ribe Kunstmuseum. Og med henblik på at få den mest præcise definition på den del af museet vil det være mest opportunt at høre om dette væsentlige, kunstfaglige aspekt af den nuværende direktør for museet, mag.art. Anne-Mette Villumsen.

 

I relation til museets samling udtaler hun i en samtale med mig: »Hvad er vi for sted, og hvad vil vi med 200 års dansk kunst? Den her samling er jo lidt som Noahs Ark. Vi har alle ”dyrearter” eller de kunstnere, som er noget ved musikken, og som regel to af hver. Det er meget spredt ud. Vi har mange forskellige kunstnere i samlingen. Vi har kun ét af Vilhelm Hammershøi, men så har vi fem af C.W. Eckersberg og to af Jens Juel«

 

Allerede her i den indledende del af samtalen, står det klart – hvilket man også får bekræftet, når man studerer værkerne i samlingen – at Ribe Kunstmuseum har en historisk prioritering. Jeg vender senere tilbage til, hvilke værker, der står stærkt blandt værker fra den danske guldalder; men inden spørger jeg museumsdirektøren om udstrækningen af værker fra modernismen:

 

»Når jeg siger, vi har ”Noahs Ark” er det også fordi, at selv om det på en eller anden måde er spredt ud, så har vi dem, man skulle have. Så har vi Rude, så har vi Giersing, så har vi Weie og Lundstrøm, men der er så også nogen, vi ikke har«.

 

Jeg er i tvivl om, hvorvidt udtalelsen skal tolkes i en retning, som angiver en mindre interesse for den modernistiske del af den danske kunsthistorie; men da samtalen ret hurtigt kredser om relativt nye indkøb, får jeg en klar forståelse for prioriteringen i museets samling. Anne-Mette Villumsen perspektiverer helt soleklart ved at fortælle om kunstnere og værker, der er tilgået samlingen inden for de seneste år:

Bemærkelsesværdige indkøb

»Så købte jeg et Laurits Tuxen-maleri sidste år, og Tuxen havde vi intet af selv om, vi siger, at skagensmalerne er stærkt repræsenteret, men her i huset havde vi det faktisk sådan, at siden grundlæggelsen i 1891 og indtil begyndelsen af 1980’erne, da museet fik sin første faglige leder, var det eksterne konsulenter, der rådgav museet i forhold til, hvad man skulle købe, blandt andet Karl Madsen (direktør for Statens Museum for Kunst 1911-1925) og Madsen kunne ikke lide Tuxen, og derfor havde vi ikke noget Tuxen-maleri, og jeg prøver også hele tiden på at udfylde de huller. Jeg købte således et Bertha Wegmann-maleri sidste år, og hun er også blevet et stort navn. Man vil jo gerne have hele kongerækken på en eller anden måde, men det er ikke alle, der har stået øverst i den kongerække«.

 

Mens samtalen med Anne-Mette Villumsen finder sted har Ribe Kunstmuseum en udstilling med samtidskunstneren Louise Hindsgavl, som vi blandt andet har anmeldt på KULTURINFORMATION og samtidskunsten har i de senere år haft en rolle på Ribe Kunstmuseum; men det er ikke her hovedvægten ligger, når der tales om skiftende udstillinger. Om det siger museumsdirektøren:

 

»Det er ikke fordi, vi skal være et samtidskunstmuseum, så vi siger, at det er én gang om året højst, og vi skal jo hele vejen rundt. Vi skal dække helt tilbage fra Jens Juel og Abildgaard og frem til 2. Verdenskrig og nu er vi en del af Esbjerg Kommune, som har Esbjerg Kunstmuseum, der viser det nye, og vi skal bringe samtidskunsten ind, men den skal også pege på os, og hvordan vi er særlige og hvordan vi er anderledes, og ellers laver vi jo mange udstillinger, som er dele af udstillingssamarbejder med andre museer i landet«.

 

 

 

 

 

 

 

 

Selvportrættet af Wilhelm Bendz var i en kort periode det dyrest indkøbte kunstværk i

Ribe Kunstmuseums samling. Foto: Ribe Kunstmuseum

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den sidste redegørelse har sit ophav i et spørgsmål, der vedrører Anne-Mette Villumsens visioner for Ribe Kunstmuseum i et fremtidigt perspektiv; men her behøver man blot at beskæftige sig med nogle bemærkelsesværdige indkøb, der er foretaget i 2024.

 

I foråret 2024 blev et sjældent selvportræt af maleren Wilhelm Bendz (1804-1832) indkøbt til Ribe Kunstmuseums samling, og erhvervelsen fik sandsynligvis ikke mediernes interesse i kraft af, at Bendz døde som ganske ung og derfor på ingen måde havde en stor produktion bag sig. Det handlede langt mere om det sensationelle i, at maleriet på daværende tidspunkt var det dyreste kunstværk indkøbt til museets samling.

 

Anne-Mette Villumsen var således også klar i mælet, da handlen var i hus: »Der findes kun få kendte værker af Wilhelm Bendz og derfor er vi lykkelige over, at vi har fået et så vigtigt værk af Bendz i Ribe Kunstmuseums guldaldersamling«.

 

Der skulle imidlertid ikke gå længe før Bendz senere i 2024 prismæssigt blev overgået af et andet kunstværk af en nok så kendt kunstner. P.S. Krøyers maleri med den lange og komplicerede titel ”Tre på Skagens Sønderstrand bagefter hverandre gaaende Fiskere trækker langs bredden en Baad lidt ude i Vandet mod Strømmen” blev i sommer købt af museet.

Skribentens subjektive syn

Mit subjektive syn bliver mødt af store værker på Ribe Kunstmuseum: Michael Anchers ”En Barnedaab” fra 1883-88 er med sine 186 x 250 cm. svært at overse, og er man til L.A. Ring, føler jeg mig ret sikker på, at det smukke landskab, der skildrer en sommerdag på Enø med det modne korn i forgrunden, vil falde i ens smag.

 

Inden denne beskrivelse af Ribe Kunstmuseum ender i ren namedropping af kunstnere fra skiftende epoker, synes jeg lige, at det er værd at dvæle i fem minutter ved Johan Thomas Lundbyes lidt atypiske landskab ”Den opadgående sol” fra 1838. Her bliver den danske guldalder rendyrket på højeste niveau.

 

Jeg besøger Ribe Kunstmuseum på en dag, hvor decembersolen faktisk viser sig, og efter et kig på nogle af de lokalhistorisk forankrede værker, der er samlet i et særskilt rum, begiver jeg mig ud i museets have, der er blevet beriget med en mur formgivet skulpturelt af Per Kirkeby af hvem man også kan iagttage en sortpatineret bronzeskulptur, der supplerer de øvrige værker i anlægget med den karakteristiske pavillon i bunden af anlægget ved Ribe Å.

 

Jeg trisser af sted mod Ribe Station og erfarer på vejen, at den beskedne plads foran Ribes nu nedlagte kommunale administration er opkaldt efter – Balthazar Giörtz. Her er ringen sluttet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vil man tilegne sig historisk viden om Ribe Kunstmuseum, er det en god idé at investere i den opdaterede version af bogen

”Fabrikanten og hans slot”. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ribe Kunstmuseum blev grundlagt i 1891 på initiativ af en gruppe af borgere, herunder Ribe Kunstforening, som blev stiftet i 1887. En vigtig milepæl kom i 2008, da museet gennemgik en omfattende renovering og modernisering, som blev afsluttet i 2010. Museet er beliggende på adressen Sct. Nicolaj Gade 10, Ribe, og museets direktør er mag.art. Anne-Mette Villumsen.

 

 

 

 

 

Ribe Kunstmuseum – reportage af Lars Svanholm. Læs også Svanholms anmeldelse af udstillingen Louise Hindsgavl – GENSKABT – her

 

 

 

Ribe Kunstmuseum – reportage af Lars Svanholm – besøg museet her

 

 

 

 

Cover: Ribe Kunstmuseum med den kendetegnende røde farve i den lave sol set fra haveanlægget. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

Ribe Kunstmuseum – reportage af Lars Svanholm er frembragt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm