TRAPHOLT: Mie Olise Kjærgaard – Agile Aggressions
Vildskab og mildhed i samme kunstneriske pakke
Interiør fra installationen ”Focused Restless and Quite Allright”. Foto: T2 Studio
✮✮✮✮✮
‘ …. heftig penselføring breder sig ud i rummene på Trapholt, når Mie Olise Kjærgaard udfordrer maleriet. Elementer af poesi og fortælling er dog centrale …..’
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Når jeg i rubrikken bruger fyndordet ”vildskab” i en relation til nutidsmaleri som kunstnerisk genre, vil adskillige læsere af KULTURINFORMATION sikkert skabe sig indre associationer til en kunstfilosofi, der revitaliserede maleriet som gyldig kunstnerisk i metode i 1980’erne. Det er imidlertid langt fra dér, jeg vil hen, når jeg bruger ordet som identitetsmarkør hos maleren Mie Olise Kjærgaard og udstillingen ”Agile Aggressions” på kunstmuseet Trapholt i Kolding.
Jeg tillader mig aldeles inopportunt at gå meget længere tilbage i kunsthistorien, og dette greb bør ubetinget ses som en hyldest til ikke blot en epoke, men samtidigt til en samtidskunstner, der tør at driste sig til at gøre maleriet en stor tjeneste, nemlig at bruge pensler og farver i bestræbelserne på at gøre fortællingen om køn, identitet og fantasi spændstig og levende.
Tingene i præcise perspektiver
Udstillingens kurator, museumsinspektør Katrine Stenum Poulsen er altid frisk på en analyse af den aktuelle udstilling, når jeg dukker op til pressevisning på Trapholts udstillinger, og hun kan fortælle mig, at Mie Olise Kjærgaard faktisk har udført langt de fleste værker inden for en ret afgrænset tidsramme. Imponerende, når/hvis man tager værkernes fysiske dimensioner ind i ligningen.
Jeg peger et maleri ud, og antyder med et forhåbentligt provokatorisk glimt i øjet, at »det der kunne jeg male på en eftermiddag«. Nogle gange må man sætte tingene ind i et præcist perspektiv med henblik på at skabe en frugtbar diskussion.
Påstanden preller dog af på kuratoren og for en sikkerheds skyld gentager jeg min tese over for kunstneren, der dog modtager den veloplagt med en antydning om, at »det kommer an på, hvordan man arbejder«. Jeg tolker udsagnet, som har hun forstået ironien bag min replik. Jeg er nemlig udmærket klar over, at så let er det ikke. Overhovedet ikke!
I et lille portræt med titlen ”Sideways Veening” ser man tydeligt, at et mindre format kan fungere udmærket. Foto: T2 Studio
I dette installationsfoto er maleriet ”Mother on Tow” implementeret i udstillingsrummet. Foto: T2 Studio
Nu vil jeg imidlertid gøre alvor af min indledende antydning om en tidsrejse tilbage i kunsthistorien. Jeg nævner modet hos Mie Olise Kjærgaard med henblik på at tage en malertradition op, som af mange måske kan ses som lidt altmodisch. Jeg ville dog se iagttagelsen med stolthed, var det mig, som var kunstneren.
I Berlin kan man finde et særligt kunstmuseum, hvis man ellers leder grundigt nok. Museet huser historien og adskillige værker, som kan tilskrives kunstnergrupperingen Die Brücke, som blev dannet i begyndelsen af 1900-tallet af et antal billedkunstnere, som havde et behov for at udfordre kunstbegrebet i deres samtid.
Blandt kunstnerne, der grundlagde Die Brücke, bør nævnes Ernst Ludwig Kirchner, og når jeg trækker netop ham frem, er det fordi, at jeg ret omgående ved mødet med Mie Olise Kjærgaards aktuelle værker bliver begavet med en forbindelse, der peger tilbage på netop Kirchner.
Dynamik, energi og intensitet
Naturligvis er der forskel på Mie Olise og Kirchner, men ikke desto mindre kan man sammenkæde de to i kraft af, at Kirchner, som Kjærgaard, gør brug af elementer, der peger imod en metode forankret i dynamik, energi og intensitet formidlende en forfatning af spænding og menneskelig følsomhed. Kirchners billedjargon er præget af en vis aggressivitet, hvilket igen peger mod den aktuelle udstillingstitel, der kan ses som en heldigvis mild form for aggression.
Hvor Kirchner i farveholdning maser beskueren i overført betydning op mod væggen, er Mie Olise Kjærgaard langt mere afdæmpet, men denne lethed opvejes af værkernes ofte overdimensionerede formater.
Der befinder sig dog en undtagelse i udvalget: I et lille portræt bygget op omkring et ansigt, der med få penselstrøg redegør for figurens karakter, ser man tydeligt, at et mindre format kan fungere udmærket – og i ansigtsudtrykket bliver jeg blot endnu mere bevidst om min måske vovede påstand om et malerisk familieskab mellem Kjærgaard og Kirchner.
”Purple Beast with Three Tails Riders”, 2024. Akryl på lærred. Foto T2 Studio
”Jazz Bass Trio”, 2024. Akryl på lærred. Foto: Kenneth Stjernegaard.
Kunstnerens ekspressive sindbillede
Den, der ikke vover, vinder som bekendt ingenting, og det er Mie Olise Kjærgaard dagklart bevidst om. Motiverne kredser om kvinden i diverse situationer. Som tennisspiller, som cyklist og som individ i en verden, hvor patriarkerne stadig har det store ord, men bedst som man tror, at Kjærgaard er solidt afkodet i hensigt og systematik, får jeg øje på to værker, hvor figurerne synes som i opløsning. Her får den ekspressive dagsorden lige en ordentlig én på hatten i myriader af streger og tilsyneladende uorganiserede penselstrøg.
På trods af disse to værkers pågående grundtone rummer de alligevel en poesi, der bekræfter min teori om vildskab og mildhed i samme kunstneriske univers. Ikke et ord mere om Kirchner. Han har forladt etablissementet.
I ekspressionismen gengiver man ikke Verden i forholdet en til en. Her er det indre liv i spil som instruks for, hvordan kunstneren ser tingene i sit eget sindbillede. Dette bliver tillige i udstillingen på Trapholt sat i scene i en installation, der fuldstændigt korresponderer, hvad der findes af maleriske fortællinger i de øvrige afsnit. Nu er det blot publikums perceptionsbærende karakteregenskaber, der udfordres.
Bag et forhæng kan man tage på en beskeden rejse ind i et magisk rum, som visuelt gør deltageren vægtløs. Spejle, lys og farver udgør de primære bestanddele i installationen, og på en trolddomsagtig måde ser den undrende kunstanmelder med ét sit eget spejlbillede på hovedet. På den ene side vil jeg gerne ud herfra, men på den anden side er jeg så tryllebundet af min tilstedeværelse i rummet, at jeg faktisk bliver derinde i nogen tid.
Her kommer et eksistentielt spørgsmål på banen: Fungerer værket med titlen ”Focused Restless and Quite Allright” i samklang med udstillingens øvrige værker? Ja, det gør det i kraft af, at kunstneren har sat sig for at gøre maleriet til en tilstand hos beskueren snarere end noget, man står på afstand og kigger på. Med andre ord er vi ude i et kvalificeret eksperiment, der drejer sig om at få maleriet levendegjort ved hjælp af såvel en lydside produceret af Performanceduoen Philip/Schneider som installationens tredimensionelle form.
Jeg forlader lettere omtumlet miljøet og marcherer videre ud i museets afkroge, hvor jeg endnu en gang kan tage et blik på de heftige penselføringer, der helt vidunderligt indrammer Mie Olise Kjærgaards verdensorden.
Installationsview med det 585 x 220 cm. store maleri ”Everything but Tennis” i baggrunden. Foto: T2 Studio
Mie Olise Kjærgaard er født i 1974 og opvokset på Mors. Hun er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus i 2001 hvorefter hun rejser til London og får en Master i 2008 ved Central St. Martin. Udstillingen ”Agile Aggressions” kan ses på design- og kunstmuseet Trapholt, Æblehaven 23, Kolding indtil d. 23. november 2025.
TRAPHOLT: Mie Olise Kjærgaard – Agile Aggressions – se mere her
TRAPHOLT: Mie Olise Kjærgaard – Agile Aggressions. Coverfoto: I de to malerier her får den ekspressive dagsorden lige en ordentlig én på hatten i myriader af streger og tilsyneladende uorganiserede penselstrøg. Foto: T2 Studio
Læs også Svanholms anmeldelse af FEEL ME – her
Læs Karen Grøns kronik her
TRAPHOLT: Mie Olise Kjærgaard – Agile Aggressions er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm