Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal
Beethovens 4. symfoni og Brahms’ 1. symfoni
Foto: Per Morten Abrahamsen
✮✮✮✮✮✮
‘ ……… publikums jubel steg til nye højder …….’
– Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION
Der var helt udsolgt i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal den 24. november, hvor programmet bød på Beethovens 4. symfoni og Brahms’ 1. symfoni. Copenhagen Phil skulle aflevere musikken og det var nok dirigentlegenden Christoph Eschenbach som sørgede for fyldte tilskuerpladser den aften.
Beethovens 4. symfoni
Den 4. symfoni er nok den mindst kendte af Beethovens ni symfonier. Ikke fordi værket fejler noget; det indeholder bare ikke nogen “hits” eller andre berømte riffs. Som tilhører opleves det, at Beethoven afsøger grænser for, hvor langt man kan bevæge sig ind i en romantisk ramme og væk fra en wienerklassisk tradition. Beethoven kommer undervejs i værket løbende med nye ideer til rytme og små melodistumper. For os tilhørere kan det lyde som om, at han driller os lidt, hvis vi skulle være inkarnerede wienerklassiske tilhængere. Hans sædvanlige signatur mangler dog ikke: en lang afslutning i den sidste sats.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at hvis stykket var blevet komponeret af en hvilken som helst anden samtidig komponist, ville denne være blevet berømt alene på grund af dette stykke, hvilket understreger Beethovens mesterskab.
Copenhagen Phil afleverede symfonien distinkt og godt fraseret og fik værket til, at fremstå på en måde som Beethoven sikkert ville have været særdeles tilfreds med. Orkesteret modtog publikums begejstrede klapsalver.
Brahms 1. symfoni
Har man aldrig siddet i en koncertsal før, vil begyndelsen på Brahms 1. symfoni være en stærk oplevelse. Stykket indledes med et tema der på én gang er dramatisk og uafvendeligt, men samtidig er inderligt. Man suges direkte ind i Brahms’ univers og tiltrækkes af hans yderst behagelige tonesprog.
Brahms vidste, at han i sin karriere måtte komponere mindst én symfoni, men han tøvede i mange år, fordi han følte sig under Beethovens kolossale skygge. Hvem kan skrive en symfoni efter Beethovens 9. symfoni? Til sidst færdiggør Brahms sin 1. symfoni som bliver godt modtaget af publikum. En enkelt anmelder kalder stykket Beethovens 10. symfoni og så er succesen i hus.
Man kan tydeligt mærke på orkesteret, at de i højere grad nyder at spille Brahms end Beethoven. Ud over at Brahms’ musik naturligvis er tættere på vores tid, er Brahms også lidt mere rundhåndet med at give alle instrumentgrupper melodistumper som bidrager til orkesterets samlede lydtæppe. Brahms er fantastisk til, at komponere længere temaer som akkompagneres af andre melodistumper der på genial vís hele tiden akkompagnerer temaet.
Christoph Eschenbach
Christoph Eschenbach er en dirigent som spiller orkesteret bedre. Med meget små gestus styrer han sikkert igennem både Beethoven og Brahms. Christoph Eschenbach lod de fleste instrumentgrupper rejse sig op for at modtage publikums hyldest efter hver af opførelserne. Trompetgruppen var glade for, at de også blev bedt om at rejse sig op, men mest overrasket blev janitsharen med sine pauker, da han blev bedt om at rejse sig op, hvorefter publikums jubel steg til nye højder. Men der var også bud efter ham i begge symfonier.
Det er forfriskende, at opleve en dirigent som udelukkende arbejder med det formål – sammen med orkesteret – at levere en livlig opførelse af værkerne. Vi har at gøre med en ældre herre, men på dirigentpodiet er han som ung igen.
Det var en god aften i Radiohusets gamle koncertsal som stadig fremstår flot og velholdt med kernelæderstole og ikke mindst bedre benplads end i DR-koncerthusets nuværende koncertsal.
Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal. Beethovens 4. symfoni og Brahms’ 1. symfoni – se mere her
Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal. Beethovens 4. symfoni og Brahms’ 1. symfoni er anmeldt af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION Redaktion: Jesper Hillestrøm