Litteratur

VERDENS 100 MEST FANTASTISKE FORTIDSDYR

VERDENS 100 MEST FANTASTISKE FORTIDSDYR

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

VERDENS 100 MEST FANTASTISKE FORTIDSDYR

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ………. dette er lige en bog for det spørgelystne eller nysgerrige barn …….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Naturen er vild og overraskende. Når vi besøger en zoologisk have, får vi et indtryk af alle de dyr som findes rundt omkring i verden i dag. Men sådan var det ikke i tidligere tider, der så de helt anderledes ud og de var også mere farlige. Forlaget Carlsen har udgivet en opdateret udgave af verdens 100 mest fantastiske fortidsdyr, som helt og aldeles tager pusten fra læseren.

 

KULTURINFORMATIONs junioranmelder, Valdemar 11 år, har igen været på banen og jeg har fået lov til at læse med over skulderen. Teksten er let tilgængelig, til gengæld kan navnene på fortidsdyrene være virkelig vanskelige at udtale, ja, for os alle sammen. Det havde Valdemar og jeg rigtig meget sjov ud af.

 

Hvert dyr har et dobbelt opslag, hvor der er en faktaboks indeholdende 6 væsentlige informationer: navn, vægt, længde, levested, hvad dyret har spist og hvornår det levede. Det er ganske ufatteligt, at der har levet sådan nogle væsener på jorden. Dyrene satte hurtigt fantasien i gang hos den unge anmelder. Det var virkelig en hyggelig weekend, hvor der blev slået en del op på Google, for at få mere at vide. Vi følte os meget klogere da vi, næsten, havde været igennem jordens historie!

Smagsprøver fra bogen

Jeg vil lige komme med et par smagsprøver på nogle af disse ufatteligt mærkelige dyr. Hvem kan forestille sig en skorpion på 70 cm. og en vægt på et kilo? Det var Pulmonoscorpius, skorpionen med vokseværk. Den levede i Skotland, formentlig for 335-325 millioner år siden. Den var længere end en kat.

 

Tænk at møde Gigantopithecus, kæmpeaben. Den gik rundt i Sydøstasien for 12millioner-100.000 år siden, var tre meter høj og vejede mellem 200-550 kilo. Den spiste nødder, frø og bambus. Dens tænder minder meget om pandaens og forskere mener derfor, den har spist store mængder af bambus, ligesom pandaen.

 

Arctotherium, kæmpebjørn, levede i Sydamerika og var tre meter høj. Med en vægt på 400 – 1.700 ton, må man sige at den havde lidt af en kampvægt. Et møde med denne bjørn vil nok kunne skræmme livet af selv den mest modige person. Den levede, siger man, for 2 millioner-10.000 år siden og spiste mellemstore dyr, forskellige frugter og anden planteføde.

 

Den her er et af de mest skrækindjagende af dem: Deinosuchus, kaldet den frygtelige. Den levede for 82-73 millioner år siden i USA og Mexico. Den kunne blive mellem 10-13 meter og veje 8 tons. Den var på længde med en bus. Det var ikke lige den man skulle møde, når man skulle ud at soppe ved flodbredden. Den spiste dinosaurer og andre større dyr.

 

Afslutningsvis vil jeg præsentere Epicyon, knogleknuseren. Den levede i fortidens Nordamerika og var kæmpestor af en hund at være. Den kunne veje op til 170 kilo og er ud af en slægt med særligt udviklet kæbeparti. Deraf navnet. Den kunne blive to meter og spiste større pattedyr, såsom kameler, heste og hjorte. Den knuste knoglerne på sit bytte, for at få den næringsrige marv. Den ville vi absolut ikke møde oppe i hundeskoven ved Liseleje.

Fossilerne taler

Informationsniveauet er lige tilpas. Altså det man nu har om disse dyr. Vi har jo aldrig set dem i live og der findes heller ikke nogen fotos af dem, eller film for den sags skyld. Der er fundet fossiler, fodaftryk, tænder, knogler osv., men der er ingen der med sikkerhed kan sige, at de har set ud som på illustrationerne. Man er dog ret sikker på, at meget af det man har fundet ud af, pga. den moderne teknologi, er korrekt.

 

I dag er man i stand til at rekonstruere de fleste ting, dyr og mennesker, kun ved at have lidt at gå ud fra. Dette er lige en bog for det spørgelystne eller nysgerrige barn, som simpelthen pludselig får mulighed for at finde ud af lidt mere om fortidsdyr end den dinosaur som står på værelset. Valdemar og jeg håber at din interesse er blevet vakt. Den kan læses og læses højt fra otte år. En skøn gaveidé.

 

 

 

 

VERDENS 100 MEST FANTASTISKE FORTIDSDYR. Forfatter: Sebastian Klein. Opdateret udgave. Udgivet på forlaget Carlsen.

 

 

 

 

 

 

VERDENS 100 MEST FANTASTISKE FORTIDSDYR – se mere her

 

 

 

 

VERDENS 100 MEST FANTASTISKE FORTIDSDYR er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm