Litteratur

Knud Sørensens sidste ord – til gemmebogen

Knud Sørensens sidste ord – til gemmebogen

 

 

 

 

 

 

Knud Sørensens sidste ord – til gemmebogen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… Man er i godt selskab med Knud Sørensen ….’

– M. Bjørk, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Digteren Knud Sørensen, der døde for nogle måneder siden i en alder af 94, var lidt af et fænomen. I sit lange forfatterliv nåede han at overleve adskillige litterære bølger, som han alle sammen forholdt sig ret frit til. Født i 1928 voksede Knud Sørensen op i Jylland og blev modstandsmand (eller snarere -dreng) under anden verdenskrig. Han fik sit første digt trykt i “Hvedekorn” i 1952, samme år som han var blevet uddannet landinspektør. I 1961 udkom hans digt “Eksplosionen”, en kommentar til atomtruslen, og i 1965 den første egentlige digtsamling “Den røde kaffekande”.

 

Alt imens Knud Sørensen klarede at passe jobbet som landinspektør på øen Mors og leve et nogenlunde regelmæssigt liv, nåede han i sine 60-70 aktive år at udsende en stabil strøm af værker i mange genrer. Da han døde i 2022, havde han på det seneste oplevet en stærk og fornyet interesse for sine værker.

 

Og man forstår det godt. Hans to sidste digtsamlinger, der begge udkom, efter at han var fyldt 90, indeholder digte, der står rent og klart og taler med almenmenneskelig appel. De befæster Knud Sørensens ry som lyrikkens stilfærdige hædersmand, eller grand old man, om man vil. Den posthume tekstsamling “Lokale historier” illustrerer hvor alsidig han var, og hvor god en fortæller han var.

“Lokale historier”

Forlaget Folke har for nylig udsendt denne samling af forskelligartede tekster. Da de er udkommet efter Sørensens død, er det ikke sikkert, at han selv har sat buketten sammen. Måske er det en samling af manuskripter, man har fundet ved oprydning. Men det gør heller ikke noget, for de giver tilsammen et ganske godt indtryk af, hvad forfatteren havde at byde på som historiefortæller.

 

Det “lokale” hentyder til egnen omkring Limfjorden. Og “historierne” relaterer sig til skribenter og begivenheder fra egnen. Han fortæller om Jeppe Aakjær, Steen Steensen Blicher, Thøger Larsen, Aksel Sandemose og andre store digtere. Historierne er godt fortalt. Hvis man husker Knud Sørensens stemme fra radioudsendelser eller fra foredrag, kan man tydeligt høre hans stemme i de lokale beretninger. Og hvis man hører til dem, der elsker at lytte til en fortæller, som med godt sprog og glimt i øjet fortæller om hvad som helst, vil man have det rigtig godt med samlingen “Lokale historier”.

Sidste digtsamlinger

Man kommer ikke uden om Knud Sørensens to sidste digtsamlinger, som er udgivet på Herman & Frudit i Aarhus (der er forbundet med Forlag Folke). De hedder “Mit sprog og fjordens” og “Gemmebogen”. Bøgerne er ikke tykke, men de står stærkt. Sørensen var over 90, da de udkom, men de bærer ikke præg af senilitet. Der er nok en tydelig bevidsthed om dødens nærhed, men ingen sentimentalitet. Og digteren har stadig en evne til at give sprogets faste udtryk en halv omdrejning, så de virker nye og ville få både Benny Andersen og Halfdan Rasmussen til at smile indforstået. Som når Sørensen siger: “I dag har havet kun sine mælketænder / så det må opgive / at æde sig ind på klitterne …”

 

I “Mit sprog og fjordens” er det selvfølgelig igen Limfjorden, det drejer sig om. Limfjorden, der fra øst til vest gennemløber alle typer landskaber som et sindbillede på alt i livet. Med den har forfatteren en særlig forbundethed.

 

Det er havet man møder
når man er kommet gennem klitplantagen
og hen over den grå klit og står
på en sandstrand og ser
en duvende uendelighed derude.
Men det er fjorden man kommer til
når man drager den anden vej …
den fjord er som et ekko
af havet derude mod vest
men har det blidere åndedrag
der oftest kærtegner landet.

 

I “Gemmebogen” (ikke Glemmebogen) er dødsbevidstheden stærkere.

 

Gennem en blid pålandsvind
hører jeg bølgerne hviske:
Kom til os
vi søger kun land
for at mødes med dig …

 

 

Men der er også digte med en optimisme, der er bemærkelsesværdig for en 92-årig, såsom “En lykkedag”:

 

Det er en af naturens
lykkedage
hvor universet nærmest trækker
farverne op af jorden
som i en langstrakt indånding
og sætter dem
i uventet frihed.
Sådan en dag
mættes øjnene
og bag dem
spirer en ny glæde.

 

Til den private gemmebog

I “Lokale historier” har Knud Sørensen et godt lille essay, han kalder “Lidt om ord”. Her skriver han i indledningen: “Bortset fra selve livet er ordene nok det vigtigste, vi har.”

 

Ordene havde Knud Sørensen et godt greb om. Han fortæller let og lavmælt, korrekt i stavning og syntaks, som man vil forvente af en erfaren landinspektør, men også muntert og fascinerende. Man er i godt selskab med ham. Mange af hans ord kan man have glæde af at beholde i sin private gemmebog.

 

 

 

 

 

 

 

Knud Sørensens sidste ord – til gemmebogen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Knud Sørensens sidste ord – til gemmebogen – se de forskellige udgivelser her

 

 

 

 

 

Knud Sørensens sidste ord – til gemmebogen er skrevet af M. Bjørk, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm