Boganmeldelse: Anish Kapoor – Unseen

 

 

Strandberg Publishing &
Arken Museum for samtidskunst

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …….. informativt supplement til en af Arkens hidtil væsentligste og mest udfordrende udstillinger …..’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forførelsens kunst

Anish Kapoors kunst kan være vanskelig at forstå, hvis man ikke har oplevet den på sin krop. Det var derfor ikke overraskende, da KULTURINFORMATIONs redaktør undlod at bringe mit foto af Kapoors værk “Decent into Limbo”, 1992, i forbindelse med min anmeldelse af Arkens udstilling med Anish Kapoor, for det viser blot en tilsyneladende sort cirkel på et hvidt gulv.

 

At der er langt mere end som så i det fravalgte værk fremgår klart af den nye bog “Anish Kapoor – Unseen”, der ledsager udstillingen af samme navn. Værket omtales nemlig som det allerførste i bogen af udstillingens medkurator Sarah Fredholm. Og det skyldes ikke blot, at det er udstillingens ældste værk.

Skræmmende tomrum

Værket skal nemlig nærstuderes. Cirklen på gulvet er nemlig ikke blot en sort farve, som vi kender den, men en meget intens dybblå farve. Derved får beskueren følelsen af, at mørket strækker sig ned i gulvet og ikke “bare” befinder sig på gulvets overflade, selvom det ser sådant ud.

 

Fredholm mærker en stigende desorientering, da hendes øjne ikke kan aflæse værket. Hun vender nu blikket tilbage mod værket og mærker et sug i maven. Hulrummet, som hun efterhånden har bestemt det til at være, minder hende om at stå ved en afgrund, hvor der ikke er andet end et dybt mørke. Hun føler, at hun står foran et tomrum – en limbo. Og det er skræmmende. Hun føler, at mørket samtidigt er hypnotiserende, og at hun ikke kan løsrive sig fra den mørke cirkelform.

 

 

 

 

 

 

“Decent into Limbo”, 1992. I visse værker antyder Kapoor et dybt hul. I dette tilfælde findes der rent faktisk et hulrum, som beskueren kigger ned i. Men den mørke overflade på hulrummets vægge giver indtryk af en uendelig dybde, selvom hullet i virkeligheden “kun” er få meter dybt”. Denne gang var redaktøren med på spøgen.  Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sanselige påvirkninger

Kapoor leger fortsat med betragterens sanser i sine værker for at kunne berøre os på et dybere plan. Forskellen er blot, at hans skulpturer bliver mere og mere monumentale – ofte helt integreret i det rum eller den arkitektur, de udstilles i.

 

På Arkens udstilling bugter Kapoors spejlværk “S-Curve” (2006) sig i museets største udstillingsrum, Kunstaksen. Heri reflekteres og fordrejes omgivelserne. På et tidspunkt vender ens spejlbillede på hovedet, i det næste forstørres eller formindskes vores kroppe.

 

Sarah Fredholm føler, at spejlbillederne sætter hendes krop i bevægelse. Hun oplever nu en helt anden lethed, end da hun stod overfor det afgrundsdybe mørke i “Decent into Limbo”.

 

Også værket “At the Edge of the World II” (1998) sætter en sanselig påvirkning i gang. Der er tale om en gigantisk kuppelformet konstruktion beklædt med mørkerødt pigment. Den svæver over museumsgæsterne og gør dem ude af stand til at vurdere, hvor rummet begynder og slutter.

 

Fredholm drager paralleller til det mørke tomrum i “Decent into Limbo”, men hendes fornemmelse er en anden. Værket giver hende en følelse af uendelighed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anish Kapoor, S-Curve, 2006, som publikum oplever den. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“At the Edge of the World II” (1998). Skulpturen er formet som en gigantisk tragt, man kigger op i, hvor der tilsyneladende bliver mørkere. Værket har en opadstigende dybde, som kunne være et uendeligt rum, man suges op i. Man er på kanten af verden og synes at falde ud i rummet. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

 

Interview med Kapoor

I anledning af udstillingen har Arkens direktør Marie Nipper fået lejlighed til at interviewe Anish Kapoor. Her understreger kunstneren endnu engang, at han ikke forsøger at formidle budskaber med sine værker. De er fysiske medier, hvorigennem han udforsker noget, man ikke kan se eller kun halvt kan ane.

 

I samtalen får vi også forklaringen på “Decent into Limbo”, som er omtalt i indledningen til denne anmeldelse. Værket er inspireret af et billede af den italienske maler Andrea Mantegna (1431-1506) med samme titel. I hans maleri står Kristus med en stav i hånden ved nedgangen til en mørk hule. Billedet viser øjeblikket, før han træder ned i hulen.

 

Kapoor beskriver sit værk som et tomrum i gulvet, der er fyldt med mørke. Det er, som om der ligger et sort tæppe på gulvet. Kapoor interesserer sig nemlig for spændingsfeltet mellem det tomme og det fulde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Portræt af Anish Kapoor. Han opfatter sig som en maler, der udtrykker sig i skulpturer.

Til det formål benytter han materialer som voks, råpigment, glasfiber, sten, spejle og cement.

Foto: © Jillian Edelstein 2012.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trancendens

Under overskriften “Trancendens” gør kognitionsforskeren Pireeni Sundaralingam op med nutidens deepfakes, selfie-tsunamier og et voksende antal virtuelle virkeligheder. Hun anfører, at jo længere tid vi tilbringer med at stirre på digitale skærme, jo mere forfalder vores egen visuelle hardware og software – vi bliver nærsynede i både bogstavelig og overført betydning.

 

Som en modgift hertil anbefaler Sundaralingam Kapoors installationer, som vender status quo på hovedet, udfordrer de enkelte svars lette løsninger og kaster os ud i tvetydighedens rum. Dermed bliver vi igen i stand til at møde det ubeskrivelige og finde tilbage til oplevelsen af os selv.

Forvandlingens kunst

Bogen rummer også en arkitekts vurdering af Kapoors kunst. Med sine spejlinger, farver, dybde og tilsyneladende vægtløshed ændrer Kapoor materialer, objekter og rum – selv mennesker – på en undseelig, men afgørende måde, anfører arkitekten og arkitekturhistorikeren Mari Hvattum.

 

Hun tager udgangspunkt i Kapoors “S-Curve, 2006, Kistefors skulpturpark i Norge. Her skaber skulpturens blanke stål en mærkelig foruroligende scene: Spejlingen af det strømmende vand og de industrielle omgivelsers nødtørftige modernitet får både værk og omgivelser til at fremstå evigt foranderlige.

 

Hvattum konkluderer: I sine værker fremhæver Kapooor ikke eksisterende steder, men opfinder nye, der bliver dannet af efterladte erindringer om steder, som vi måske engang har kendt.

Mellem værk og verden

I bogens sidste artikel fokuserer antropolog Mikkel Bille og samtidsarkæolog Tim Flohr Sørensen på Kapoors undersøgelser af mørke og tomrum. Det fører os helt tilbage til oplysningstiden, hvor at “oplyse” og “belyse” i både videnskabelig og religiøs betydning var noget positivt, mens “middelalderligt mørke” var noget negativt.

 

Mørkets kraft kan dog også være noget positivt. Ligesom lyset i Rembrandts og Caravaggios værker bruges til at frembringe beskuerens følelser, og ikke blot til at afsløre verden, kan mørkets kraft benyttes til at fremmane en atmosfære ved at sløre det synlige. Det kan føre til forundring, ængstelse eller uro.

 

Kapoors værker tvinger os til at konfrontere mørket. Til at føle mødet med det usete og ukendte som en sanselig oplevelse, hvor vi læner os nænsomt ind i en ukendt rummelig form.

 

Når vi konfronteres med Kapoors værker bør vi måske holde en vis distance til dem, så deres skønhed, brutalitet eller betydning bryder igennem. Som at stå på afstand og se regnbuen tone frem på den mørke himmel med regn og sol.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Descension, 2014. Nedstigning til limbo i hvirvlende vand. Oplevet på Arken. Foto: Niels Lyksted.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vurdering

Bedre sent end aldrig. Tre måneder efter åbningen af “Anish Kapoor – Unseen” foreligger nu den tilhørende bog, der går i dybden med udstillingen på Arken.

 

Som det fremgår bidrager den med interessante synspunkter set fra forskellige vinkler. Anish Kapoor indbyder nemlig til mange diskussioner, som næppe nogensinde vil finde en afslutning. Og netop dette gør Kapoor til en spændende og vedkommende kunstner.

 

Bogen handler ikke blot om de udstillede værker på Arken, men viser tillige mange af de steder i verden, hvor man kan eller har kunnet opleve Kapoors værker.

 

Grafisk er bogen noget af en udfordring, for normalt vil man udpege en enkelt fotograf til at stå for billedsiden. Bogens designer, Studio Claus Due, har forsøgt at løse opgaven ved holde første og sidste del af bogen i sort /hvid og så prøve at få det bedst mulige ud af den mellemliggende kalejdoskopiske værkforevisning. En enkelt grafisk detalje bør fremhæves: cirklen fra “Limbo”, der elegant gentages i tekstafsnittene.

 

Et nyttigt og informativt supplement til en af Arkens hidtil væsentligste og mest udfordrende udstillinger. Kan absolut anbefales. Læs Lyksteds anmeldelse af Arkens udstilling her

 

 

 

 

Strandberg Publishing. Arken Museum for samtidskunst: Sarah Fredholm (red.). Anish Kapoor – Unseen. Fås i dansk og engelsk udgave. 160 sider, rigt illustreret. Pris 249,95 kr. Arkens udstilling kan opleves til den 20. oktober 2024.

 

 

 

Boganmeldelse: Anish Kapoor – Unseen – se mere her

 

 

 

 

Anish Kapoor – Unseen – besøg ARKEN her

 

 

 

Cover: Anish Kapoors ikoniske værk “Cloud Gate” fra 2004 i Chicago. Foto: Rune Lyksted

 

 

 

 

Boganmeldelse: Anish Kapoor – Unseen er skrevet af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.

Redaktion: Jesper Hillestrøm