En super solist og et stykke programmusik

 

Luisi og Hadelich i DR-Koncerthuset

 

 

 

 

 

 

Fotografi fra generalprøven. Her ses Augustin Hadelich (violin) og Fabio Luisi (dirigent). Credit: Suxiao Yang © DR

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ….. DR Symfoniorkesteret har kastet sin kærlighed over Aleksandr Skrjabin og er i gang med at indspille en række af hans symfoniske værker ….’

– Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den nyeste serie af Operarejsen udtaler komponisten Allan Gravgaard Madsen, at udsagnet om at musik er tonal, ville svare til at at mene, at al mad kun består af kartofler. Alligevel glædede vi os til en god gang kartofler som hovedret og dessert i DR Koncerthuset den 5. september hvor programmet stod på Johannes Brahms’ violinkoncert og Aleksandr Skrjabins 3. symfoni.

Brahms: Violinkoncert

Ifølge solisten Augustin Hadelich er Brahms’ violinkoncert et af de største værker der nogensinde er skrevet for violin. Det kan vi ikke være meget uenige i. I førstesatsen præsenteres vi for en længere række af forskellige temaer, som afløser hinanden.

 

Brahms har virkelig noget på hjerte. Oboen i andensatsen spiller også en utrolig smuk stemme. Tredjesatsen består af en livlig dans, hvor dobbeltgrebene fra solisten falder som perler på en snor.

 

De fleste store klassiske komponister har, som en slags obligatorisk pensum, leveret mindst én violinkoncert. Udfordringen for komponisten er blandt andet, at kunne balancere mellem et budskab gennem musikken, samtidig med at solisten får mulighed for at vise sine overlegne tekniske færdigheder. Den forhindring kommer Brahms udenom på en helt igennem overlegen facon. Solisten tvinges til at skulle præsentere sin fortolkning i samarbejde med orkesteret.

 

Som med Brahms har solisten Hadelich også meget på hjerte, idet han selv har komponeret sin egen kadence i førstesatsen. Kadencen er selvfølgelig bygget over førstesatsens mange temaer. I kadencens første halvdel pakker Hadelich temaerne ind, som var det en etude af Niccolò Paganini, og i anden halvdel ændrer stilen sig mere til en sonate af Johann Sebastian Bach. Meget forfriskende at høre en hel ny kadence i stedet for de evindelige gamle travere.

 

Det lykkes for Augustin Hadelich og symfoniorkesteret at fremstå som en helhed. Hadelich sætter sig ikke hårdt på materialet med alle mulige personlige fortolkninger, men lader i stedet musikken tale for sig selv. En stor styrke for en solist som i øvrigt besad det tekniske overskud til, at kunne tage livtag med denne meget svære koncert.

 

Som ekstranummer spillede Hadelich et virkelig morsomt stykke, som tydeligvis var amerikansk inspireret, og som skulle illustrere en togtur hen over prærien. Stykket er sikkert hentet fra hans seneste album, “American Road Trip”. En meget vellykket koncert af en meget velspillende solist.

Aleksandr Skrjabin: Symfoni nr. 3

Efter pausen var orkesteret blevet udvidet på alle pladser. Med 8 valdhorn, 5 trompeter, 3 trækbasuner og én tuba kunne vi godt regne ud, at der ville blive skruet op for volumen i anden del af koncerten.

 

Det gjorde der sandelig også. Skrjabin ønsker at illustrere hvordan mennesket kæmper sig hen imod guddommelighed, og frigør sig fra den slavelignende tilstand det er, kun at være menneske. Stilmæssigt synes jeg, at Skrjabin ligger et sted imellem Richard Wagner og Anton Bruckner, dog med væsentligt mere ramasjang i forhold til de to nævnte komponister. Fordi Skrjabin forsøger at illustrere en udvikling, bliver musikken et akkompagnement til historien, og derfor synes jeg at Skrjabins akkompagnement glimtvis kan minde meget om Richard Wagners stil.

 

DR Symfoniorkesteret har kastet sin kærlighed over Aleksandr Skrjabin og er i gang med at indspille en række af hans symfoniske værker. Tidligere i år opførte symfoniorkesteret et orkesterstykke af selvsamme komponist. Det hed Poème de l’extase og skulle illustrere hvordan mennesket kan nærme sig Gud. Sjovt nok lød tredjesatsen i denne symfoni meget lig Poème de l’extase – rigtig meget endda – men alligevel har stykkerne hver deres opus-nummer. Ja, sådan kan hukommelsen spille os et puds.

 

 

 

En super solist og et stykke programmusik – se mere her

 

 

 

En super solist og et stykke programmusik er anmeldt af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION Redaktion: Jesper Hillestrøm