Niels Frid-Nielsen: Provokunst

✮✮✮✮✮

‘ …… masser af god læsning ……’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Niels Frid-Nielsen kommer vidt omkring i sin afdækning af provokunsten i Danmark. Ikke alene stiller han fokus på hvad ordet/emnet dækker, men også spørgsmålstegn ved, hvem der sætter og har sat dagsordenen for hvad begrebet står for. Det er jo ikke kunstnerne selv der i første omgang har sat det prædikat på værkerne, men den tredje statsmagt: medierne og pressen. De har været med til at puste til bålet.

Desuden er det interessant at finde ud af, hvorfor nogle kunstnere har været i stand til at komme med i provokunstnernes prominente selskab, hvor andre end ikke har haft mulighed for at banke på døren. Hvem er det der er smagsdommerne? Eller er der nogen? Og hvorfor?

Provokationen for provokationens skyld

Kunst har alle dage været i stand til at sætte sindene i kog, men hvem er det egentlig de såkaldte outrerede kunstværker igennem alle årene har skullet provokere? Borgerskabet eller kunstnerne imellem? Når man kommer igennem bogen, er det tydeligt, at der er forklaringer fra kunstnerne på, hvad der har skabt deres værker, men for de flestes vedkommende er det provokationerne i sig selv, der har været drivkraften. Eller rettere sagt provokationen for provokationens skyld.

Det vil måske være mere berettiget at kalde hvert årti af provokationskunst, et oprør mod det bestående og etablerede samfund på det tidspunkt, for der skete mange ting rent udviklingsmæssigt fra 1960-2000. Det er altså en provokation politisk eller kunstnerisk, alt efter fra hvilken side du beskuer og vurderer tingene. Niels Frid-Nielsen har rigtig mange vinkler på emnet.

En grundig brugbar udgivelse

Bogen er interessant, i og med, at ingen tidligere har kastet sig ud i dette omfattende arbejde. Med sine mere end 125 kildehenvisninger ligger der en solid research bag. Desuden er Niels gået kronologisk til værks, så ikke alene kan vi følge udviklingen inden for provokationskunsten, vi får også en form for periode- og personbeskrivelser over en hundredeårig epoke.

Alle de mange kunstnere der er omtalt i bogen, skal ikke omtales her, det håndterer Niels selv strålende. Jeg vil blot nævne nogle af de mere bemærkelsesværdige af dem. Simpelthen fordi de har overlevet omtale i et halvt århundrede og stadigvæk bliver omtalt, når der tales om kunstværker der har provokeret.

Nørgaard

Bjørn Nørgaard (f.1947), blev kendt for sin hesteslagtning på en mark. En protest mod Vietnam-krigen. Hans kunst er/var alternativ, aktivistisk og samfundskritisk. Han har bl.a. skabt 17 gobeliner i 1990 om Danmarks historie. Han er gift med kunstneren Lene Adler Petersen, der var den nøgne kvindelige Kristus, som gik gennem børsen i 1969.

Thorsen

Jens Jørgen Thorsen (1932-2000), billedkunstner, filminstruktør, forfatter, m.m. Hans film Stille dage i Clichy skabte international forargelse. Han imponerede alle ved at være med i et TV program, hvor det viste sig, at han var et omvandrende kunstleksikon. Hans påklædning var et kapitel for sig selv, bl.a. var han næsten altid iklædt leopardbukser.

Nash

Jørgen Nash (1920-2004), forfatter og happeningkunstner. Nok mest kendt som ham der indrømmede i 1998, at have savet hovedet af Den lille havfrue i 1964. Det blev aldrig bevist, men han fik omtale i 30 år!
Den nye provokunst?

Nye typer provokunst

Der er sandelig også nævnt nye provokationsværker. Desværre er det i det seneste år blevet ”moderne” at ødelægge bestående kunstværker, for at gøre op med fortidens normer og konventionelle syn på tingene. Man kan diskutere om det skaber forståelse hos et publikum, jo måske et snævert et, at være en destruktiv kunstner, som Ibi-Pippi Orup Hedegaard, der i 2022 øvede hærværk mod et Asger Jorn maleri, for at åbne en diskussion om ophavsrettigheder.

Samme år hældte to klimaaktivister kartoffelmos over et Claude Monet maleri til en værdi af 846 millioner kroner. Der har været en tendens i klimaaktivismens navn til at ødelægge kostbare værker for at få omtale. Men virker det? Eller er vi efterhånden blevet så hærdede, at der skal tages endnu mere drastiske midler i brug for at få både politikere, pressen og publikum i tale?

Der er også et glimrende interview med den iranskfødte kunstner Firoozeh Bazrafkan (f.1982), der foran den iranske ambassade rev koranen i stykker med et rivejern. Hun kæmper for kvinders rettigheder i alle kontekst. Firoozeh mener, at det er vigtigt at vise sin kunst i et åbent demokratisk samfund, og at al kunst er politisk. Der er flere glimrende samtaler i bogen, hvor du kommer tæt på kunstnerne. Det giver en god vekselvirkning.

Hvad skal vi med provokunst?

Niels har i det sidste kapitel: Hvad skal vi med provokunst?, samlet mange og forskellige synspunkter, nogle af dem både statements og konklusioner. Det er et af de mest spændende afsnit, for hvis du ikke efter læsningen af bogen er blevet beriget om hvad provokationskunst er og dermed dens mission, er det hele sammenfattet her. Fint med en resumé og kort sagt: Provokationen får os til at se på tingene en ekstra gang.

Nyttig tidslinje

Der er også en tidslinje, hvor det første omtalte værk er Harald Giersings maleri: Ung dame i lyseblåt, som vækker opsigt fordi det ene øje er blåt, og slutter i 2023 med at politiet i Hong Kong tager Skamstøtten af Jens Galschiøt i deres varetægt. Der er en virkelig overraskende samtale med kunstneren i bogen.

Et relevant værk

Er denne bog egentlig relevant? Ja, det er den, fordi den ved sin alsidighed, perspektiverer hvad provokunst/provokationskunst står for og handler om. Indrømmet, for mange er enhver ny omtale af emnet et irritationsmoment, men vi bliver alligevel på en eller anden måde berørte af det. Her i bogen kan alle være med og ovenikøbet få bibragt ny viden.

PROVOKUNST er oplysende og overrasker med sine mange historier og er skrevet i et letflydende sprog. Befriende når emnet i første færd kan virke tungt. Jeg syntes det er ærgerligt, at der er få billeder. Måske har man valgt, at det er teksten der skal være primær, men det ville den også være, selvom der var flere illustrationer. Det ville have sat ekstra fokus på de spektakulære happenings og kunstværker. Til gengæld er der masser af god læsning.

Niels Frid-Nielsen

Niels Frid-Nielsen (f. 1954) er kulturjournalist, kommentator og forfatter til en række bøger bl.a. Bille August. Et portræt af manden og hans film (2004), I det nye Sydafrika (1996), og Cola som kult (1993). Han har været kulturredaktør på DR Nyheder og Det fri Aktuelt, filmanmelder på TV2 og TV3 og siden 2015 har han været ambassadør for Hjernetumor Foreningen. Senest har han udgivet Jeg er Københavner, 2021, og I en tynd tråd, 2020.

Niels Frid-Nielsen: Provokunst. Udgivet på Gads Forlag. Læs Frids kronik i KULTURINFORMATION her

Niels Frid-Nielsen: Provokunst – se mere her

Mikke Bogh interviewes også i Provokunst – læs Mikkel Boghs kronik i KULTURINFORMATION her om ikonoklasme

Niels Frid-Nielsen: Provokunst er en anmeldelse af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm