ARoS: Sky Gazing
Skyer dækker delvis for himmelrummet i ny udstilling
Installationen med titlen ”Totality” er udtænkt af britiske Katie Paterson. I baggrunden anes det automatiske flygel, der afspiller Ludwig van Beethovens ”Måneskinssonate”. Foto: Anders Sune Berg
✮✮✮✮
‘Kunstmuseet ARoS i Aarhus tager ad omveje publikum med ud på en rejse i universet, men da sammenhængskraften mellem tema og udstilling er ujævn, må man ty til oplevelser i de enkelte værker …..’
– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Ofte føler jeg mig nødsaget til at slå koldt vand i blodet, når jeg i mit stille sind udvikler tanker om det uendelige univers, og jeg føler mig sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde. I de kommende måneder vil enkelte udstillingsgæster sikkert fostre tilsvarende fantasier under besøget på udstillingen ”Sky Gazing” på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
Her er der tale om en gruppeudstilling, som rummer mere eller mindre underspillede scenarier vedrørende himmelrummet og hvad, som bevæger sig rundt derude. Mennesket tager gerne kontrollen over universet; men det lader sig naturligvis kun gøre, hvis vi tænker de nærmeste områder ind i ligningen.
Der er fuld knald på undersøgelser af rummets endeløshed. Hvor ofte hører vi ikke om en nyfundet galakse lysår borte fra Jorden? Allerede her begynder det at rumle i øverste etage. Uendeligheden får selv logisk begavede mennesker til at udøve tendenser på sindssyge.
Inden den næste raket afgår, kan man jo sagtens i mellemtiden tage et blik på den aktuelle udstilling på ARoS, og den konkluderer ikke så meget, hvad der sker mellem himmel og jord, men rummer dog trods alt plausible værker.
Maleriet med titlen ”Strahlenlinien” (på dansk ”Strålelinjer”) er malet af Wassily Kandinsky i 1927,
men er nærmest moderne. Foto: Studio Tromp, Rotterdam
I toppen af maleriet af Giovanni Paolo Pannini ses kuplen med udsigt til himmelrummet indvendigt i Pantheon i Rom.
Billedet blev færdiggjort i 1765. Pressefoto: Statens Museum for Kunst
Stilistisk og kronologisk spænd
Inden jeg bevæger mig ind i udstillingens indledende halvmørke, bemærker jeg, at en kæmpemæssig installation foran museet begynder at tage form i det stærke sollys på en oktoberdag i Aarhus. Til næste år indvier museet en underjordisk, arkitektonisk tilføjelse designet af den amerikanske multikunstner James Turrell.
Jeg bliver ret overrasket over at opleve ”Sky Gazing” som en udstilling, der spænder enormt vidt stilistisk og kronologisk. Jeg kan svagt høre ”Klaversonate nr. 14 i cis-mol Opus 27 nr. 2” af Ludwig van Beethoven i baggrunden; men jeg lamslås til dels af et antal klassiske malerier til en indledning.
To perler af barokmalerne Willem Claesz Heda og Piter Claesz fra 1600-tallet går lige i blodet, og et lidt større maleri af den italienske maler Giovanni Paolo Pannini færdiggjort lidt senere i samme periode med motiv fra det indre af Pantheon i Rom minder med ét om, hvad udstillingens tema er.
De to malere fra Nederlandene og Belgien har skabt hver deres nature morte, som vel i motiv vel dårligt refererer til universets uendelighed. Pantheon har trods alt en cirkulær åbning ud mod himmelrummet i toppen af bygningens kuppel.
Der begynder nu at tegne sig et billede af en udstilling, der har fået en identitet, som muligvis ikke helt lever op til hensigten. Jeg nævner Beethovens musikstykke, som selvfølgelig er mest kendt under titlen ”Måneskinssonaten”, men det er ikke noget komponisten har fundet på.
Ikke desto mindre afspiller et automatisk flygel sonaten i et rum, der indbefatter en diskokugle påmonteret solformørkelsesprint, der kastes rundt som små ”stjerner” i rummet. Installationen med titlen ”Totality” er udtænkt af britiske Katie Paterson.
Jeg elsker Beethovens sonater; men nu begynder musikstykket faktisk at gå mig på nerverne, så jeg fortsætter min ekskursion i håb om at komme på en kosmisk rejse.
Den for nylig på Louisiana udstillingsrelevante samtidskunstner Roni Horn sammenfatter klovne og skyer i forskellige varianter i værket med den komplicerede titel ”Clowd and Cloun (Gray) & Clowd and Cloun (Blue)”. Foto: Anders Sune Berg. Læs mere om Roni Horn her
Malerkunsten i et abstrakt kosmos
En fotografisk installation af den britiske billedkunstner Douglas Gordon, hvor han i et meterlangt forløb udstiller en serie billeder af berømte skuespillere, der på gengivelserne har fået fjernet øjnene, og dermed fremstår blinde, har titlen ”100 Blind Stars (selection)”. Jeg har stor sympati for Gordon; men dette værk fra 2002-2003 er umodent og decideret dårligt.
Herefter når jeg frem til et antal værker af danske kendte og mindre kendte guldaldermalere, og hermed bliver udstillingen for alvor gådefuld. Jeg kan ikke undlade at bemærke nogle værker af Janus la Cour, hvor skyerne optræder ”som støbt i plastik”. Tak til Troels Trier for lån af citat.
Der er flere skyer af C.W. Eckersberg, Jens Juel, Christen Købke, Carl Frederik Aagaard og Emmerik Høegh-Guldberg. I et nutidigt perspektiv bliver skyerne behandlet lidt corny af den for nylig på Louisiana udstillingsrelevante samtidskunstner Roni Horn, der sammenfatter klovne og skyer i forskellige varianter.
Var jeg tidligere mere end stærkt skeptisk over for Douglas Gordons behov for at skære øjne ud af fotografiske portrætter, oplever jeg nu samme kunstner i et helt andet perspektiv. Nu også i harmoni med udstillingens tematiske resonans. I en solformørkelse befinder vi os stadig i en lokal galakse; men vi er dog på vej ud i intetheden på en måde.
I samme rum opleves virkelig en historisk dimension af sol, måne og det hele i et beskedent maleri af en kunstner, der i sin tid satte malerkunsten ind i et abstrakt kosmos. Wassily Kandinskys højst moderne værk er malet i 1927 og rummer mere ”Sky Gazing” end hvad jeg har oplevet hidtil.
Endnu gladere bliver jeg ved gensynet med den fabelagtige sydafrikanske og eminent sonderende kunstner William Kentridge, der her er sat i scene i kraft af et videoprojekt med titlen ”Journey to the Moon”. Vi er ikke helt derude; men Kentridge arbejder, hvilket for ham ikke er så usædvanligt, med stumfilmens virkemidler og materialitet.
Australske Lucienne Rickards i gang med blyant og viskelæder med projektet ”Wreck”, der først afsluttes i 2025. Foto: Anders Sune Berg
Vælg værker med omhu
Der skal således ikke meget til at begejstre en dog erfaren kunstanmelder; men dagens mest opløftende begivenhed skal udfolde sig i et rum, hvor den australske kunstner Lucienne Rickard er i gang med en stor tegning, hvor fugle er en del af det motiviske tema.
Her befinder vi os i nutiden – og i en forstand tillige i fremtiden, da Rickards værk er under stadig udvikling og først finder sin afslutning en gang i 2025.
Kort om Lucienne Rickards: Hendes arbejde har et tydeligt fokus på miljøspørgsmål, særligt biodiversitet og truede dyrearter, og hun bruger sin kunst til at fremhæve de kritiske spørgsmål om klimaændringer og menneskets rolle ved at påvirke naturen.
Her har vi således med en ung kunstner at gøre – født i 1981 – der bruger sin kunstneriske base til dygtigt at illustrere, hvor vi som globalt samfund er på vej hen, og som et redskab i processen bruger hun viskelæderet. Måske er der ikke noget tilbage, når udstillingen slutter?
Alle følgende spørgsmål udgør muligvis den mest universelle gåde i udstillingens program, og denne undersøgelse er måske langt vigtigere end at finde ud af, hvor langt ud i universet, vi kan sende raketter og alverdens rumstationer.
Der flyver såmænd sikkert skrot nok rundt i vores eget ufatteligt beskedne kredsløb, og det ændrer en kunstudstilling, hvor skyer spærrer for udsynet, ikke meget på. Følgeslutningen må være: Se udstillingen og vælg værker med omhu.
Der er ikke udgivet et katalog i forbindelse med udstillingen. Hermed signalerer man vel blot, at prioriteringen af udstillingen er nivelleret ned i niveau? Blot en strøtanke fra kritikeren, som ikke desto mindre begaver med fire stjerner, da der faktisk på trods af skydækket er indslag, som er værd at beskæftige sig med på ”Sky Gazing”.
William Kentridge tager metoder fra stumfilm i brug i videoinstallationen ”Journey to the Moon”. Foto: Lars Svanholm
Udstillingen ”Sky Gazing” – kurateret af den australske forfatter og kurator Juliana Engberg – kan ses på kunstmuseet ARoS, Aros Allé 2, Aarhus C. frem til d. 16. februar 2025.
ARoS: Sky Gazing – se mere her
Coverfoto: Installationsfotoet her viser blandt andet to malerier med let og svært skydække af Janus la Cour. Foto: Anders Sune Berg
ARoS: Sky Gazing er anmeldt af Lars Svanholm, KULTURINFORMATION
Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm