Statens Museum for Kunst: Käthe Kollwitz – Mensch

✮✮✮✮✮✮

‘ ……. Årets suverænt bedste kunstudstilling ……’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Bekenderkunst af fineste karat

Vil man studere kunst af Käthe Kollwitz – og det er der utallige gode grunde til – må man normalt tage til Käthe Kollwitz museerne i Köln, Berlin eller Moritzburg nær Dresden. I de kommende måneder behøver man dog ikke rejse helt så langt, da Statens Museum for Kunst (SMK) netop nu viser et omfattende og repræsentativt udvalg af Kollwitz’s værker inden for tegning, grafik og skulpturer.

Baggrunden herfor er, at Käthe Kollwitz Museum Köln, der har verdens største samling af Kollwitz-værker, er under ombygning og modernisering. Derfor har museet mulighed for at imødekomme ønsker om omfattende udlån af Kollwitz’s værker. Og der er ikke så lidt at udlåne af. Museet rummer nemlig over flere end 300 tegninger, 500 grafiske blade samt 15 bronzeskulpturer mv.

Udlånene er blandt andet kommet MoMA (New York) og Städel Museum Frankfurt til gode. Langt det største udlån er imidlertid gået til SMK, der har modtaget ikke mindre end 78 værker til den aktuelle udstilling “Käthe Kollwitz – Mensch”.

“Døden og kvinde”. 1910, radering. En på en gang dyster og erotisk tegning. Käthe Kollwitz skabte også kærlighedsscener. En af dem “Kærlighedsscene I”, ca. 1909/10, tegning, er ikke udstillet, men kan ses i kataloget side 109. © Niels Lyksted – all rights reserved

Käthe Kollwitz – Mensch

Sidst vi kunne opleve værker af Käthe Kollwitz her i landet var i 2021, hvor SMK præsenterede udstillingen “Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet”. Hensigten var at sætte fokus på, hvordan kvinderne gennem de sidste 100 år har brugt kunsten for at skabe forandringer i verden. Udgangspunktet var halvtredsåret for 1970ernes kvindefrigørelse i Danmark.

Trods det lokale udgangspunkt var det de internationale kvindelige kunstnere, der efter min mening stjal opmærksomheden – og især Käthe Kollwitz. Ikke underligt, da hun må regnes for en af de betydeligste grafikere til alle tider. Helt på niveau med Dürer, Rembrandt og Goya.

Käthe Kollwitz interesserede sig for mennesker og de problemer, de har kæmpet imod til alle tider og overalt i verden. Altid med ægte medfølelse og sympati. Ikke blot når de har problemer, men også når de glæder sig over noget. Det gælder fx kærlighed og deres børn.

Vi føler med Käthe Kollwitz uanset temaet, og hvor i verden vi befinder os. Hendes temaer er universelle.

Käthe Kollwitz

Käthe Kollwitz havde nøjagtig de samme problemer at slås med, som de oversete kvindelige kunstnere, der pt udstilles på Den Hirschsprungske Samling og SMK. Alligevel lykkedes det hende at gøre karriere og få børn samtidig.

Født og opvokset i Königsberg (nu Kaliningrad) havde det været naturligt for hende at søge optagelse på det lokale kunstakademi, men der optog man ikke kvinder. Käthe Kollwitz måtte derfor tage til Berlin, hvor hun studerede på “Mal- und Zeichnenschule Berlin”. Siden fulgte studier ved “Münchener Dame Akademie”.

Käthe Kollwitz’s oprindelige ønske var at blive maler, men på opfordring af hendes lærer i Berlin valgte hun at koncentrere sig om tegning. Det førte til arbejde med radering, litografi og træsnit.

Serien “Krig”, 1921-22, træsnit. Blev til i årene efter 1. verdenskrig, hvor Käthe Kollwitz mistede sin yngste søn, den kun attenårige Peter Kollwitz i krigens første år. © Niels Lyksted – all rights reserved

Væveropstanden

Tre af Käthe Kollwitz’s hovedværker er grafiske serier med et fælles tema. Den første er “Væveropstanden”. Inspirationen hertil fik Kollwitz, da hun overværede opførelsen af Gerhart Hauptmanns historiske teaterstykke “Væverne”. Stykket var inspireret af den schleswigske væveropstand i 1844.

I sin fortælling om væverne tog Kollwitz udgangspunkt i den verden, som hun oplevede i Berlin, hvor arbejderne i tekstilindustrien levede under kummerlige forhold. Hvor galt det stod til, kunne hun dagligt opleve i sin mands lægepraksis. “Væveropstanden” ender – lige som skuespillet – med, at arbejdernes oprør bliver slået brutalt ned. Værket, der består af seks blade, blev påbegyndt i 1893 og afsluttet i 1897.

“Væveropstanden” blev udstillet på en stor kunstudstilling i Berlin, hvor juryen ønskede at præmiere værket med en guldmedalje. Kejser Wilhelm II nedlagde imidlertid veto. Medaljer gav man til mænd – ikke kvinder. Og så fandt han temaet upassende for landets renommé. Alligevel sikrede den grafiske serie Kollwitz et navn på den tyske kunstscene. Året efter fik hun nemlig en guldmedalje. Det skete i forbindelse med en udstilling i Dresden.

“Sædekorn skal ikke kværnes”, 1941, litografi. En mor beskytter sine børn mod krigens rædsler. Titlen er et citat af Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832). Udstillingen byder i øvrigt på en glimrende film med samme titel. Der er tale om en s/h film fra DDR-tiden med Gisela May (1924-2016) som speaker. Hun var skuespiller og sanger. Måske bedst kendt for sine fortolkninger af Bertolt Brechts sange. © Niels Lyksted – all rights reserved

Stærke kvinder

Käthe Kollwitz’s næste cyklus “Bondekrigen” er inspireret af Wilhelm Zimmermanns bog “Den store tyske bondekrig” (1840-1843). Heri redegjorde forfatteren for de store politiske modsætninger i det 19. århundrede, hvor folk ønskede selvbestemmelse. Et ønske der i øvrigt havde gjort sig gældende siden 1525. Kollwitz arbejdede på projektet i fire år, alt imens hun fjernede sig fra det historiske forlæg. Og så indsatte hun endda kvinder i begivenhedernes centrum.

Her er vi ved noget helt centralt i Kollwitz’s værk: kvinderne. Käthe Kollwitz viste fremover verden set fra et kvindeligt perspektiv. Kvinderne havde deres særlige problemer, men de var også stærke og aktivt handlende.

Bohemelivet

I storbyer som Berlin, München og Paris udfoldedes bohemelivet i de kunstneriske miljøer. Heri indgik kvindernes seksuelle frihed og åbne ægteskaber. Det gjaldt også Käthe og ægtemanden Karl Kollwitz, hvilket fremgår af hendes dagbøger. Tillige var biseksualitet for hende næsten et nødvendigt grundlag for hendes kunstnerisk skaben.

Skulle man forledes til at tro, at Käthe Kollwitz blot var et alvorsmenneske på baggrund af hendes ofte meget dystre temaer og selvportrætter, tager man grueligt fejl. Hun var en meget lidenskabelig og munter kvinde, der elskede at danse og deltage i kostumefester. Og så udførte hun en række erotiske tegninger, der går under betegnelsen “Secreta”. De var ikke bestemt for offentligheden.

OBS! Denne side af Käthe Kollwitz fremgår ikke af udstillingen.

“Brystbillede af en arbejderkvinde med blåt tørklæde”, 1903, farvelitografi. Käthe Kollwitz arbejdede lejlighedsvis med farve, men ellers udnyttede hun fuldt ud mulighederne for at arbejde med forskellige nuancer af sort. © Niels Lyksted – all rights reserved

Storbyproletariatet

I de følgende år udførte Käthe Kollwitz en lang række tegninger og grafiske værker af små hverdagsscener fra arbejdermiljøet i Berlin, der prægedes af fattigdom og elendighed. Og der var nok at tage fat på: hjemløshed, hjemmearbejde, alkoholisme, børnedødelighed og uønskede graviditeter.

En række af disse værker blev bragt i det satiriske ugemagasin “Simplicissimus” i perioden 1908-1911. Magasinet, der havde et oplag på 100.000 eks., kritiserede kejseren, militæret, præsteskabet og det klasseopdelte samfund.

Käthe Kollwitz’s tegninger i ekspressionistisk stil af storbyproletariatet kom til at tjene hendes sociale og politiske engagement resten af hendes liv. Herigennem havde hun fundet sin helt egen stil.

“De frivillige”, blad 2 i serien “Krig”, 1921-1922, træsnit. Käthe Kollwitzs søn Peter ses næstyderst til venstre, arm i arm med døden. Serien har et stærkt pacifistisk budskab. Den viser krigens konsekvenser på hjemmefronten. © Niels Lyksted – all rights reserved

Krig

I årene 1921-1922 udførte Käthe Kollwitz sin tredje cyklus “Krig”. Den er baseret på hendes personlige oplevelser fra 1914 til 1918. I den periode mistede hun sin yngste søn Peter, der lige var fyldt 18 år.

Serien indledes med en mor, der er villig til at ofre sin søn til krigen. Herpå følger ivrige frivillige, der marcherer til fronten. Resten af billederne viser sørgende forældre og enker, samt mødre, der beskytter deres børn. Den sidste scene viser total ødelæggelse og lidelse. Käthe Kollwitz refererer nu ikke længere til en bestemt krig, men til krige generelt.

“Krig” er udført som træsnit. Højtrykket med dets hårde sort-hvide kontraster og klare linjer gjorde det muligt for Käthe Kollwitz at udtrykke og bearbejde det, hun havde oplevet, på en ekspressiv måde.

Udstillingen er ikke kronologisk, men tematisk opbygget. På denne væg præsenteres en serie gribende værker med døden som tema udført fra 1934-37. Dødens insisterende tilstedeværelse er nogle gange direkte fremstillet som en knokkelmand, andre gange som en usynlig kraft. © Niels Lyksted – all rights reserved

De sidste år

Efter Hitlers magtovertagelse i 1930’erne faldt Käthe Kollwitz i unåde under naziregimet. Det betød, at hun mistede sit professorat, som hun havde opnået i 1919 ved Det preussiske kunstakademi. Desuden fik hun udstillingsforbud. Begge dele førte naturligvis til store økonomiske udfordringer.

Ægteparret Kollwitz overvejede, om de skulle emigrere, men besluttede sig for at blive. De var blevet for gamle og ønskede at bevare deres nære relationer. Käthe Kollwitz døde lige inden afslutningen af 2. verdenskrig.

Efter Käthe Kollwitz’s død kæmpede forskellige politiske fraktioner om at benytte hendes kunst til deres egne formål. Kollwitz’s kunst er imidlertid ikke propagandakunst, men derimod bekenderkunst. Et udtryk for hendes inderste følelser. Og tilmed af fineste karat!

Vurdering

Käthe Kollwitz’s dybtfølte billeder af mennesker i nød rammer i høj grad også nutidens publikum. Man kan næppe undgå at drage paralleller mellem hendes værker og de billeder, vi dagligt præsenteres for i medierne fra Gaza, Israel og Libanon samt fra konfliktområder overalt i verden, hvor blodbad, revolution og brutalitet fortsætter ufortrødent.

Heldigvis viser udstillingen også, at Käthe Kollwitz tillige glimtvis formår at gengive nogle af livets mest positive øjeblikke. Det gælder fx kærlighed mellem to personer og ikke mindst glæden ved at være mor. Disse scener kan være lige så vedkommende som de mere dystre.

Udstillingens fornemme katalog indeholder ikke blot relevante oplysninger om Käthe Kollwitz som kunstner og privatperson, men tillige to glimrende beskrivelser fra samtiden i Tyskland af den danske forfatter og aktivist Karin Michaëlis (1872-1950). Den ene om Tyskland i de brølende 20’ere, den anden om arbejderproletariatet på samfundets bund. Artiklerne fremmer forståelsen af hendes kunst på fremragende vis. Det samme gør en serie fotos og en film af ældre dato.

Kort sagt

“Käthe Kollwitz – Mensch” er en stor kunstnerisk oplevelse fuldt på højde med museets udstillinger med Matisse og Giacometti. En på alle måder gribende og bevægende udstilling. Kan man forlange mere?

Årets suverænt bedste kunstudstilling!

Statens Museum for Kunst: “Käthe Kollwitz – Mensch”. Vises frem til den 23. februar 2025. Det fremragende, rigt illustrerede katalog åbner nye historiske og nutidige vinkler på Kollwitz’s eksperimenterende grafiske værker og deres banebrydende udsagn om kvinder, klassesamfund og krigstraumer og dykker ned i en kunstnerisk verden, hvor lys og mørke, sorg og håb eksisterer side om side.

I forgrunden til højre ses Käthe Kollwitzs formentlig mest kendte skulptur, Pietà (1937- 39). Der er tale om en verdslig parafrase over Michelangelos Pietà (1498-99) i Peterskirken i Rom. Den voksne søn hviler i en næsten fosterlignende stilling mellem morens knæ, mens hun bøjer sig let over ham og dækker den øverste del af hans ansigt med sin højre arm. © Niels Lyksted – all rights reserved

Statens Museum for Kunst: Käthe Kollwitz – Mensch, cover: Oversigtsfoto fra udstillingen “Käthe Kollwitz – Mensch”. På bagvæggen ses serien “Krig”, 1921-1922. I forgrunden fra venstre ses skulpturerne “Mor med to børn”, 1932-36, bronze, og to versioner af “Pietà”, 1937-39, i hhv bronze og zink. Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved.

Besøg Lyksteds fremragende video fra Berlin her. Videoen viser Käthe Kollwitz indfølende, socialrealistiske og ekspressive kunst i Käthe-Kollwitz-Museum i Berlin og i byens mindesmærket Neue Wache til minde om ofrene i første verdenskrig og ofrene for nazismen.

Statens Museum for Kunst: Käthe Kollwitz – Mensch – besøg SMK her

Statens Museum for Kunst: Käthe Kollwitz – Mensch er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.

Redaktion: Jesper Hillestrøm