Østre Gasværk Teater: THE LAST SHIP

Foto: Camilla Winther

✮✮✮✮

‘Kan man sætte sin barndom i musik og tro, at den rammer nutidens publikum? Det var det store spørgsmål fredag aften i et fyldt Østre Gasværk Teater ……’

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

Alle var af hus. Politikere, teaterdirektører, A-liste kendisser og skuespillere. Alle var de mødt op til skandinavienspremieren på Stings Broadway-succes fra 2014 THE LAST SHIP. Og der var sandelig også meget at glæde sig til, skal man tro de mange pris-nomineringer, musicalen har modtaget siden premieren. Teatret summede af forventning.

Fantastisk musik og scenografi

Lad mig med det samme slå fast, at der var rigtig mange ting, som fungerede: musikken – med Stings medrivende bas-drevne tæft for swing – lovede fra starten, at det blev svært at sidde stille på rækkerne. Bandet, sammensat til forestillingen, er ultra dygtige musikere med personlighed, som rigtigt set blev en integreret del af handlingen, og de enkelte sange stod skarpt i det rå rum. Lukkede man øjnene, var det som at være til koncert med Sting selv, og det er jo ikke det værste sted at være. Særlig ikke når en lille håndfuld af hans store sange var integreret i forestillingen.

Og Scenografien! Østre Gasværk Teaters ikoniske scenerum er en-til-en skabt til at danne ramme om det skibsværft, som var omdrejningspunkt i Stings barndomsby Walls End, og som kom til at symbolisere forvandlingen fra industrialiseret arbejdersamfund til en langt mere monetær og Thatchersk overgang til en jakkesæt klædt nutid. De store linjer var trukket op i barndomsbyen – og i teaterrummet. Det var flot og storslået og med små virkemidler virkelig medrivende at sidde i salen, når scenograf Benjamin la Cour foldede sig ud.

Foto: Camilla Winther

Velsyngende cast og flot bearbejdning af originalmanuskriptet

Som A-holdet i salen var det også fine velprøvede og velsyngende kræfter, som gestaltede hovedfigurerne i forestillingen. Ja selv de mange bi-figurer fik liv og klangbund i en forestilling, som udnyttede scenerummet og gav plads til store præstationer og fin karaktertegning. Særlig humoren og citaterne fra de store digtere, gjorde forestillingen levende. Oversætter Helle Hansen, som selv er musiker, har været helt inde og pille ved hovedstolen sine steder, for at få det rå skibsværftarbejderslang til at resonere i en dansk kontekst. Det er fremragende gjort.

Forestillingen vil dog for meget

Handlingen er enkel i sit udgangspunkt: en skibsværftsby kæmper for at bevare sin berettigelse i et Storbritannien, som bevæger sig ind i det 21. århundrede. Vi møder Gideon Fletcher, som har forladt sin tilskadekomne far og kæresten Meg i byen for at rejse ud i verden og komme væk fra den skæbne, han så sikkert som amen i kirken kommer til at følge, hvis han bliver i byen.

Fuldstændig som Stings egen beslutning om at rejse ud. Fletchers tilbagevenden falder sammen med storkapitalens beslutning om at ophugge det netop nybyggede sidste skib (THE LAST SHIP), fordi der ikke er købere til det, fyre skibsværftsarbejderne og nedlægge værftet. Hjemme igen kaster han sig ind i kampen, ligesom han indser, at han stadig elsker sin ungdomskæreste – og det barn, som kom ud af den korte kærlighedsaffære.

Den historie kunne være fortalt helt straight og uden mange svinkeærinder, men det har Sting ikke villet. Han har haft travlt med at fylde på, som om han ikke rigtig har troet på, at historien var stærk nok i sig selv. Så vi får et væld af problemstillinger, som virker påklistret og kun tjener til at gøre forestillingen for lang og for uskarp: religionen, som selvfølgelig har været en stor del af befolkningens hverdag og livline, men som er bombastisk og lidt ude af sync, et faderopgør, kræftsygdom, teenagerproblemer, graviditet udenfor ægteskab, druk og et for stort fokus på proletariatets diktatur, som ikke bliver forløst. Sentimentaliteten er også allestedsnærværende, og det kan være godt af og til, men her virker forestillingen bedaget. Særlig i en 2025-kontekst.

Foto: Camilla Winther

Kan man sætte sin barndom i musik og tro, at den rammer nutidens publikum?

Så skal vi svare på spørgsmålet, så må det blive et stort MÅSKE. Forestillingen har helt klart kvaliteter nok til at være underholdende og få et publikum op af stolene, når tæppet går, men om den siger nutidens publikum noget, blæser lidt i vinden, for at citere en anden stor digtermusiker, som fejrer triumfer på biograflærredet for tiden.

Foto: Camilla Winther

Østre Gasværk Teater: THE LAST SHIP. Musical 2014/2019 af Sting. Skandinavienspremiere 21. februar 2025 på Østre Gasværk Teater.

INSTRUKTØR: Thomas Agerholm
KAPELMESTER: Martin Konge
SCENOGRAF: Benjamin la Cour

HOVED CAST: Niels Skovgaard Andersen, Kristine Yde Eriksen, Stephanie Trelborg Hansen, Morten Lützhøft, Hanne Uldal, Xenia Lach-Nielsen, Jon Lange m.fl.

Østre Gasværk Teater: THE LAST SHIP – se mere her

Østre Gasværk Teater: THE LAST SHIP er en anmeldelse af Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm