ROYAL ARENA: Santana

Foto: © Maryanne Bilham

✮✮✮✮

' ……. Carlos Santana, den gamle hippiecharmør, viste sit format ……. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Det kan næsten ikke blive større. Carlos Santana (f. 1947), har ført an på verdens rockscener igennem mere end 50 år og er blevet en legende. Han er en mexicansk rock-guitarist, som i 1966 var med til at grundlægge Santana Blues Band, der hurtigt blev forkortet til Santana. Hans far var mariachi-violinist, og Carlos spillede først violin, men skiftede til guitar, da han var otte år gammel. Han var allerede som barn bidt af en ’gal’ musiker. Familien flyttede til Tijuana, Carlos spillede i klubber og barer. Da familien flyttede til San Francisco i USA, fulgte Carlos efter.

Et stræk

Carlos Santana blev hurtigt kendt og man kan sige, at han ikke har været af ’gulvet’ siden. Det var Carlos heller ikke til aftenens koncert i Royal Arena. Koncerten blev spillet i et stræk. Det kan godt være, at Carlos sad ned det meste af tiden, på en komfortabel halvhøj stol og tyggede tyggegummi, men hans guitarspil fejlede ikke noget. Santana har en ganske særlig genkendelig lyd, der gennemsyrer alle numrene. Musikken lyder fuldstændig som når man hører hans musik fra 1970.

68'ere men også mange andre

Til aftenens koncert var publikum utroligt aldersdifferentieret. Mange havde nok forventet, at der mest ville være gamle 68-hippier, men der var en bred repræsentation af alle aldersgrupper. Santana formår stadig at tiltrække nye fans. Forventningerne var skruet helt op hos publikum, og ingen blev skuffede, da bandet lod lyden få fuld power med ’Soul Sacrifice’.

En lang 'Santana-solo'

Vi oplevede et veloplagt orkester med den eminente trommeslager Cindy Blackman, der for øvrigt er gift mad Santana, flankeret af to perkussionister, Santana og 5 mand mere. Dygtige musikere, der alle kan lidt af hvert. Numrene gled over i hinanden og det næste var ’Jin-go-lo-ba’, som også bragede derudad. Santana brillerede med en solo, og det gjorde han det meste af tiden. Det var absolut hans aften. Det føltes næsten som en lang ’Santanasolo’.

Foto: © Roberto Finizio

’Evil Ways’ er en klassiker. Et pop-/rocknummer, der får folk til at danse og man mærkede tydeligt, at vi var ved at bevæge os opad på forventningskurven. Så skete det. Optakten til ’Black Magic Woman’ blev slået an og ingen kunne længere sidde stille i sæderne. Salen sang med og festen var i gang. Der var perler på en snor af kendte elskede numre og under ’Oye cómo va’, rejste Santana sig op og ’fyrede’ den i bogstaveligste forstand af.

Soloerne sad lige i skabet, ingen slinger i musikken. Det var der heller ikke i ’Maria Maria’. Den gamle hippie var til at kende igen. Nok dansede han ikke salsa på scenen, men et par slag med hofterne blev det til, og under den kendte hatteskygge, kunne man skimte hans skælmske smil. Og det var ganske sødt at Cindy smilede til ham et par gange.

Under ’Foo Foo’ gav de tre trommeslagere den gas. De er hårdtslående, effektive og medrivende. ’Everybodys´s Everything’ var et kludret arrangement, hvor man holdt linjen, men det virkede som om man ikke var helt sikker på, hvor man var henne. ’Samba pa ti’, havde jeg svært ved at genkende, måske fordi Santana ikke var helt stringent på strengene.

Fred på jorden for evigt

Bortset fra det, kørte Santana los med en tale til publikum, om at det eneste han kunne ønske sig i verden var fred. Det burde være et beskedent ønske, men desværre ikke som verden ser ud lige nu og ’Europa, (Earth´s Cry, Heavens´s Smile)’, passede perfekt ind. Så skulle der gang i danseskoene igen med ’Dangerous’ og ’Hope You´re Feeling better’. Det tordnede godt nok af rytme, men helt suverænt blev det ikke før ’ (Da le) Yaleo’ blev spillet.

Så var vi tilbage på sporet og med det fine nummer ’Put your Lights on’ var salen samlet igen med tændte mobiltelefoner og en næsten rørende stemning. Den blev hurtigt afløst af den slagkraftige famøse ’Corazón espinado’, endnu et af glansnumrene, hvor publikum dansede og orkestret var i sit es. Efter sytten numre skulle man tro at vi var mættede, men nej.

Cindy Blackman havde en trommesolo, der fik hårene til at rejse sig på armene. Aftenens sidste nummer ’Smooth’ er absolut et af Santanas bedste stykker musik, og det vil uden tvivl gå over i rockmusikhistorien. Eller skulle man ikke snarere sige latin-rock musikhistorien. Santana var en af pionererne inden for denne genre, hvor han kombinerede latinamerikansk musik med rock og pop. Senere er mange kommet til, og det er blevet en populær musikform over hele verden.

Det var en forrygende aften i selskab med Carlos Santana og hans fremragende orkester. Det kan godt være at der var lidt småfejl, men det er petitesser i forhold til al den pragtfulde musik, vi blev beriget med på små to timer. Carlos Santana, den gamle hippiecharmør, viste sit format og spillede sidste ’Gig’ af sin europaturne i København. Tak for det, det var en oplevelse.