ANMELDELSE: Mellem øst og vest – BERLIN

En grundigt beskrivende bog om Berlin er mere end blot en koldkrigsberetning

ANMELDELSE: Mellem øst og vest - BERLIN

✮✮✮✮✮

' ……. ”Mellem øst og vest – BERLIN” medgiver et fremragende indblik i en by, der besidder en kolossal sammensat historie fra middelalderen til i dag ….. '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Jeg forestiller mig, at jeg sidder på en balkon i fjerde sals højde på en lun sommeraften med et glas rødvin i den berlinske bydel Prenzlauer Berg. Jeg befinder mig i nutiden, og det er uundgåeligt, at spekulationerne nemt kommer til at handle om, hvordan området i det tidligere Østberlin så ud i tidernes morgen.

Jeg kigger ned på den brostensbelagte gade. Et drømmebillede dukker op i min underbevidsthed og det forestiller en hostende Trabant, der tøffer igennem gaden, der ligger i skygge af faldefærdige og saneringsmodne ejendomme, som i dag er sat i stand og står som symboler på en ny tid. Husenes ornamentik er blevet ajourført, og bydelens beboere tilsyneladende velhavende og tilfredse.

Jeg har stadig en kuffert i Berlin

Det ville være oplagt at forvente en beskrivelse af Berlin efter Anden Verdenskrig, når titlen er ”Mellem øst og vest”. Derfor er det interessant at opleve en beretning, der levende fører læseren ind i et miljø, som rummer en kolossal sammensat historie fra den tidlige middelalder og frem til i dag.

Således kan epoken, hvor den berygtede mur på brutal vis adskilte familier og venner i det store perspektiv ses som en parentes i den samlede historie om Berlin. Det er med andre ord ikke en publikation, der hylder ”murromantikken”, som forfatterne Johnny Laursen, lektor i historie ved Aarhus Universitet og Jørgen Mikkelsen, arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet, har begået.

Bogen beskriver i indledningen Berlin som en by, der ikke har ret meget til fælles med de øvrige byer i Tyskland. Den tyske kulturkritiker Karl Scheffler skrev i 1910, at Berlin ikke egnede sig som hovedstad, da byen »savnede kultur og åndelig dybde«. De fleste vil i dag sikkert betegne den slags som noget nonsens; men Schefflers iagttagelse kunne i hans samtid ses som en reaktion på Berlins rolle som en del af den preussiske tro på autoriteter og militarisme.

Berlin havde således svært ved at frigøre sig fra en tilstand forankret i rollen som bastion for fyrstelig magt og Preussens nedkæmpelse af demokratiske principper, men forandringerne skete hurtigere, end man kunne nå at se sig omkring i metropolen i de tidlige år i 1900-tallet, og Berlins identitet som frigørelsens hovedstad i årene efter Første Verdenskrig er som bekendt legendarisk i dag.

Alt dette ændrede sig, da en vis herre fik eller tog magten i Tyskland i 1933, og Berlin blev et åbent sår i konsekvenserne af Hitlers bestialske selvforståelse. I årene efter Anden Verdenskrig blev såret forvandlet til en overfladisk rift, der dog var længe om at heles. Et smukt udsagn blev leveret af Marlene Dietrich i sangen fra 1951 ”Ich hab’ noch ein Koffer in Berlin” (Jeg har stadig en kuffert i Berlin), som skulle ses som en kærlighedserklæring fra berlinerne til deres by.

Det farligste sted i verden

Jeg er så relativt gammel, at jeg kan huske angsten for, om en ny verdenskrig ville bryde ud og forvandle den psykologiske kolde krig til en altødelæggende atomkrig. Den sovjetrussiske generalsekretær Nikita Krusjtjov kaldte i sommeren 1961 Berlin for det farligste sted i verden. Mange har sikkert set billederne fra Checkpoint Charlie i Friedrichsstrasse, hvor konflikten mellem øst og vest blev levendegjort af et truende optrin med de to blokkes kampvogne som symbolske enheder pegende på hinanden.

Det er svært at se Berlin i nyere tid, hvis man husker, hvordan pladsen, som tidligere i historien rummede det gigantiske Berliner Schloss, der i begyndelsen af 1700-tallet efter en større ombygning stod som et af barokkens hovedværker i Tyskland, så ud for blot få år siden.

Slottet blev så medtaget af de allieredes bombardementer under Anden Verdenskrig, at DDR-styret i 1950 besluttede sig for at fjerne det, da man mente, at det repræsenterede en undertrykkende overklasse. Slottet blev i 1976 erstattet af Palast der Republik i hvid, bulgarsk marmor, men dette asbestfyldte byggeri blev revet ned i 2006.

Humboldt Forum – det nye slot

I årene derefter lå slotspladsen som et åbent, forblæst areal, før en meget omdiskuteret plan blev lagt: Man ville ganske enkelt genskabe det oprindelige slot. Dette greb gav anledning til mange og lange diskussioner om hvorvidt, man burde genskabe et sæde for den undertrykkelse, som DDR-styret netop havde brugt som argumentation.

Arkitekten Franco Stella tegnede en del af det nye slot, som fik navnet Humboldt Forum, i en 1:1 replica af det oprindelige byggeri og en del af det i en minimalistisk arkitektur, der skal minde berlinerne og besøgende om, at der trods omvæltninger er kontinuitet i byens historie. Om denne kollision mellem moderne arkitektur og klassisk barok er vellykket, vil jeg ikke forholde mig til i skrivende stund.

Hvad jeg nævner her, udgør blot ganske få afsnit af beretningen om en by, som mange har besøgt i de senere år. Vi har ganske enkelt at gøre med en betydningsfuld europæisk storby, der er præget af forandring og i fysisk forstand byggekraner i horisonten.

Forfatterne har skabt en udgivelse, som med deres egne ord »henvender sig til historieinteresserede læsere og den kulturrejsende, som gerne vil nogle spadestik dybere for at forstå monumenterne, arkitekturen og historien i Berlin«.

Det er de lykkedes forbilledligt med.

ANMELDELSE: Mellem øst og vest - BERLIN