ARoS: Svend Wiig Hansen

En gigant i dansk kunst præsenteret i en fuldbyrdet version

Det grafiske værk ”De fortabte” er en akvatinteætsning fra 1957. Foto: Lars Svanholm

✮✮✮✮✮

' ….. Svend Wiig Hansen er omdrejningspunktet i en ny udstilling, der tegner et uigenkaldeligt billede af en essentiel dansk billedkunstner …..'

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Når kunstmuseet ARoS i Aarhus begiver sig af med at skildre billedkunstneren Svend Wiig Hansen i en udstilling, der er blevet begavet med en titel fra et af Wiig Hansens værker ”Gående, faldende, stående”, rummer udstillingens overordnede episke strukturer akkurat lige så mange visuelle aspekter, som titlen lader antyde.

Det helt centrale i Wiig Hansens kunst er mennesket, ikke som idealiseret figur, men som sårbart, kropsligt, lidende og samtidig livskraftigt væsen. Hans værker kredser om eksistentielle temaer som fødsel, død, seksualitet samt en iboende angst for en altødelæggende krig, og i samme moment kan man læse hans kunst som præget af historiske traumer og den kolde krigs farer.

Udstillingen på ARoS viser Wiig Hansens figurer som ofte deformerede, men monumentale i deres udtryk. I malerierne arbejder han med pastose lag af farve og en næsten hidsig palet, mens skulpturerne fremstår med tyngde og som kropsligt organiske.

Bronzeskulpturen ”Mennesket, det ensomme dyr” fra 1990 er placeret centralt i et af udstillingsrummene. Installationsfoto: Mads Smidstrup © ARoS 2026

Maleriet ”Mennesker i forvandling II – Kampen” fra 1963. Figurerne fungerer som revet ud af en mareridtstilstand. Foto: Lars Svanholm

Ved indgangen til udstillingsområdet finder man skulpturen ”Moder Jord”, der blev genstand for en massiv kunstskandale i Aarhus i 1954. Installationsfoto: Mads Smidstrup © ARoS 2026

Forargelsen over ”Moder Jord”

Det vil være fristende at beskrive Svend Wiig Hansen som en outsider på den danske kunstscene, men definitionen bør gradbøjes, da outsider-rollen ikke skal forstås som var kunstneren ubetinget marginaliseret eller ukendt, for Wiig Hansen blev tværtimod meget anerkendt institutionelt som blandt andet professor på Kunstakademiet, repræsenteret på store museer og skaber af monumentale offentlige værker.

Men til sagen: Ved indgangen til udstillingsområdet finder man et værk, der næsten fungerer som en nøgle til Wiig Hansens univers. Skulpturen ”Moder Jord” har sin helt egen rolle i Aarhus, da den blev opstillet tilbage i 1954 ved Aarhus Rådhus blot et stenkast fra, hvor ARoS er placeret i dag.

Værket gav anledning til en decideret forargelse blandt befolkningen primært på grund af den overdimensionerede kvindekrop, som stod i himmelråbende kontrast til efterkrigstidens kropsideal. Figurens afslørende position har sandsynligvis ikke gjort skulpturen mere acceptabel blandt bourgeoisiet.

I dag kan man sagtens stille sig undrende over for de anstød, der blev skulpturen til del i 1950’erne, men på den anden side oplever man faktisk også i dag en puritansk grundholdning til det ikke-idealiserede, nøgne menneske. Dette kan man ofre en tanke, mens man bevæger sig rundt og oplever udstillingens ekspressionistiske værker.

Her er det tydeligt, at Wiig Hansen uden ironi insisterede på tilstedeværelsen af menneskefiguren i en periode, hvor meget avantgardekunst bevægede sig mod det abstrakte eller konceptuelle. Hans kunst er oprigtig, fysisk og følelsesmæssigt funderet. Her kan man bringe maleriet ”De søgende” fra 1955 ind i ligningen. Det nærmest vokser ud af en rødbrun finish i en for kunstneren usædvanlig gråtone.

Her et større antal skulpturer placeret på en omfangsrig bordplade. I baggrunden anes det monumentale maleri ”Vandring uden mål”, som måler mere end 13 meter i længden. Installationsfoto: Mads Smidstrup © ARoS 2026

Linoleumssnittet ”Gående, faldende, stående” fra 1968 har givet titel til udstillingen. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026

Forslag til skulpturgruppen ”Mennesker på en strandbred” er i denne version skabt i årene 1952-56. Foto: Lars Svanholm

I maleriets brændpunkt

Senere i karrieren bliver farven dog i sin intensitet en signatur for kunstneren. Man behøver ikke bevæge sig ret meget rundt i de improviserede udstillingsrum for at sikre sig oplevelsen af farven i de tidligere nævnte roller som ekspressivt virkemiddel. Et eksempel udgør maleriet ”Mennesker i forvandling II – Kampen” et scenarium i primærfarverne rød, gul og blå garneret med rene, grønne nuancer. Figurerne fungerer som revet ud af en mareridtstilstand. Intensiteten er slående i maleriet fra 1963.

Den aktuelle udstilling er opbygget i tematiske rum, og her besidder en performance, som Wiig Hansen foretog i Nikolaj Kirke i 1974, en rolle. Over to uger arbejdede han helt naturstridigt på ikke færre end 22 lærreder af en vis størrelse. Denne maratonindsats blev overværet af publikum og gav derved kunstneren mulighed for at optræde som en rock star for undrende og nysgerrige tilskuere. Dele af denne happening blev filmet og kan ses i udstillingen.

Således installeret i maleriets brændpunkt er det således på sin plads at placere Svend Wiig Hansens maleriske oeuvre i en form for kontekst. På trods af, at motiverne i hans malerier først og fremmest optræder som meget kropslige, er der også noget rituelt eller sagnagtigt over dem. Mange figurer virker næsten som urmennesker i et mytisk kosmos.

Kompositorisk spændstighed

Wiig Hansens rolle som maler i et kunsthistorisk lys er formentligt det mest kendte i hans livsforløb, men her bør jeg minde om skulpturgruppen ”Mennesket ved havet”, som består af fire hvide mænd, der tilsyneladende spejder ud over vandet ved Sædding Strand nord for Esbjerg.

Skulpturerne er udført i hvid beton, som er et meget solidt og bestandigt materiale, men overfladen er glat, næsten porøs i sit visuelle udtryk, og figurerne mangler den kompakte massefylde, man forbinder med klassisk monumental skulptur. Den hvide farve, de lodrette, aflange proportioner og ansigternes blot antydede træk får figurerne trods, at de er ni meter høje, til at fremstå fragile, som ville en vesterhavsstorm gøre det af med dem.

Det er naturligvis ikke tilfældet, for var det dét, ville de fire mænd for længst være blæst langt væk, men de sidder urokkeligt, hvor de er placeret, men går man på opdagelse i udstillingens afkroge, vil man formodentlig opdage to modeller, hvori fem personer på hver af skulpturerne sidder og kigger i samme retning. Referencen til ”Mennesket ved havet” er åbenlys; men alligevel ikke. Der er dog en sammenhæng mellem værkerne. Modellerne skulle fungere som en skulpturgruppe i en placering på Grenen ved Skagen. Dette projekt blev aldrig fuldbragt, men idéen blev videreudviklet til det monumentale værk, man kan opleve ved Esbjerg i dag.

Når jeg imidlertid iagttager de udstillede modeller, slår det mig, hvordan de kunne have været iscenesat i et landskab. De fem figurer, som dette oplæg består af, fungerer indeholdende en kompositorisk spændstighed, som må tilskrives kunstnerens sikre sans for de proportionelle problemstillinger.

Jeg bør dog lige i forbifarten nævne et af udstillingens stærkeste indslag, hvor vi også skal ud i en rumlig iagttagelse. Bronzeskulpturen ”Mennesket, det ensomme dyr” fra 1990 er placeret relativt solitært i et af udstillingens indledende udstillingsrum. Netop sammenfatningen dyr/menneske står her som et nærmest majestætisk væsen, der naturligvis ikke lader sig rokke trods et stærkt, organisk og faktisk næsten delikat udtryk forankret i forholdet mellem form og materialitet.

Skulpturen her danner forgrund for maleriet ”Menneskeridt”, der anes i baggrunden.

Værker med visuel råstyrke

Det ville være naturstridigt, hvis ikke Svend Wiig Hansen gjorde brug af alle billedkunstneriske metoder, som var til rådighed. Han lavede i tusindvis af tegninger, og i grafikken viser udstillingen, at selvportrættet udgør kunstnerens syn på sit eget sindbillede.

Her kan man ved selvsyn iagttage et antal groft skårede træsnit, som afslutter udstillingsforløbet på en måde som besidder værkerne en levende, sitrende nerve foranlediget af redskabets vej gennem træstokkens overflade, og i en lille serie på tre raderinger tidligere i udstillingsforløbet fornemmer man det samme temperament udspille sig i sort-hvide kompositioner.

Til en afslutning bør jeg dvæle ved udstillingens disponeringer, og en udstilling, der viser så omfattende et antal værker med stor visuel råstyrke, kunne sagtens falde fra hinanden, hvis udstillingsarkitekturen fremstod rå og bastant. Her er man med held gået i den modsatte grøft og skabt en iscenesættelse, der faktisk underspiller nærmere, end den dramatiserer.

Desværre er det dog vanskeligt at få identificeret enkeltværkerne blandt et større antal skulpturer placeret på en omfangsrig bordplade, og det finder jeg ærgerligt, ligesom jeg stiller mig undrende over, at der ikke bliver udgivet et fyldestgørende katalog over en så væsentlig udstilling; men myten fortæller, at man ikke kan få alt, hvad man gerne vil have her i livet, så jeg vil blot gentage, at ARoS med udstillingen ”Gående, faldende, stående” lader Svend Wiig Hansen udgøre omdrejningspunktet i en udstilling, der tegner et fuldbyrdet billede af en essentiel dansk billedkunstner.

”Angstens offer” er et af de malerier, som Svend Wiig Hansen skabte under sin malerperformance i Nikolaj Kirke i 1974. Foto: Mads Smidstrup © ARoS 2026

Svend Wiig Hansen er født i Møgeltønder i 1922 og blev optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedhuggerskole i 1946 og debuterede samme år på Kunstnernes Efterårsudstilling. Senere blev han selv professor ved Akademiet i perioden 1971-1976. Blandt et hav af udstillinger i ind- og udland bør nævnes hans deltagelse ved Venedig Biennalen i 1964. Han var medlem af kunstnersammenslutningen Den Frie fra 1957 frem til sin død i 1997.

Udstillingen ”Gående, faldende, stående” kan ses på ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aros Allé 2, Aarhus, frem til d. 30. august 2026

ARoS: Svend Wiig Hansen – se mere her

ARoS: Svend Wiig Hansen er en anmeldelse af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION. Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm