DE HVIDE BUSSER

– et værk af Benjamin Koppel

en del af Copenhagen Jazz Festival 2021

 

✮✮✮✮✮

 

Utryghed. Forvirring. Rædsel. Gru. – Håb. Mod. Glæde. Livslyst.

 

At sætte ord på kz-fangernes hverdag eller mangel på samme under anden verdenskrig er en umulig opgave. Men kan man sætte toner på?

 

I år er det 75-året for krigens slutning, og en organiseret og koordineret redningsaktion af De Hvide Busser blev iværksat og gennemført. I alt reddes 20.000 kz-fanger via De Hvide Busser ud af de nazistiske udryddelseslejre med livet i behold.

Historien er højaktuel

Den danske musiker Benjamin Koppel har i denne anledning komponeret et over timelangt værk fremført som et bud på at videreformidle en historie, der ikke må glemmes. Jeg talte med Koppel før koncerten ved Bakkehuset på Frederiksberg, og vi blev enige om, at historien stadig er højaktuel i dag og ikke bør glemmes – som bekendt bevogtes flere jødiske institutioner stadig i Danmark af ordensmagten, og det endda med skarpladte våben.

 

 

Foto: Roxnakowsky

 

Øjenvidne beretninger

Værket om De Hvide Bussers redningsaktion er blevet til ved, at Koppel selv har interviewet overlevende fra lejrene. En række af disse statements er som flyvecitater trukket med ind i musikken og vi hører eksempelvis i indledningen en ældre herre fastslå, ‘Under huden på ethvert menneske bor der en djævel – Lad den aldrig komme ud!’ – og således kommer de første toner frem.

 

De indledende akter er naturligt nok en slags kaos fusion af instrumenter, der undertiden også snakker i munden på hinanden. Den dystre cello og kontrabas taler deres sprog. Slagtøjet er med mellemøstligt islæt, og Benjamin trækker sine fløjlstoner op af saxofonen, og pakker fortvivlelsen ind.

Historiske fakta

Bo Lidegaard, der har skrevet bogen ‘Redningsmænd’, entrerer scenen 3 gange og kommer med historiske fakta.

 

Vi fortælles, at da man omtrent mener, at redningsaktionen er overstået, fortæller mere eller mindre valide kilder, at der måske stadig er en overset gruppe fanger af danskere og svenskere ‘glemt’ i Theresienstadt lejren – på det tidspunkt er vi ved den 12. april 1945. Lejren ligger længst væk i Det Tredje Rige og fjendeland er rødglødende. Blot det at overveje et forsøg på at komme disse fanger til undsætning er rent selvmord – tilladelser mangler, grænserne lukket og Østfronten er lige i nærheden.

 

På bedste ‘dansk-rebelske’ manér trodser chaufførerne alle odds og advarsler – og miraklet sker. En morgen hører de danske fanger det lidet håbefulde råb fra den tyske kommando ‘Die Dänen raus!’ – uden at vide hvorfor, men her kom redningen.

 

Alle 423 fanger fra Theresienstadt kommer sikkert hjem til Danmark over grænsen via Padborg. Endelig forlyder det også, at en titusindvis stor skare af kvinder er at finde i kvindelejren Ravensbrück ved Berlin. Herfra bliver ikke mindre end 10.000 kvinder reddet hjem. De Hvide Busser redder jøder, politiske fanger og ‘Bibelstudenter’ (de lilla trekanter) med sig hjem.

Gæstfriheden og menneskeligheden viser ansigt

Sønderjyderne er ikke sene til at vise gæstfrihed og kærlig omsorg for de stakkels udhungrede landsmænd – ‘Vi fik hvide lagner, hvide dyner og hvide hovedpuder, vi græd af glæde’ lyder et af flyvecitaterne. ‘Busserne var ikke en tarvelig bus – den var for os en guldkaret!’ siges det videre.

 

Koppels værk harmoniserer sig og glæden strømmer ud af instrumenterne – en forløsning har fundet sted! Blomsterbuketter, mad og slik bliver De Hvide Busser overdænget med, hvis redningsmænd vi ikke har hørt særlig meget om – og det er der en grund til.

Historie man ikke ville gøre væsen af

Bo Lidegaard fastslår, at da redningsaktionen var fuldendt indgår de medvirkende aktører så at sige en ‘pagt’ med hinanden. De ville ikke blotte de grusomheder, de havde set eller spille helte på andres bekostning – i tidens ånd vælger de ydmyghedens vej og ønsker ikke, at der skal gøres et stort nummer ud af, at de satte livet på spil for deres landsmænd – heldigvis er historien kommet frem om disse hædersmænds heroiske indsats.

 

En rørende aften i Bakkehusets have med noget så højaktuelt som forfølgelse af minoriteter, men ikke mindst, at humanismen ligger dybere i mennesket end ondskaben og altid sejrer. 20.000 mennesker blev reddet af De Hvide Busser og det har Benjamin Koppel mesterligt komponeret musik om.

 

Flere fakta om De Hvide Busser kan ses på Nationalmuseets site.

 

HENRIK SKOV KRISTENSEN har skrevet en rørende artikel om hjemkomsten af De Hvide Busser. – her et kort uddrag fra et af de mange breve – ‘DE HVIDE BUSSER I ET SØNDERJYSK PERSPEKTIV’ af Henrik Skov Kristensen

‘Breve fra grænsen’

“Modtagelsen af de mange kz-fanger ved karantænestationen i

Kruså gjorde et stærkt indtryk på Merete Granzow. Sine indtryk, tanker

og forhåbninger har hun fastholdt i en række samtidige breve til

familien fra den 22. april til den 25. maj 1945.”

Gråsten, den 28. april 1945

”….En del var for resten også Jehovas Vidner, taget fordi de ikke ville

skrive under på en fornægtelse af dette – og nogle havde med fare

for tortur gemt deres bibel i støvlerne eller på brystet i alle disse år.

Deres tak over maden var så ubeskrivelig. Alle de lovord, der lød,

taksigelser og velsignelser og lykkelige blikke – åh kunne I blot opleve

et sådant øjeblik. Det er Paradis på jorden ….” – Merete Granzow

 

 

 

DE HVIDE BUSSER – et værk af Benjamin Koppel: Sammen med Benjamin Koppel på scenen var en af skandinaviens største jazzsangsolister, Josefine Cronholm, pianist Søren Møller, perkussionist Birgit Løkke, kontrabassist Thommy Andersson samt solocellist fra DR Symfoniorkestret Henrik Dam Thomsen.

 

 

 

DE HVIDE BUSSER – et værk af Benjamin Koppel er anmeldt af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION